Derfor gik Blume kold efter 50 meter

Selv topatleter har kun få sekunder, hvor de kan køre med kroppen i tophastighed, siger forsker.

Pernille Blume lagde alt for hårdt ud. For selv topatleter kan kun køre i højeste gear i cirka 10 sekunder, forklarer forsker. (Foto: Patrick B. Kraemer)

Det lykkedes for Magnus Cort. Men ikke for Pernille Blume.

Det handler om at have den helt rigtige timing, når professionelle atleter sætter det afgørende ryk ind og skruer helt op for muskelstyrken.

De har ti sekunder. Mere kan kroppen ikke klare. Og så brænder den ud.

Det gik godt for cykelrytteren Magnus Cort, da han vandt den 15. etape i årets Tour de France. Cort satte spurten ind på det helt rigtige tidspunkt, og gav baghjul til sine to konkurrenter.

Anderledes gik det for svømmeren Pernille Blume, der gik helt kold til det netop overståede EM i svømning. Hun startede med at sprinte og lå klart forrest efter 50 meter. Og så brændte hun sammen.

Hvorfor har selv veltrænede og professionelle atleter kun få sekunder, hvor de kan præstere deres bedste?

Og hvad var det, at der skete i kroppen på Pernille Blume, da hun ikke kunne mere?

Affald i motoren

Det handler om, at vores kroppe har to forskellige motorer, fortæller Henrik Sørensen, der er lektor i idræt ved Aarhus Universitet.

Den ene motor er anaerob. Det vil sige, at den kan køre uden at bruge ilt.

- Den kan køre rigtigt hurtigt, så den bruger man, når man skal sprinte, siger Henrik Sørensen.

Men motoren kan kun køre i de højeste omdrejning i meget kort tid.

- Ulemperne ved den anaerobe motor er, at den danner nogle affaldsstoffer, og at den kun køre med tophastighed i cirka ti sekunder, hvorefter man er totalt udmattet, siger Henrik Sørensen.

Efter 181,5 kilometer trådte Magnus Cort til på de sidste sekunder af den fire time lange cykeltur. Og vandt den 15. etape af årets Tour de France. (Foto: Stephane Mahe © Scanpix)

Så er der den aerobe motor. Den kræver ilt.

- Dens tophastighed bestemmes af, hvor hurtigt musklerne kan optage den ilt, som lunger og hjerte leverer via blodet, siger Henrik Sørensen.

Den kan køre i de lavere omdrejninger i lang tid, som man så med Magnus Cort. Han havde været på cyklen i fire timer og 25 minutter, før han trådte til.

- Den kan ikke køre nær så hurtigt som den anaerobe motor, men til gengæld kan den køre i timevis, siger Henrik Sørensen.

Få discipliner med tophastighed

Derfor er der heller ikke mange discipliner, hvor sportsfolk skal give den fuld skrue fra start til slut og kun bruge den anaerobe motor.

Det er de discipliner, der er overstået på højst cirka 20 sekunder. For eksempel 100 og 200 meter løb i atletikken og så 50 meter i svømning.

- I lidt længerevarende discipliner som for eksempel atletikkens 400 meter og svømnings 100 meter, lægger atleterne et tempo, hvor den anaerobe motor en anelse under tophastighed, for ikke at gå død før mål, siger Henrik Sørensen.

Få forældre med gode muskelfibre

Endelig er der også musklerne, som er vigtige.

Vi mennesker har hvide muskelfibre. De er hurtige og arbejder godt sammen med den anaerobe motor. Til gengæld fungerer de dårligt med den aerobe motor.

Og så er der de røde muskelfibre. De er langsomme. Og fungerer lige omvendt.

- Hvis man skal være rigtig god til sprint-idrætter, skal man altså have overvejende hurtige muskelfibre, mens man skal have overvejende langsomme, for at være god til langdistanceidræt, siger Henrik Sørensen.

Man kan godt træne sine muskelfibre. Men kun til en vis grænse. Andelen af dem er bestemt fra fødslen.

- Så man skal vælge sine forældre med omhu. Og Pernille Blume har valgt godt, siger Henrik Sørensen.

Derfor gik det galt for Blume

Men hvad var det så, at der gik galt for Blume på 100 meteren ved EM i svømning?

Pernille Blume har forklaret, at hun forsøgte at svømme de første 50 meter så hurtigt som muligt.

- Hun satte derfor et tempo, hvor hendes anaerobe motor kørte så hurtigt, som den kun kan klare i de cirka 24 sekunder, som hun bruger på at svømme 50 meter. Derefter var hendes krop så fyldt med affaldsstoffer, som vanskeliggør musklernes arbejde, at hun gik helt død efter vendingen, siger Henrik Sørensen.

Facebook
Twitter