Danske gymnasieelever vinder olympiske medaljer i biologi

De danske deltagere kom både på medaljeskamlen og på forsiden af de iranske aviser, da de var til Biologi Olympiaden i Teheran

Claudia Lassen, Mikkel Yang, Andreas Rygaard og Rasmus Hildebrandt med medaljerne om halsen (© Birthe Zimmermann (privatfoto))

Fire danske gymnasieelever viste for to uger siden uge, at de dissekerer igler, mikroskoperer mider og analyserer proteinbindinger bedre end de fleste.

Efter at have fremvist deres evner i et laboratorium ved Den Internationale Biologi Olympiade i Irans hovedstad Teheran vandt de fire danske elever en række medaljer.

Claudia Lassen fra Sukkertoppen Gymnasium vandt bronze, Mikkel Yang og Andreas Rygaard fra Birkerød Gymnasium, HF, IB og Kostskole vandt henholdsvis bronze og sølv og Rasmus Hildebrandt, HCØ Gymnasium vandt endnu en bronzemedalje.

- Det er ret stort. Når der er så mange med, kan man ikke lade være med at være lidt stolt, siger Andreas Rygaard om præstationen i turneringen, hvor der var deltagere fra 71 lande med.

Traditionelt sætter de asiatiske lande sig på de øverste pladser ved Olympiaden, så det er ifølge Styregruppen bag den danske deltagelse, noget af en bedrift at komme hjem med fire medaljer.

Botanik på skemaet

De fire unge danskeres medaljehøst var kulminationen på en rejse, der startede i november sidste år. Her stillede de sammen med 2430 gymnasieelever fra hele landet op til de indledende runder i den nationale biologikonkurrence.

Efter to udskillelsesrunder var de fire deltagere fundet, og forberedelsen til olympiaden kunne gå i gang.

Umiddelbart inden afrejsen tilbragte de fire deltagere et par dage i Københavns Botaniske Have og i Landbohøjskolens Have.

- Vi forberedte os ekstra godt på botanik. Det er ikke et område, der er så meget fokus på i den danske gymnasieskole – i hvert fald ikke på biotek-linjen, som jeg er på, siger Andreas Rygaard.

Velkommen på forsiden

Danskerne kommer ikke blot hjem med sølvtøj i bagagen men formentlig også et papirudklip i jakkelommen.

Flere iranske aviser valgte nemlig at bringe billeder af de fire gymnasieelevers tale til åbningsceremonien på forsiden.

- Det var ret surrealistisk. Vi kunne ikke rigtig læse aviserne, men det var ret sjovt, at de lige havde valgt os, siger Claudia Lassen.

De fire danske gymnasieelever på forsiden af den iranske avis Afarinesh (© Screenshot)

Biologi i teori og praksis

Til konkurrencen skulle deltagerne konkurrere i to discipliner: Praktiske evner i laboratoriet og teoretisk viden om biologi.

I den praktiske del skulle de under tidspres blandt andet dissekere igler, undersøge farvestoffer hos planter, kigge på mider under mikroskop og analysere proteinbindinger.

- Jeg var ret presset af tiden og øvelserne var svære. Men jeg fornemmede selv at jeg klarede især biokemiøvelsen, hvor man skulle måle proteinindhold, rigtig godt, siger Andreas Rygaard.

Andreas gentog sin bedrift fra 2017, hvor han også fik en sølvmedalje med hjem fra Biologi Olympiaden, der sidste år var i England.

Andreas Rygaard overraskede sig selv en smule i den teoretiske del af konkurrencen, hvor deltagerne hver især skulle vurdere om 400 biologiske udsagn var sande eller falske.

- I den teoretiske del fik jeg flest point, selvom jeg følte det gik bedre i den praktiske, siger han.

- Opgaverne var meget sværere, end vi havde forventet. Men det skal jo også være muligt for juryen at skelne mellem de ti bedste elever i verden.

Facebook
Twitter