Antallet af hjerneceller afgør ikke din intelligens: Danske forskere sår tvivl om IQ-teori

I forsøget er der blevet talt hjerneceller fra 50 afdøde mænd.

I hjernebarken sidder der milliarder af hjerneceller, der styrer vores evne til problemløsning, vores personlighed, logiske tankegang og kritisk tænkning. (Foto: Robina Weermeijer © Unsplash)

Hvide studenterhuer med alverdens farvede bånd pibler frem på gader og stræder i disse uger. Måske kan du selv huske, hvem i klassen der skyldte en kasse øl, fordi vedkommende havde klassens største huemål.

Men er et stort hoved med ekstra mange hjerneceller egentlig genvejen til topkarakterer, strategiske skakkundskaber og en høj IQ?

Ikke ifølge et hold danske forskere fra Københavns Universitet og Bispebjerg Hospital.

I et opsigtsvækkende studie er forskerne kommet frem til, at antallet af hjerneceller hos en person ikke har en direkte sammenhæng med vedkommendes intelligens, hvilket ellers er en udbredt opfattelse inden for forskningen.

Det sker, efter at de har undersøgt hjernebarken hos 50 forskellige mænd.

- Tidligere har man på mennesker fundet en sammenhæng mellem deres hjernestørrelse og deres IQ. Derfor var man også enige om inden for videnskaben, at det var godt at have mange hjerneceller.

Det fortæller Bente Pakkenberg, der er professor ved forskningslaboratoriet for Stereologi og Neurovidenskab under Bispebjerg Hospital. Hun er selv overrasket over forsøgets resultat.

Ingen sammenhæng mellem antallet af hjerneceller og IQ

Forskerne har undersøgt hjernebarken, som er den yderste del af hjernen, hos 50 afdøde mænd, der havde fået testet deres IQ, mens de levede. Derfra optalte forskerne, hvor mange hjerneceller der var i hjernebarken hos mændene.

I hjernebarken sidder der milliarder af hjerneceller, der styrer vores evne til problemløsning, vores personlighed, logiske tankegang og kritisk tænkning.

- Til sidst kunne vi sammenligne antallet af hjerneceller med de 50 mænds IQ. Men vi fandt altså absolut ingen sammenhæng. Der var en horisontal streg mellem antallet af hjerneceller og IQ, siger Bente Pakkenberg til P1 Morgen og kalder resultatet for mystisk.

Hun fortæller også, at det ikke har været let at få den nye forskning trykt, fordi andre forskere var overbeviste om, at resultatet var forkert.

- Jeg vil ikke udelukke, at hvis vi havde lavet en meget større undersøgelse, at vi så fandt en sammenhæng. Men det jeg kan sige er, at i disse 50 hjerner er der i hvert fald ingen tegn på sådan en sammenhæng, siger hun.

Bente Pakkenberg peger på, at hvis det ikke er antallet af hjerneceller, der er koden til en høj IQ, må der være en anden forklaring.

- Det kan muligvis være, hvordan hjernecellerne er forbundet med hinanden, eller hvordan hjernecellerne taler med hinanden i synapserne, fortæller hun.

Mænd har flere hjerneceller end kvinder

Udover at forskerne ikke kunne finde en direkte sammenhæng mellem antallet af hjerneceller og intelligens, har et andet faktum fanget deres interesse.

- Vi har altid vidst, at mænd har flere hjerneceller end kvinder. Derfor har nogle mænd også været overbevist om, at deres intelligens var højere, lyder det fra Bente Pakkenberg.

Hvis du tæller hjernecellerne på en kvinde, har de i gennemsnit 19 milliarder hjerneceller i hjernebarken, mens mænd har gennemsnitligt 23 milliarder hjerneceller samme sted.

- Det får os til at spekulere over, hvilken rolle antallet af hjerneceller i det hele taget spiller. Vi er stadig forvirrede, men nu på et højere plan, fortæller hun.

FacebookTwitter