Bliver du vinterdeprimeret? Her er de råd, der rent faktisk kan hjælpe dig

Motion, mad og d-vitamin har ingen effekt. Det har lys til gengæld.

Vinterdepression skyldes mangel på dagslys. Derfor kan forskellige former for lys også virke forebyggende mod lidelsen. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Der er mørkt, når du står op, og der er mørkt, når du kommer hjem. Den tanke er deprimerende nok i sig selv.

Men måske hører du til de cirka 12 procent af den danske befolkning, der kan mærke konsekvenserne af mørket både i din krop og mentalt.

- To procent af danskerne lider af decideret vinterdepression, mens omkring hver tiende dansker får symptomer på vinterdepression.

Det fortæller Ida Hageman, lektor på Københavns Universitet og lægefaglig direktør i Region Hovedstaden Psykiatri.

Det handler om lys

Vinterdepression er på en måde en ”ny” sygdom, fortæller Ida Hageman:

- Vinterdepression blev først beskrevet i 1984, og i en del år blev den ikke anerkendt som en sygdom i faglige miljøer. Men der er ikke længere tvivl om, at det er en reel sygdom, der skyldes mangel på dagslys.

Alle mennesker bliver nemlig påvirket af lys. Det påvirker dit humør, døgnrytme og søvn.

Gennem dagslys får vi det særlige blå lys, som påvirker produktionen af signalstoffernerne serotonin og melatonin i hjernen.

Serotonin og melatoninen regulerer forskellige processer i hjernen, som styrer din søvn, appetit, sexlyst, kropstemperatur og humør.

Danner du ikke nok serotonin, kan du udvikle en vinterdepression.

Men hvad kan du gøre for at forebygge en vinterdepression? Ida Hageman guider herunder til de råd, der virker - og dem, der ikke virker.

Råd nummer 1: Få masser af dagslys

Det mest enkle råd er faktisk det bedste, når det handler om at forebygge vinterdepression, fortæller lektor Ida Hageman.

- Det bedste, du kan gøre, er at komme udenfor i dagslys – allerhelst om morgenen og formiddagen. Her er der nemlig en særlig høj koncentration af blåt lys, der påvirker niveauet af serotonin i hjernen, siger hun og fortsætter.

- Selvom der er overskyet, får du stadig en hel del af det gavnlige blå lys.

Skab gode rutiner, der får dig ud i dagslyset: Hop på cyklen til arbejde, spis din frokost udenfor eller lav dit møde med din kollega om til en lille gåtur sammen.

Derudover skal solbrillerne pakkes væk.

For at du kan danne serotonin, skal lyset gennem dine øjne, og her kan solbriller blokere.

En ferie til udlandet lyder sikkert tillokkende for de fleste i disse corona-tider.

Og en uges skiferie i Norge eller en badeferie på en thailandsk strand er faktisk et godt råd (hvis tiderne er til det).

- Den er god nok. En ferie i den mørke tid, hvor du får masser af dagslys, kan forebygge vinterdepression, siger Ida Hageman.

Og så råder Ida Hageman til, at du er proaktiv næste år og sparer dagslys op til vinterhalvåret:

- Det er for sent at gå i gang nu, men hvis du starter senest i sensommeren med at gå udenfor i dagslys hver dag, kan du forebygge vinterdepression.

Råd nummer 2: En lysterapi-lampe er et godt alternativ

Har du ikke mulighed for at komme udenfor, mens der er lyst, anbefaler Ida Hageman lysterapilamper.

En lysterapilampe indeholder også det vigtige blå lys og virker derfor forebyggende på vinterdepression.

Hvis du altså vælger den rette lampe.

- Gå efter en lyslampe med en belysningsstyrke på 10.000 lux, og sørg for den er CE-mærket, råder Ida Hageman.

Så er du sikret, at lysintensiteten på lyset er i orden.

Lux er en måleenhed for lysstyrke, mens CE-mærket er en erklæring om, at produktet overholder EU-lovgivning og lever op til diverse krav.

Bruger du en lyslampe, skal du sidde foran lampen i en halv til en time dagligt for at opnå den rette effekt.

Efter 10-14 dage vil du opleve effekten.

Det kan forekomme uoverkommeligt, når man har vinterdepression, men det er en god tidsmæssig investering, da resten af vinteren bliver betydeligt bedre. Derefter kan man bruge lampen et par gange ugentligt for at forebygge, siger Ida Hagemann.

Råd nummer 3: Almindelige elpærer gør også en lille forskel

Hvis du ikke har penge eller lyst til at anskaffe dig en lysterapilampe, er der også en smule hjælp at hente fra almindelige pærer.

De elpærer, du har i dine lamper derhjemme, indeholder langt fra samme mængde lux, som lysterapilamper. De udgør altså hverken en erstatning for lysterapilamperne eller for dagslyset.

Alligevel er det en god idé at tænde lyset derhjemme.

- Elektrisk lys er slet ikke stærkt nok til at forebygge vinterdepression nævneværdigt. Men alt lys er godt mod vinterdepression, siger Ida Hageman.

Du kan også få ekstra dagslys derhjemme ved at rulle op for persiennerne. Især for de østvendte vinduer, så du kan få den blå morgen- og formiddagssol lys indenfor.

Hvis du mistænker, at du har en vinterdepression eller symptomer på det, så kontakt altid din egen læge, så du kan få den rigtige hjælp.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter