Chefen fra Helvede: Din leder kan være afgørende for, om du får stress

Du skal være opmærksom på, at din chef ikke stiller urealistiske krav til dit arbejde, siger ekspert.

I programmet 'Chefen fra Helvede' bliver en skuespiller instrueret i at spille en rigtig dårlig leder over for fem forsøgspersoner. (© DR Livsstil og Samfund)

Forestil dig, at du ikke er i stand til at nå de ting, du skal, på dit job.

Lige meget, hvor stærkt du løber, og hvor ofte du sluger din frokost foran skærmen, er du konstant bagud. Derfor går du til din chef. Men her er ikke meget hjælp at hente.

- Du har ikke flere opgaver end dine kolleger. De krav, der er, er et arbejdsvilkår, hvis du vil være i branchen, lyder det nedslående svar.

Overstående kunne være starten på et forløb, der i sidste ende får dig ned med nakken. Du får stress.

Men det kunne måske være undgået, hvis din chef havde reageret anderledes. Det fortæller Tanja Kirkegaard fra Aarhus Universitet.

Hun er psykolog og forsker i netop vores chefers betydning for, om vi blandt andet udvikler arbejdsrelateret stress.

- Chefen har en kæmpe betydning på det her område. For det er chefen, der skaber rammerne. Og hvis de er urealistiske, kan det føre til stress, siger hun og fortsætter:

- Chefen er også ansvarlig for at reagere, hvis det begynder at gå galt for en medarbejder.

Og netop chefens rolle i vores trivsel på arbejdspladsen sættes der fokus på i en ny dokumentar på DR2, der bærer titlen 'Chefen fra Helvede'.

Tre ud af fem har haft en dårlig chef

Dokumentaren genskaber en række scener, som to unge kvinder, der tidligere var ansat hos samme café-kæde, har oplevet.

Kvinderne blev chikaneret af deres højst utilregnelige chef i så voldsom grad, at de til sidst måtte stoppe på jobbet. Med psykiske sår i bagagen.

Og de er langt fra alene om at have haft en dårlig chef. I en rundspørge, som Epinion har lavet for DR, er 59 procent af de adspurgte helt eller overvejende enige i, at de har haft en leder, der var dårlig for dem.

- En dårlig leder behøver ikke være en, der stresser dig. Men en leder, der ikke sætter realistiske rammer eller har en aggressiv adfærd, vil man ofte opleve som dårlig. Og det kan føre til stress at have sådan en leder, forklarer Tanja Kirkegaard.

Psykologisk sikkerhed er afgørende

Det er ikke kun i sin generelle opførsel og evne til at lede og fordele arbejdet, at chefen har en chance for at minimere risikoen, for at medarbejderne får stress.

Det er også vigtigt, at chefen reagerer, når en medarbejder kommer og fortæller, at han eller hun for eksempel ikke kan følge med.

- Det er altafgørende, at man som medarbejder har den psykologiske sikkerhed i at kunne sige, at man har brug for hjælp og så får den. Det går galt, hvis man så bliver mødt med: ’Det kan vi ikke gøre noget ved’ eller ’Det er et vilkår’, siger Tanja Kirkekgaard.

Derfor er den løbende dialog mellem leder og medarbejder afgørende. Og Tanja Kirkegaard anbefaler, at man som medarbejder skal forsøge sig med forskellige strategier, hvis chefen ikke er imødekommende fra starten.

- Prøv at være meget konkret over for din leder i forhold til, hvad du har brug for. Og hvis du ikke kan komme igennem til lederen, så prøv at snakke med kollegaer om problemet eller gå til din arbejdsmiljørepræsentant, tillidsrepræsentant eller HR-afdeling, siger hun.

Mellemlederen 'smitter' med stress

Men det er faktisk ikke altid chefens skyld, hvis han eller hun er dårlig til at reagere på medarbejdernes behov. For mange chefer i Danmark er mellemledere. Og de kan opleve at være en lus mellem to negle.

- Rigtig mange mellemledere oplever selv at være handlingslammede, fordi de også har nogle mål, de skal stå til ansvar for, som måske også er urealistiske, forklarer Tanja Kirkegaard.

Og hvis mellemlederen begynder at blive stresset, så ’smitter’ det let nedad i hierarkiet.

- En mellemleder, der selv er stresset, kan agere anderledes over for medarbejderne. De kan for eksempel kommunikere upræcist, blive aggressive og mangle empati, siger Tanja Kirkegaard.

På den måde kan en stresset mellemleder føre til en kaskade af stressede medarbejdere.

Se ’Chefen fra Helvede’ mandag klokken 20.45 på DR2, eller når det passer dig på DRTV.