For 40 år siden ramte drabelig virus USA: Lægerne stod hjælpeløse, mens patienterne døde

Den 5. juni 1981 udgav lægerne de første beskrivelser af AIDS.

Siden AIDS-epidemien brød ud i 1981, har sygdommen krævet 33 millioner menneskeliv. Den er altså blandt historiens mest dødelige epidemier. (© Søren Rud / Scanpix)

Hospitalerne i Los Angeles begynder i foråret 1981 at modtage patienter, der bliver indlagt med usædvanlige symptomer.

Fem unge mænd bliver indlagt med en sjælden lungeinfektion, som normalt kun rammer ældre med svækket immunforsvar. En anden gruppe mænd bliver indlagt med en aggressiv og sjælden form for kræft kaldet Kaposis Sarkom.

Lægerne har på det tidspunkt ingen forklaring på, hvorfor de unge mænd pludselig bliver syge med sygdomme, der ellers aldrig rammer de sunde og raske.

Eneste fællestræk for mændene er, at de er homoseksuelle.

Immunologen Michael Gottlieb fra UCLA Medical School, og lægen Wayne Shandera fra den amerikanske sundhedsstyrelse CDC udgiver den 5. juni 1981 - altså for præcis 40 år siden i dag - en videnskabelig artikel, der beskriver de fem unge patienters forløb.

Da artiklen udkommer, er to af patienterne allerede døde - og de tre andre dør ikke lang tid efter.

Artiklen bliver læst i store dele af verden, og pludselig bliver læger mange steder opmærksomme på, at de også modtager flere og flere patienter med de samme symptomer.

Alene i USA bliver der i løbet af 1981 rapporteret om 270 homoseksuelle mænd med sygdommen. 121 af dem dør samme år.

Lægerne er rådvilde. Der er intet, de kan gøre for at stoppe sygdommen, som de på det tidspunkt ikke aner, hvad skyldes.

Frygten for de homoseksuelle

Fordi de første tilfælde af den mystiske sygdom bliver fundet blandt homoseksuelle mænd, er medierne hurtige til at give den det homofobiske navn “bøssepesten”.

De første teorier går da også på, at sygdommen må skyldes “poppers” - nogle stoffer som flere homoseksuelle mænd tager for at forstærke deres seksuelle nydelse.

Det viser sig dog ret hurtigt, at sygdommen rammer andre end homoseksuelle mænd, fortæller Ole Schmeltz Søgaard, der er professor på Aarhus Universitet, hvor han forsker i kuren mod HIV.

- Der gik faktisk ret kort tid, før det blev opdaget, at også blødere og stofmisbrugere fik sygdommen, siger han.

Bløderne får sygdommen, fordi de ofte modtager blodtransfusioner. På det tidspunkt screener man ikke blodet i blodbankerne for HIV, og mange bliver på den måde smittet. Stofmisbrugerne bliver smittet, fordi de deler kanyler. Desuden bliver de også opdaget en del sygdomstilfælde blandt både mænd og kvinder fra Haiti.

Fordi sygdommen rammer marginaliserede grupper, bliver der i de første år ikke sat særlig mange midler af til at forske i den i USA.

- Sygdommen ramte ikke den amerikanske kernefamilie og almene befolkning, og derfor blev den ikke taget særligt alvorligt af myndighederne. Samtidig var den omgærdet af skyld og skam, og var ikke noget, man havde lyst til at tale om, siger han og fortsætter:

- Derfor var der ikke den indsats, vi ser i dag omkring covid-19. Der blev ikke postet særlig mange penge i at blive klogere på sygdommen.

Det lille ondartede virus

Fire år går der, før forskerne finder ud af, hvad den drabelige sygdom skyldes. Set i lyset af at der gik få uger, før coronavirusset blev opdaget, er det meget lang tid, fortæller Ole Schmeltz Søgaard.

- Teknologien var ikke lige så avanceret, som den er i dag. Lægger man det oveni, at der ikke blev sat specielt mange midler af til at forske i sygdommen, forklarer det, hvorfor der gik så lang tid, siger han.

I 1983 viser de to franske forskere Françoise Barré-Sinoussi og Luc Montagnier i en artikel i tidsskriftet Science, at sygdommen skyldes et virus. Et virus, der får navnet human immundefekt-virus eller HIV.

Opdagelsen fører hurtigt til tests, der kan vise, om man har virus i kroppen. Inden opdagelsen var der nemlig ingen chance for at vide, om en person var smittet eller ej.

Da forskerne endelig ved, hvad sygdommen skyldes, kan de begynde at lede efter svage punkter i virusset, der kan føre til behandlinger.

Det er dog lettere sagt end gjort at finde en effektiv behandling mod HIV.

Det store gennembrud

Allerede samme år, som virusset bliver opdaget, kommer den første medicin på markedet.

Desværre virker medicinen ikke ret længe for den enkelte patient, før virusset udvikler resistens mod medicinen. Det betyder, at medicinen kun kan forlænge en AIDS-patients levetid med få måneder.

Fordi HIV muterer ekstremt meget, er det svært at udvikle medicin, der virker mod det i længere tid. Der ender derfor med at gå 15 år, fra sygdommen opdages, til det store gennembrud i behandlingen kommer.

I 1996 opdager amerikanske forskere, at ved at kombinere flere forskellige stoffer, kan man holde HIV-virusset nede.

“Kombinationsbehandlingen” kan holde sygdommen nede, uden at virusset udvikler resistens mod den.

- Ved at designe en behandling, hvor tre forskellige stoffer kombineres, opfinder forskere en ny standardbehandling til HIV. Den er så effektiv, at virusset stort set forsvinder, siger Ole Schmeltz Søgaard og fortsætter:

- Det er et gigantisk gennembrud, og det er stadig samme behandlingsprincip med kombinationsbehandling, vi bruger i dag, hvor vi har 25-30 forskellige stoffer at vælge imellem.

I begyndelsen blev der næsten ikke sat nogen midler af til at forske i HIV og AIDS. Her går en række mænd på gaden i New York for at råbe de amerikanske myndigheder op. (© MARIO SURIANI / Scanpix)

Fra dødsdom til en sygdom man kan leve med

Nærmest fra den ene dag til den anden bliver fremtiden for HIV-patienter fuldstændigt forandret.

- Før gennembruddet i 1996 var diagnosen ‘HIV positiv’ nærmest lig med en dødsdom. Typisk går der mellem to og ti år, efter folk er blevet smittet, før de udvikler AIDS. Med AIDS overlever de færreste mere end to år, siger Ole Schmeltz Søgaard.

Efter kombinationsbehandlingen kommer på markedet, bliver HIV pludselig en sygdom, man kan leve med.

- Den gennemsnitlige overlevelsestid med HIV er bare blevet ved med at stige lige siden. I dag er vi et sted, hvor en HIV-smittet person i Danmark praktisk taget kan forvente at leve lige så længe som gennemsnittet, siger han.

Jagten på kuren mod HIV

På trods af at medicinen mod HIV i dag er meget effektiv, er der ingen behandling, der fjerner virusset helt.

Det gør ikke noget - så længe patienten kan få HIV-behandling. Her har personen ofte så lidt virus i kroppen, at det ikke kan måles i en almindelig blodprøve.

Stopper patienten på behandlingen i en måned, er situationen helt anderledes.

- Selv hvis du har været i behandling i 25 år, går der kun fire uger, fra du stopper behandlingen, til der er lige så meget virus i kroppen som før behandlingen, siger Ole Schmeltz Søgaard og fortsætter:

- HIV-virusset ligger nemlig latent i cellerne, når du er under behandling. Det kan ikke formere sig, men så snart det får muligheden, vil det begynde at lave kopier af sig selv og inficere nye immunceller.

For mange forskere er det derfor en drøm at finde en måde at losse virusset helt ud af cellerne på.

Og måske ligger det ikke så mange år ude i fremtiden, spår Ole Schmeltz Søgaard, der selv forsker i at finde en kur mod HIV.

- Vi taler dog nok 10 år ude i fremtiden minimum, før vi måske har en kur. Det er nok ikke en one-size-fits-all kur, men nærmere en, der skal skræddersyes til den enkelte patient. Der går nok en del år, før det er noget, du kan hente på apoteket.

FacebookTwitter