Astrid rykker ud, når epidemien raser: 'Uden vores hjælp får de ingen behandling'

Ni gange har Astrid Opstrup været udsendt for Læger uden Grænser.

Verden er lige nu ved at gå i beredskab. Et virus spreder sig fra Kina, og indtil videre har det ramt mindst 20 lande.

Du tænker måske: 'Godt jeg ikke er i Kina'.

Men andre har et stort ønske om komme afsted til et område, hvor en farlig virus raser, hvis de kan hjælpe.

En af dem, der kender den følelse rigtig godt, er sygeplejerske Astrid Opstrup. I 2014 tog hun nemlig til Sierra Leone, da ebolaepidemien var på sit højeste.

Noget af det, Astrid husker tydeligst, er situationen, når hun mødte ind på arbejde om morgenen.

- Når jeg kom ind i det højsikrede område, hvor patienterne lå, scannede jeg hurtigt rummet: 'Hvem har akut brug for hjælp, og hvem er døde?' Det var sikkert, at der altid var nogle, der var døde.

Det kan lyde som en fuldstændig vanvittig idé at tage til et ebola-hærget land, når man bare kan blive hjemme.

Og det forstår Astrid godt, hvis folk synes.

Men for hende er det ikke en mulighed at blive hjemme, når der er brug for hende. Heller ikke selvom hun selv var meget betænkelig ved at arbejde med et farlig virus som ebola.

Faktisk havde hun også forestillet sig, at hun skulle sendes til en krigszone.

- Jeg sagde til Læger uden Grænser, at jeg var ligeglad med, hvor jeg blev sendt hen, men jeg ville ikke arbejde med ebola.

Hun tog derfor til Den Centralafrikanske Republik, hvor en borgerkrig rasede. Hun var afsted i to måneder, og da hun kom hjem, havde hun stadig orlov fra sit arbejde som sygeplejerske i Danmark.

- Jeg kunne se, at ebola spredte sig mere og mere. Så jeg samlede al information om sygdommen, jeg kunne få fat på, læste op på det hele og tog afsted.

Fra feststemning til død

Astrid var i Sierra Leone i fire uger. Læger uden Grænser vurderede, at det var bedst ikke at være afsted i længere tid.

- Jo længere tid man var afsted, desto større risiko var der for at blive træt og dermed lave fejl. Vi måtte heller ikke være eksponeret for smitterisikoen i for lang tid ad gangen, fortæller Astrid.

Ligesom herhjemme i Danmark, havde Astrid både gode og dårlige dage på arbejdet.

Men hvor dårlige dage herhjemme kan afhænge af en forsinket bus og regnvejr, var det en anden og meget mere alvorlig situation i Sierra Leone.

- Nogle dage sendte vi syv raske patienter hjem. Så var der nærmest feststemning. Men andre dage døde små børn, som vi troede, ville klare den, siger Astrid.

Andre dage kunne hun møde ind på arbejde og få at vide, at en far til fem børn var død.

Sådan en hverdag ændrede synet på livet hjemme i Danmark.

- Det andre ser i nyhederne, så jeg med mine egne øjne. At være der og møde de mennesker, som lever i sygdom og nød, har ændret mig, siger hun.

Vi er nødt til at hjælpe

Og det er netop de mennesker, Astrid møder, der er hendes drivkraft for at tage afsted.

- Jeg meldte mig til Læger uden Grænser, fordi jeg gerne ville hjælpe mennesker. Især mennesker, der lider under krig og ufred, siger hun.

Selvom der også er et højere formål med at være sygeplejerske i Danmark, er Astrid optaget af mennesker, der ikke har mulighed for at få ordentlig lægehjælp.

Hun har været udsendt for Læger uden Grænser ni gange.

- Der er børn og kvinder, der dør, fordi de ikke kan få behandling. Jeg har set, at hvis Læger uden Grænser eller en anden lignede NGO ikke er til stede, kommer der ingen og hjælper dem, siger hun.

45 grader i beskyttelsesdragten

Da Astrid ankommer til ebola-ramte Sierra Leone i 2014, lander hun i en verden, hvor der er uendeligt mange regler, der skal beskytte alles sikkerhed.

Ebola-centeret, hvor hun arbejdede, var delt op i to hovedområder: Et lavrisiko-område, hvor læger og sygeplejersker skrev rapport og ordnede medicin. Og et højrisiko-område, hvor patienterne lå.

- I højrisiko-området havde vi dragter, masker og briller på, der lukkede os helt inde. I forvejen var der omkring 30 grader udenfor, men inde i dragten kunne der være mere end 45 grader.

Læger og sygeplejersker måtte kun være i højrisiko-området én time ad gangen - to gange på en vagt.

Både fordi de blev dehydreret i de varme dragter og for ikke at være udsat for smitterisiko i for lang tid.

- Alt var koordineret ned til mindste detalje, når vi gik derind. Vi skulle have så meget ud af tiden som muligt, siger Astrid og fortsætter:

- En af mine kolleger var for eksempel helt vildt god til at tage blodprøver, der blev brugt til at konstatere om en patient havde ebola. Hun tog blodprøver non-stop, når hun var derinde. Hun arbejdede kun om dagen. Vi kunne ikke tage blodprøver om aftenen, fordi der ikke var ordentligt elektricitet.

Dragter og støvler blev konstant afvasket i en klor-blanding, ligesom læger og sygeplejersker skulle vaske sig i klor-vandet for at sikre, at de ikke blev smittet. (© Læger uden grænser)

Selvom det kan lyde meget intenst og dramatisk, så foregik alt i et roligt tempo.

- Det lyder måske modstridende, men vi gik stille og roligt rundt, selvom vi havde meget begrænset tid. Jeg løb ikke rundt, for så overophedede jeg inde i dragten. Hvis jeg tonsede rundt, var risikoen også større for, at dragten gik i stykker eller rykkede sig, så jeg var eksponeret overfor virusset, siger Astrid.

Al fysisk kontakt er bandlyst

Selv når arbejdsdagen var slut, var der mange regler. Al fysisk kontakt var bandlyst.

- Vi gav ikke hinanden hånd. Vi rørte ikke ved noget, som en anden netop havde rørt ved. Og vi stod ikke tæt på hinanden, siger Astrid og fortsætter:

- Jeg er ikke selv den store krammer, så mine venner sagde, at det var det perfekte sted at blive sendt hen for mig. Men selv jeg syntes, at det var underligt, at man ikke lige kunne give hinanden hånden, når man mødtes eller give et klap på skulderen, når noget var gået godt.

Der skulle holdes så meget afstand, at hver anden stol var fjernet omkring spisebordet, så kollegerne ikke sad tæt.

- Når vi stod i ebola-centeret, hvor patienter blev behandlet, måtte vi ikke engang stå med armene over kors, hvis vi havde bare arme. For så rørte du ved din egen hud, siger Astrid.

Hverdagen i Danmark bliver svær at forstå

For de fleste af os kan det være svært at forstå lysten til at rejse til et ebola-hærget land.

Men for Astrid er det hverdagen herhjemme, der pludselig er blevet sværere at forstå.

- Jeg synes, at nogle er mere egoistiske herhjemme, end de burde være. Jeg kan være meget uforstående, hvis mine veninder eller bekendte siger: 'Jeg har ikke overskud i min hverdag til at forholde mig til, at andre har det så slemt', siger hun og fortsætter:

- Jeg kan jo godt forstå, at en hverdag skal hænge sammen. Men jeg kan godt have svært ved at acceptere, at nogle ikke husker på, at der foregår ting ude i verden, som kommer os ved. Også selvom det ikke rører direkte ved vores hverdag.

Efter sin tid i Sierra Leone havde Astrid en række andre udsendelser, før hun i 2018 igen kom til et ebola-hærget område. Da var en voldsom epidemi brudt ud i den Demokratiske Republik Congo.

I dag arbejder Astrid i Danmark, men hun planlægger at skulle afsted med Læger uden Grænser igen, når det er muligt.