Afhængig af ros: Din hjerne stræber konstant efter anerkendelse

Urmennesket inde i dig er hunderæd for at blive skubbet ud af flokken.

Der skal ifølge evolutions-psykolog Jill Byrnit overraskende lidt til, at vi går helt i sort: Vi har nærmest konstant behov for at føle os anerkendt. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

- Spændende!, siger chefen efter dit oplæg.

Der skal ikke meget til. Lidt ros og du er flyvende.

Modsat kan kritik, eller blot manglen på ros, slå de fleste af os ud på rekordtid.

Det er en af konklusionerne i TV-programmet 'Mød dit urmenneske', som havde premiere på DR1 i går.

Evolutionspsykolog Jill Byrnit medvirker i programmet. Hun fortæller, at mennesket har brug for mere ros og anerkendelse end noget andet dyr.

- Der skal virkelig ikke meget til, før vi føler os helt forkerte. Og hvis vi først har følt det i en situation, tager vi det let med videre, og så bliver det en ond spiral i vores liv, fortæller hun.

Angst for at blive udstødt

Mennesket er i den grad et flokdyr. Vores hjerne er indrettet til, at vi kan overleve i flokken, ikke uden for den. Og det er netop derfor, at vi konstant søger vores medmenneskers anerkendelse:

- Vi gør alt, hvad vi kan for, at flokken kan lide os. Når vi møder kritik eller føler os udenfor, er vores første reaktion typisk at forsøge at få de andre til at kunne li’ os igen, fortæller Jill Byrnit.

Derfor ser man også, at vi ironisk nok ofte reagerer med at rose andre, hvis de ikke roser os: Vi forsøger at vinde deres gunst tilbage.

Og hvis det ikke lykkes, begynder angsten. Vi vælger så ofte at lægge os fladt ned. Det gør vi, fordi urmennesket i os trods alt hellere vil være nederst i hakkeordenen end udstødt fra flokken.

- Vi mennesker er svage alene. Det var derfor bedre for vores overlevelse i vores evolutionære fortid at være nederst i hierarkiet end alene på savannen, forklarer Jill Byrnett.

Børn skal færdigmodnes med anerkendelse

Behovet for anerkendelse gælder for alle mennesker. Men især er det essentielt at vi får anerkendelse som børn:

- Det er fuldstændig ødelæggende, hvis ikke vi får det som børn, forklarer Jill Byrnit.

Det skyldes, at vi ikke fødes med færdigudviklede hjerner. Tværtimod er menneskebørn nogle af de mest hjælpeløse unger i dyreriget. Der går mange år før, et barn har en jordisk chance for at overleve uden forældre eller andre omsorgsgivere.

- Det giver en fantastisk fordel. Hjernen kan efter fødslen udvikle sig til at overleve i mange forskellige miljøer. Mennesker kan derfor trives og fungerer som både pelsjægere i Sibirien og som storbymennesker, forklarer Jill Byrnit.

Men det betyder også, at vi skal færdigudvikle hjernen mange år efter fødslen, og den modning påvirkes altså af bl.a. anerkendelse og ros.

Hvad der sker, når flokken udfordres? Igennem 6 programmer kan du møde dit indre urmenneske og blive klogere på, hvorfor vi mennesker gør som vi gør. Se første afsnit af 'Mød dit urmenneske' på DR TV. Andet afsnit sendes onsdag d. 5 september og handler om tilknytning.

Facebook
Twitter