App-data fra 3,3 millioner kvinder viser, hvor meget cyklus påvirker humøret

Hormonerne i løbet af cyklus påvirker kvinders humør mere end for eksempel fødselsdage og triste vinterdage.

Hormonerne i løbet af en menstruationscyklus kan både medføre positive og negative følelser. Tager du p-piller, stopper din naturlige cyklus dog. (Foto: Monika Kozub © Unsplash)

Hormoner påvirker humøret.

Derfor er det heller ikke så mærkeligt, at en kvindes humør kan svinge i takt med hendes cyklus, hvor niveauet af kønshormoner stiger og falder.

Men hvor meget betyder cyklussen for humøret?

Jo, for nogle kvinder har den større betydning end alt fra weekender til årstider og mærkedage - for eksempel juleaften.

Det viser en undersøgelse, som er lavet på baggrund af data fra 3,3 millioner kvinder, der benytter sig af sundhedsappen Clue til at holde styr på deres cyklus.

Undersøgelsens resultater bakkes op af Ditte Trolle, som er speciallæge i kvindesygdomme og gynækologi ved Aarhus Universitet.

- Vi ved, at hormoner i forbindelse med præmenstruelt syndrom (PMS, en række symptomer op til menstruation, red.) påvirker kvinders humør meget. Derfor giver det rigtig god mening, at menstruationscyklussen også har stor betydning for humør og velvære på andre tidspunkter, siger hun.

Hormoner giver både selvtillidsboosts og blues

Kvinderne i undersøgelsen følte sig i høj grad mere triste på bestemte tidspunkter i deres cyklus.

Men det betyder ikke, at cyklussen kun forstærker negative følelser.

Groft sagt kan en cyklus deles op i to: Før ægløsning og efter ægløsning.

Før ægløsningen er kvindekroppen fyldt med hormonet østrogen. Et hormon som på mange måder virker som et selvtillidsboost, fortæller Ditte Trolle.

- Når en kvinde er domineret af østrogen, er hun ofte mere udadvendt, energisk og glad. Det kan resultere i en større følelse af overskud og selvtillid.

Når kvinden får ægløsning, falder østrogenniveauet i kroppen ud, mens produktionen af et andet hormon - progesteron - stiger.

Progesteron har en beroligende virkning på humøret. Men nogle kvinder er følsomme over for stigningen af progesteron.

De kan derfor opleve, at de i perioden efter ægløsning føler sig mere tilbageholdende, eftertænksomme og i nogle tilfælde også triste.

"Lad dig ikke styre af det"

Men som kvinde skal man dog ikke lade sin cyklus bestemme, hvornår man skal søge et job eller tage i byen med veninderne, understreger Ditte Trolle.

Undersøgelsen kan nemlig kun sige noget om kvinders følelser. Ikke hvordan de håndterer dem.

- Det betyder ikke, at man skal lade sig styre af sin cyklus. Det er vigtigt, at undersøgelser som den her ikke bliver brugt til at sætte kvinder i bås. Menstruationscyklussen påvirker nogle kvinder meget, men der kommer ikke noget godt ud af at dyrke det, siger Ditte Trolle og fortsætter.

- Man kan i stedet bruge det til at minde sig selv om, at det er ganske naturligt at være påvirket af sine hormoner som kvinde. Og hvis du i en periode føler dig ekstra hårdt ramt, så husk på, at det går over igen om et par dage.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk