825.000 danskere lider af kroniske smerter: Nu bliver det anerkendt som en sygdom

WHO's anerkendelse af kroniske smerter vil føre til bedre behandling, siger professorer.

Kroniske smerter bliver delt op i syv kategorier, hvor muskel-og skeletsmerter er en af dem. Det skal give mere viden og bedre behandling af kroniske smerter. (Foto: © Jesper Aggergaard, Unsplash)

Smerter, der fortsætter og fortsætter, mens månederne går, er virkelighed for de næsten 20 procent af danskerne, der lider af kroniske smerter.

Det kan være alt fra lændesmerter til fantomsmerter, der fortsætter mere end tre måneder.

Men nu er der gode nyheder til smerte-patienterne.

WHO har nemlig optaget kroniske smerter som en sygdom i den nyeste udgave af deres klassificering af sygdomme.

Og det kan forhåbentligt give bedre behandlingsmuligheder.

- Førhen har man set på kroniske smerter som symptom på en sygdom. Med den nye klassificering kan vi se på kroniske smerter som en sygdom i sig selv i stedet for at lede efter en underliggende sygdom, siger Nanna Brix Finnerup.

Hun er professor på Dansk Smerteforskningscenter ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet og har bidraget til WHO's nye klassifikation af kroniske smerter.

Smerterne nedsætter livskvaliteten

Lars Arendt-Nielsen, der er professor på Institut for Medicin og Sundhedsteknologi på Aalborg Universitet, bekræfter Nanna Brix Finnerups vurdering.

- Kroniske smerter har i mange år være et underprioriteret område. Mange patienter har ikke kunne få en præcis diagnose, hvilket fører til, at deres sygdom ikke anerkendes på lige fod med alle andre sygdomme, siger han.

Og det kan have store konsekvenser for både patient og samfund.

- Kroniske smerter koster samfundet mange penge, fordi patienter kan miste tilknytningen til arbejdsmarkedet og ende på overførselsindkomst, hvis man ikke gør alt for at sætte ind. Smerterne kan få patienten ind i en negativ spiral, da de kan påvirke alle forhold i patientens liv og dermed livskvalitet, siger Lars Arendt-Nielsen.

Medicinstuderende skal lære om kroniske smerter

Også på skolebænken vil medicinstuderende mærke WHO's tilføjelse.

- I dag undervises der ikke meget i kroniske smerter, men det, tror jeg, vil blive ændret. Jeg tror, at der vil være mere fokus på mekanismerne bag smerter og ikke bare hvilke sygdomme, der giver smerter. Og det vil komme patienterne til gode, siger Nanna Brix Finnerup.

På tværs af landegrænser vil kroniske smerter på WHO's liste også gøre behandlingen nemmere.

- Det har været en mangel, at man ikke kan søge på og læse om de nyeste forskningsresultater omkring specifikke sygdomme indenfor kroniske smerter. Men det får man bedre mulighed for nu. Dermed kan der opnås bedre viden om, hvordan en specifik smertetilstand bedst behandles, siger Lars Arendt-Nielsen.