29-årige Lotte fik inkontinens efter fødsel: Det er invaliderende

Lotte Frank var fyldt med skam og isolerede sig hjemme, fordi hun i en ung alder ikke kunne holde på vandet.

Da Lotte Frank i august 2016 fødte sin lille datter ved akut kejsersnit, blev det starten på halvandet år i helvede.

Det var ikke på grund af søvnløse nætter med babygråd og lortebleer i stakkevis. Lotte blev ramt af inkontinens og kunne ikke holde på sit vand.

- Det var invaliderende, og det slog mig ud. Det var skamfuldt og et kæmpe kontroltab, at jeg ikke selv kunne styre, om jeg tissede i bukserne, fortæller Lotte Frank.

Det gik for alvor op for den dengang 27-årige kvinde, hvor slemt det stod til, da hendes datter var omkring et år.

- Jeg isolerede mig hjemme, og hvis jeg gik ud, havde jeg altid ekstra tøj med, hvis uheldet skulle ske. Og hvis jeg alligevel gik på legepladsen, tog jeg et inkontinensbind på, og jeg var ikke med oppe at klatre i de høje legetårne og den slags. Det hindrede mig i leg med min datter, fortæller hun i dag to et halvt år efter.

Lotte skulle ikke kun købe bleer til sin datter men også inkontinensbind til sig selv, og det forstærkede hendes usikkerhed. - Der står inkontinens med kæmpe bogstaver, når man skal købe inkontinensbind, så jeg valgte at købe dem på nettet, fordi det var for pinligt at købe dem i en butik, forklarer hun.

Frygtede at lugte af tis

Da det gik op for Lotte, hvor meget hun rent faktisk indrettede sit liv efter det, gik hun til sin læge med det.

- Det var blevet så stor en psykisk belastning for mig, at jeg var nødt til at gøre noget. Jeg tænkte hele tiden på, om folk syntes, jeg lugtede af tis. Jeg blev vildt usikker på mig selv, uddyber Lotte Frank.

Lægen sendte hende i første omgang til Hvidovre Hospital, hvor man opererer folk med inkontinens, men ikke kvinder der skal have flere børn, og de planer har Lotte Frank og hendes mand.

I stedet kom hun i et forløb hos fysioterapeut Bettina Juel i Vanløse. Hun er såkaldt urogynækologisk fysioterapeut og har speciale i underliv og bækkenbund.

Fødslen af datteren Edith var langvarig og hård, og det samme var de følgende år. (Foto: PRIVATFOTO)

Her gik Lotte en gang om ugen og fik både hjælp til rent fysisk at lave sine knibeøvelser rigtigt, og så snakkede hun meget med Bettina Juel om sine problemer.

- Mit problem er meget mindre i dag. Jeg lærte at knibe rigtigt, og den viden gør en kæmpe forskel rent fysisk. Jeg har stadig uheld, men slet ikke så mange som tidligere.

- Rent psykisk vandt jeg over den del af det takket være mine samtaler med Bettina. Det fylder ikke længere så meget i mit hoved. Jeg er stadig generet af det nogle gange, men jeg tillægger det ikke så meget værdi som tidligere. Jeg tænker, "hvis det sker, så sker det", fortæller hun.

Ønsker mere fokus på knibeøvelserne

Ifølge Kontinensforeningen har omkring hver 10. dansker inkontinens. Det kan ramme alle aldersgrupper, og blandt andet unge kvinder, der har været igennem en vaginal fødsel, kan få problemer med at holde på vandet.

For Lotte var det da også først efter datterens fødsel, at komplikationerne startede. For selvom hun blev født ved kejsersnit, så var det en tre dage lang fødsel, som endte med halvanden times pressefase, før de måtte tage den lille pige ved akut kejsersnit.

- Jeg ville bare ønske, at jeg havde fået at vide, hvor invaliderende en fødsel kan være på det punkt. Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne hoppe på trampolin lige bagefter, og jeg har også tit set min mor krydse benene, når hun griner. Men jeg ville ønske, at der havde været lidt mere fokus på knibeøvelserne, ligesom alt andet i forbindelse med en fødsel, siger Lotte Frank.

Urogynækologisk fysioterapeut Bettina Juel har hold, hvor hun lærer kvinder at lave knibeøvelser på den helt rigtige måde:

Vil bryde tabuet og skamfuldheden

Hun har masser af gange fået at vide, at hun bare skal lave sine knibeøvelser, men hun vidste ikke hvordan. Det lærte hun hos Bettina Juel. Hun lærte teknikkerne, og så fik hun sat 'knibeøvelserne i system'.

Nu forsøger Lotte selv at hjælpe alle, der kan ende i samme situation i forbindelse med en fødsel.

- Det er lidt fjollet, at man ikke tør dele lige præcis den del med andre, for man har jo ikke noget imod at dele alle mulige andre følgevirkninger fra en fødsel. Men jeg forstår godt hvorfor, for det er jo bare super skamfuldt.

- Hvis jeg møder nogen, der skal føde, fortæller jeg om det. Det er vigtig at vide, hvordan kroppen kan blive. På den måde kan man måske komme lidt af den skamfuldhed til livs, fortæller Lotte Frank, som netop også har valgt at fortælle sin historie for at bryde tabuet og få andre i samme situation til at søge hjælp.

Der findes tre former for inkontinens

  1. 1

    Stress-inkontinens: Problemer ved at holde på urinen under forskellige former for fysisk aktivitet som gymnastik, jogging og dans samt i forbindelse med host og nys.

  2. 2

    Trang-inkontinens eller urge-inkontinens: Pludselig stærk vandladningstrang, som er vanskelig at kontrollere. Typisk når man ikke toilettet, før vandladningen begynder.

  3. 3

    En kombination af de to

Facebook
Twitter