21-årig fik hjertesvigt efter overdrevent forbrug af energidrik

En ung mand fra England drak to liter energidrik om dagen i to år.

Et overdrevent forbrug af energidrik kan være usundt for din krop. Det indeholder nemlig både sukker og koffein. (© Aleksandar Mijatovic)

Mange har brug for et skud koffein for at holde sig i gang i løbet af dagen.

Det kan du blandt andet få ved at drikke en energidrik.

Men som med så meget andet er det måske en god idé at tænke over mængderne.

En 21-årig studerende i England havde drukket fire energidrikke (500 ml pr. styk) om dagen i to år. Efterfølgende blev han indlagt med hjertesvigt.

Den unge mand var indlagt i 58 dage på et hospital i England, fremgår det af en undersøgelse.

Forskerne bag rapporten mener, at hjertesvigtet hænger sammen med det store indtag af energidrik. Og det er Stefan P. Mortensen, professor og dr. med ved Syddansk Universitet, enig i.

Han har kigget på den nye undersøgelse.

- Det har helt sikkert noget med energidrikken at gøre. Der er jo rapporteret andre eksempler på det her fænomen, hvor personer, der har indtaget meget energidrik, pludselig oplever hjertesvigt, siger Stefan P. Mortensen.

Den 21-årige havde ikke nogen anden medicinsk historie. Det viste sig dog, at han havde en nyresygdom, han ikke kendte til.

Stefan P. Mortensen tror desuden, at der har været et underliggende problem i kroppen på personen.

- Det er jo sjældent, at det her sker. Og der er mange andre, som drikker lige så mange energidrikke, men som ikke ender i lige så alvorlige forløb, siger han.

- Man kan jo godt have småting med hjertet, som man ikke kender til. Når man så står i en situation, hvor man stresser hjertet ved at indtage en hel masse energidrik, så kan man godt ende i et alvorligt forløb.

Langt mere end anbefalet

Ifølge Stefan P. Mortensen er der hovedsageligt to ingredienser i energidrik, der kan påvirke din krop negativt – sukker og koffein.

- For meget sukker er jo ikke godt for os. Det kan give diabetes og andre livsstilssygdomme. Samtidig kan for meget koffein føre til en masse uhensigtsmæssige symptomer som søvnproblemer, forhøjet puls og hjertebanken.

- I dette tilfælde tror jeg, det er selve koffeinen, der er skyld i indlæggelsen. Det er nemlig koffeinen, som har en direkte påvirkning på hjertet. Altså det øger pulsen og blodtrykket og får hjertet til at trække sig mere kraftigt sammen, fortsætter Stefan P. Mortensen.

Den unge studerende fra England drak fire dåser energidrik om dagen med 160 milligram koffein i hver af dem.

Det er langt over det, som Stefan P. Mortensen maksimalt vil anbefale, hvis du ellers er sund og rask.

- Det er selvfølgelig individuelt, hvor meget man kan tåle. Men normalt siger vi, at grænsen går ved 400 milligram koffein om dagen, hvis du er sund, rask og aktiv, siger han.

- Men det er selvfølgelig bedst helt at lade vær med at drikke energidrik.

Intet med sport at gøre

Mange, der drikker energidrikke, drikker det ofte flere gange om dagen. Det kan sammenlignes med behovet for flere kopper kaffe.

- Det giver energi, men man kan også blive afhængig af det, siger Stefan P. Mortensen.

- Det er jo det dårlige ved koffein. Især hvis du drikker det om aftenen. Så sover du dårligt, og du får brug for mere energidrik dagen efter. Det er en ond spiral.

Han understreger, at energidrikke intet har med sport at gøre, selvom mange måske tror det.

- Mange folk tænker, at energidrikke er sådan noget, som sportsfolk drikker.

Men hvis du skal dyrke sport, kan det være en dårlig idé at drikke en kombination af sukker og koffein.

- Det vil professionelle sportsudøvere aldrig gøre. Koffeinen skal du have, før du dyrker idræt, og sukkeret skal du have, mens du dyrker idræt. Du skal ikke drikke begge dele, mens du dyrker idræt, siger Stefan P. Mortensen.

Fødevarestyrelsen i Danmark anbefaler, at børn ikke får energidrikke – og generelt max 2,5 mg koffein per kilogram kropsvægt per dag.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk