Den store tømmermændsguide: Sådan overlever du 1. januar

Ligger du på langs med ondt i hovedet? Så er der her gode råd til, hvordan du kan lindre de frygtelige tømmermænd.

Du skal holde igen med sodavand og juice, hvis du har slemme tømmermænd. Det kan nemlig være stærke sager for din mavesæk, der også har brug for at restituere efter en god fest. (Foto: Illustration af Lærke Kromann © dr)

Det nye år banker på, og det samme gør tømmermændene, hvis du har fejret din nytårsaften med alkohol.

Nu er det den 1. januar, og det gælder om at være smart: For hvordan lindrer du dine dunkende tømmermænd?

Vand er vejen frem

Du synes måske, at du fik rigeligt væske i går.

Men hvis drikkevarerne var alkohol, så er du nu i væskeunderskud. Og så er det bare med at få noget vand indenbords nu.

En af grundene til, at væske er så vigtigt, når du har drukket er, at du har tisset meget af væsken ud, som du har i kroppen.

Når man drikker alkohol, så svækkes det hormon i hjernen, der gør, at du ikke skal tisse hele tiden. Derfor render mange også oftere på toilettet, når de drikker alkohol.

Du skal derfor i gang med at drikke vand, og hvis du var rigtig smart i går, så snuppede du også noget vand før du gik beruset i seng.

- Det bedste er faktisk at drikke vand, inden du går i seng. Jo tidligere du får væske, jo bedre, siger Torben Moos, der er professor på Institut for Medicin og Sundhedsteknologi på Aalborg Universitet.

Derfor er det også en god idé at drikke vand, mens du drikker alkohol.

Det er dog lidt for sent nu, hvor du er vågnet med en ordentlig hovedpine, men det er et vigtigt tip til næste gang, du skal ud og feste.

Salt i skrutten

Og alt det tisseri kan også have andre konsekvenser, der ikke ligefrem hjælper din slatne krop.

- Når du taber væske, så taber du også salte. Og det kan også forværre tømmermændene, siger Torben Moos.

Så hvis du står og kigger ind i et gabende tomt køleskab, er du i problemer. Mad er nemlig vigtigt for at komme på højkant igen efter en våd nytårsaften.

Men der er løsning, som mange helt sikkert kender - en ordentlig omgang junkfood.

Og selvom junkfood er usundt, kan det ifølge Torben Moos godt hjælpe på tømmermændene. Der er nemlig ofte meget salt i.

- Det kan hjælpe på underskuddet af salt. Og pommes frites skal man ikke kimse af. Mange foretrækker nemlig at tage meget salt på dem, siger han.

Hvis du ikke har overskud til at forlade dit hjem for at hente mad, kan du måske finde lidt hjælp i en klassisk mellemmad.

- En spegepølse-mad med remoulade eller leverpostej kan gøre underværker, for der er meget salt i begge dele, siger Aleksander Krag, som er klinisk professor på Center for Leverforskning på Syddansk Universitet.

Pas på din sarte mave

Når man vågner op med en tør mund, kan et koldt glas juice eller sodavand virke som en god idé. Men her er det altså bedre at snuppe et glas vand.

Din mavesæk har nemlig også været på arbejde, når du har hældt alkohol ned i den.

- Juice er syrligt og har en høj koncentration af sukker, og det kan trække væske ud nede i maven. Det kan provokere maven og gøre, at du får ondt i maven eller endda kaster op, siger Aleksander Krag.

Han forklarer, at man derfor ikke skal drikke noget, der har en høj koncentration af sukker.

- Du skal helst undgå væske, hvor der er meget syre eller kuldioxid i, som eksempelvis i juice og sodavand, siger han.

Ned med en hovedpinepille

Hvis du virkelig har givet den gas, så kan det være en god idé at snuppe en hovedpinepille eller to, forklarer Torben Moos.

Ligesom med vandet, så er det bedst at gøre før du går i seng efter en god fest.

- Hvis man tager pillerne, inden skaden tager fat, så forebygger man egentlig udviklingen af tømmermændene, siger professor Torben Moos.

Der findes flere forskellige typer piller på markedet, og effekten kan være forskellig.

Men generelt kan hovedpinepiller hjælpe på smerterne.

- Det er sådan set noget af det, vi er mest sikre på, har en effekt, siger Janne Schurmann Tolstrup, som er professor på Statens Institut for Folkesundhed på Syddansk Universitet.

Du kan godt snuppe en bajer, men...

Mange kender måske det gamle trick med at snuppe en såkaldt reparationsbajer til at tage toppen af tømmermændene.

Og det kan faktisk hjælpe dig, hvis du virkelig er tørstig efter mere alkohol.

- Det er en god idé at forsøge at lindre sit ubehag. Og hvis nogen har glæde af at tage en smule alkohol, som jo bedøver, så kan det være et alternativ til hovedpinepillen, siger Torben Moos og fortsætter.

- Men det forværrer jo stadig salt- og væskeproblemet. Så det vil helt klart være bedre at tage hovedpinepiller.

Denne artikel er en redigeret version af artiklen "Sådan overlever du årets første tømmermænd", der første gang blev udgivet den 29. december 2017.

Facebook
Twitter