Corona-kage og et ekstra glas vin: Danske kvinder har levet mere usundt under nedlukning

Under første nedlukning havde 30 procent af os en mere usund livsstil end normalt.

Undersøgelsen viser, at borgerne i Italien og Spanien (modsat mange danskere) har haft en sundere livsstil end normalt under første nedlukning. (Foto: William WEST © Scanpix)

Hvis du har hygget lidt ekstra hjemme på sofaen med snolder eller har fået et ekstra glas vin til maden, er du ikke alene.

I hvert fald ikke hvis du er dansker.

En ny dansk spørgeskemaundersøgelse viser, at 30 procent svarede ja til, at de under første lockdown havde spist flere søde sager og drukket mere alkohol og sodavand end almindeligvis.

Det er især kvinderne, der har spist mere usundt end normalt.

På samme tid viser undersøgelsen, at cirka 30 procent af os dyrkede mindre motion end normalt under første nedlukning.

Stress kan give trøstespisning

Der kan være mange forklaringer på, at vi spiste og drak mere usundt end normalt under første nedlukning.

Det kan skyldes, at vi hyggede os mere derhjemme med lækkerier.

En del af forklaringen kan også være, at nogle trøstespiser.

Det fortæller Davide Giacalone, der er lektor på Institut for Teknologi og Innovation ved Syddansk Universitet og en af forskerne bag undersøgelsen.

- Vi ved fra den videnskabelige litteratur, at stressede situationer kan gøre, at vi spiser mere usundt. Her bliver maden en form for trøst, siger han og fortsætter:

- Hvis man tænker tilbage på første nedlukning, var det en helt ny og uvant situation for de fleste, hvilket kan være meget stressende, siger han.

Han understreger dog, at vi ud fra den nye undersøgelse ikke kan sige præcis, hvorfor flere danskere har haft usundere madvaner, men at trøstespisning kan være et bud.

Helt modsat i Italien og Spanien

I lande som Italien og Spanien, hvor coronapandemien virkelig har ramt hårdt, kunne man også fristes til at tro, at de ville trøstespise.

Men det er ikke tilfældet.

Den nye danske undersøgelse er en del af et større internationalt studie, hvor madvaner og motionsvaner er undersøgt i 16 lande.

Her kan forskerne se, at borgerne i Italien og Spanien har spist sundere end almindeligvis.

Davide Giacalone mener, at en forklaring kan være, at coronapandemien ramte særligt hårdt i Sydeuropa. Her har der været hårde nedlukninger, hvor der ofte har været udgangsforbud på visse tidspunkter af døgnet.

Forskerne kan se et mønster, hvor borgerne i lande, der har haft hårde nedlukninger, har haft sundere spisevaner end normalt.

- Jeg tror, at en forklaring kan være, at sundhed som begreb er blevet mere centralt i disse lande. Det kan have været et wake-up-call til at spise og leve mere sundt, siger Davide Giacalone.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk