Det kolde gys stresser kroppen - på en sund måde

Forskere vil undersøge, om vinterbadning hjælper mod overvægt og sukkersyge.

Der er vinterbadere så langt øjet rækker til Vinterbadefestival i Skagen. Foto: Simon Borup

Et stigende antal danskere springer i bølgen blå året rundt.

Nu håber forskere at afdække, hvor sund folkesporten med omkring 40.000 registrerede medlemmer i virkeligheden er.

- Vinterbadning er ret interessant i forhold til forskning i overvægt og type2 diabetes, forklarer Susanna Søberg, som er ph.d.-studerende ved Center For Aktiv Sundhed på Rigshospitalet.

Når vandtemperaturen nærmer sig frysepunktet, giver vinterbadning et kuldechok, som både betyder glædesrus og stress for kroppen.

- Det er dejligt, at det hele begynder at pumpe rundt i kroppen. Så selv om jeg ikke har sovet så godt i nat, så er jeg bare på nu, siger Vita Larsen fra Roskilde Vikinge Vinterbadere efter en dukkert ved vinterbadefestivalen i Skagen.

Bad sammen med andre

Selv om det lyder usundt at påføre sig selv stress, så kan det have en positiv effekt på sigt, forklarer Susanna Søberg.

- Det her stressrespons er ikke nødvendigvis særlig sundt, det kan faktisk godt være farligt. Men et studie tyder på, at det oxidative stress faktisk er lavere efter en vinterbadesæson, og at ens antioxidanter faktisk er højere igen. Det er som om, at kroppen kan finde ud af at restituere og finde en balance.

Man har også kunne måle, hvordan vinterbadning aktiverer kroppens brune fedt, som øger kalorieforbrændingen, fortæller hun.

Skulle man få lyst til at prøve vinterbadning, opfordrer Susanna Søberg til, at man følges med andre.

- Når vi rammer vandet, begynder vi at hyperventilere. Og blodet strømmer faktisk væk fra hjernen, så man kan godt besvime, hvis man går for hurtigt ned i vandet. Så det er ret vigtigt, at man overholder de sikre baderegler og følges med nogle andre, understreger hun.