90-årig belgier smittet med to corona-varianter på samme tid

Det er meget sjældent, at den slags kan ske, siger dansk forsker.

Den 90-årig kvinde var ikke vaccineret, da hun blev smittet med de to varianter. (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

En 90-årig belgisk kvinde, som døde i marts med COVID-19, var blevet smittet med to varianter af sygdommen.

De to varianter, som kvinden var smittet med, var Alpha (også kendt som den britiske variant) og Beta (også kendt som den sydafrikanske variant).

Casen blev præsenteret til en videnskabelig kongres i Belgien i søndags og er endnu ikke udgivet i noget tidsskrift.

- Det er en meget usandsynlig begivenhed, siger Lone Simonsen, der er professor og leder af Roskildes Universitets PandemiX Center.

- Infektionen varer omkring en uge. Så indenfor en uge skal du altså smittes med to forskellige virus-varianter, og det er altså meget kort tid og derfor sjældent, fortsætter Lone Simonsen.

Kvinden døde fem dage efter, hun blev testet positiv med COVID-19. Hun var ikke vaccineret.

- Det er ulykkeligt, at hun ikke var vaccineret. Det havde nemlig mindsket risikoen for at blive smittet med de to varianter endnu mere, siger Lone Simonsen.

Formentlig smittet af to personer

Forskere bag undersøgelsen af kvinden ved ikke, hvordan hun er blevet smittet med de to varianter.

Men de mener, at kvinden formentlig er blevet smittet af to forskellige personer.

Præcis hvilken betydning de to virusvarianter i kroppen har haft på sygdomsforløbet er svært at svare på. Det forklarer virolog og professor Lawrence Young fra University of Warwick til mediet the Guardian:

- Den her undersøgelse understreger, at vi har brug for flere undersøgelser, så vi kan finde ud af, hvorvidt en infektion med flere varianter påvirker sygdomsforløbet, og om det på nogen måde påvirker effekten af vacciner, siger han.

Tilfælde med både influenza og COVID-19

Ifølge Lone Simonsen skal man ikke være bekymret for at blive smittet med to varianter på samme tid, da det er meget usandsynligt, at det kan ske.

Men til efteråret, hvor influenzavirus sandsynligvis bliver meget udbredt igen, i takt med vi skærer ned på coronarestriktionerne, kan vi ende med at se tilfælde af personer med både COVID-19 og influenza.

- Man kunne godt forstille sig, at vi til efteråret, hvor deltavarianten nok vil forårsage udbrud på skoler, vil se nogle tilfælde af børn med både corona-virus og influenzavirus, siger hun.

- Der kan være både influenza og corona i en skoleklasse på samme tid, hvis begge er epidemiske på samme tidspunkt, fortsætter Lone Simonsen.

Hun understreger, at blandt voksne vil immuniteten fra coronavirus-vacciner heldigvis reducere de hårde sygdomsforløb. Samtidig skal vi generelt ikke være bekymret for børnene, da de sjælendt bliver alvorligt syge af de to vira.

Facebook
Twitter