23 millioner indbyggere og kun syv døde: Derfor har Taiwan så godt styr på corona

Mens Danmark lukker ned, går taiwanerne til koncert og på natklub.

I Taiwan gik vi også med mundbind inden corona-pandemien. Det var for at beskytte andre mod virus, lyder det fra en beboer i Taiwans hovestad. (Foto: Lisanto 李奕良 © Unsplash.com)

- Jeg har egentlig levet et meget normalt liv det seneste halve år.

Sådan lyder det fra Lin Yichun, der bor og arbejder som sekretær i Taiwans hovedstad Taipei.

- Jeg har rejst rundt i landet, jeg har været på natklub, og jeg har været til koncert med flere tusinde mennesker. Senest har jeg set Løvernes Konge som musical, fortæller Lin Yichun.

Taiwan, en ø i Østasien, har cirka 23 millioner indbyggere og er mindre end Danmark. Derfor har øen også en meget større befolkningstæthed.

Alligevel har der i skrivende stund (19. december, 2020) kun været 763 smittede med covid-19 og syv dødsfald i forbindelse med sygdommen.

Til sammenligning har der været knap 130.000 smittede i Danmark og 1007 dødsfald.

Dermed har det ikke været nødvendigt for myndighederne i Taiwan at lukke landet ned. Det betyder dog ikke, at befolkningen har undgået regler i forhold til at forebygge smitten.

- Folks temperaturer bliver blandt andet tjekket, når de skal på hospitalet eller på restaurant. Og man skal have mundbind på, når man kører med offentlig transport, siger Lin Yichun.

Regeringen har netop udvidet mundbindskravene i landet. Fra december skal alle bære mundbind på blandt andet skoler, restauranter og til kulturelle arrangementer.

- Coronatallene er ikke blevet værre i Taiwan, men fordi tallene stiger i resten af verden, og fordi det er blevet vinter, så indfører de nu de her mundbinds-regler. Det er mere sikkert, siger Lin Yichun.

Ekstremt effektivt overvågningssystem

Der er flere grunde til, at Taiwan har klaret sig så godt under coronapandemien.

Det fortæller tidligere administrerende direktør for Statens Serum Institut og dr.med. Nils Strandberg Pedersen.

- Jeg har været i Taiwan (før coronapandemien, red.), og de har et ekstremt effektivt overvågningssystem, når det kommer til smitsomme sygdomme. Det var meget imponerende at se.

Lin Yichun fra hovedstaden Taipei har rejst meget rundt i landet, mens der har været corona-pandemi. Hun har ikke været meget påvirket af situationen. (Foto: Lin Yichun)

Ifølge Nils Strandberg Pedersen har Taiwan været grundigt forberedt på et virusudbrud. Det skyldes erfaringer fra Sars-epidemien i 2003, som førte til 73 dødsfald.

- Taiwan har testet langt flere personer på et meget tidligere tidspunkt i coronaforløbet. Og så har de formentlig en meget skrappere isolation af smittede.

Udover at kortlægge mulige smittekæder og isolere folk, der har været i kontakt med smittede med det samme, holder myndighederne i Taiwan nøje øje med personer, som er covid-19-positive.

Ved hjælp af en app på de smittedes telefoner kan myndighederne se, om de for eksempel forlader deres hotelværelse, mens de skal være i 14 dages isolation.

Bryder man reglen, går det hårdt udover pengepungen.

For nylig forlod en covid-19-positiv person sit hotelværelse i otte sekunder. Det blev fanget på overvågningskamera og betød en bøde på det, der svarer til 21.000 kroner.

- De har jo en helt anden tilgang til det, end vi har, og det er meget langt fra vores demokratiske tradition. Taiwan er selvfølgelig et demokrati, men borgerne er virkelig under kontrol, siger Nils Strandberg Pedersen.

Taiwan har også holdt det nye coronavirus væk ved hjælpe af en striks grænsekontrol og ved at isolere alle indrejsende i 14 dage.

Den fælles sundhed er vigtigere end individet

Journalist og Asien-ekspert Christina Boutrup, der har skrevet flere bøger om Kina (Kina betragter Taiwan som en kinesisk provins, red), mener først og fremmest, at Taiwans succes skyldes en rigid lovgivning.

- Den største forskel på et demokratisk land som Danmark og et demokratisk land som Taiwan, er, at vores system er baseret meget på tillid, mens Taiwans system er baseret på kontrol, siger Christina Boutrup.

Hun understreger, at Taiwan ikke er det eneste asiatiske land, der har succes med at have kontrol over corona.

  • Der gang i nattelivet i Tapei. Her ses Babylon night club. (Foto: Lin Yichun)
  • En udendørs koncert ved Sun Moon Lake - en sø i Taiwan. (Foto: Lin Yichun)
1 / 2

- Taiwan er nok det bedste eksempel. Men lande som Sydkorea, Singapore og så selvfølgelig Kina har jo også klaret sig godt.

Men udover kontrol og overvågning spiller kulturforskelle også en vigtig rolle, ifølge Christina Boutrup.

- Østasiatisk filosofi handler meget om at have en gruppeorienteret kultur. Den fælles sundhed er vigtigere end individet og den enkeltes ret til privatliv. Og det er jo omvendt i vores kultur, hvor individet og retten til privatliv er vigtigst. Derudover er mange asiater også meget autoritetstro, siger hun.

Ifølge Lin Yichun er befolkningen i Taiwan generelt gode til at følge myndighedernes regler.

- Og så tror mange folk på, at mundbind virker. Det gør jeg også, siger hun og fortsætter.

- Faktisk var der en kultur med mundbind før covid-19. Den opstod muligvis omkring Sars i 2003. Det er, fordi folk vil beskytte andre mod virus, når de er på offentlige steder. Det er en tilgang, der har været gavnlig for alle.

Vil vi gå lige så vidt som Taiwan?

Ifølge Christina Boutrup har nogle af de covid-19-tiltag, som først blev indført i Asien, siden spredt sig til Europa.

- Det gælder for eksempel temperaturscanninger i lufthavne og offentlige bygninger. Og så gælder det massetest, siger hun.

Men vi er endnu ikke nået til en smitte-stop-app, der er lige så effektiv, som den de bruger i Taiwan.

- Spørgsmålet er, om vi er parate til det. For skal vi tillade myndighederne at overvåge os i endnu højere grad, og hvilke konsekvenser vil det få?, siger Christina Boutrup og fortsætter.

- På en måde er det lidt mærkeligt. Spørger du mig, vil jeg svare, at hensynet til de gamle og svage er vigtigere end min ret til privatliv lige nu, hvor coronasmitten stiger i samfundet. Men hvad bliver det næste så? Det er en vildt svær diskussion, og vi skal værne om vores demokratiske rettigheder.

Coronatallene i Taiwan kan ligesom i alle andre lande i verden stadig nå at ændre sig. Men det bekymrer Lin Yichun sig ikke om.

- Jeg føler mig temmelig sikker her, og jeg er ikke bange for, at situationen bliver værre lige foreløbig, siger hun.

Facebook
Twitter