Det skete også i Danmark: Fattige børn blev brugt som levende transportmiddel for koppevaccine

I 1803 bar 22 børn vaccinen tværs over Atlanterhavet i deres kroppe.

(© Science Museum London)

Sygdommen kopper var forfærdelig.

Blev du ramt, fik du høj feber, ondt i halsen og kroppen, hovedpine og svært ved at trække vejret.

Din krop blev også dækket af blærer fyldt med et mælkehvidt pus, der kløede noget så forfærdeligt.

Men det var ikke det værste.

En tredjedel af alle voksne, der blev ramt af sygdommen døde. Og for spædbørn var det langt værre. Her døde hele 80 procent af sygdommen.

Sygdommen ramte i alle samfundslag - høj som lav. Kongen af Spanien Karl 4. (1788-1808) og hans familie gik da heller ikke fri.

Både hans bror og svigerinde døde af kopper. Hans egen datter blev også ramt, og selvom hun overlevede, var hun fyldt med grimme ar på hele kroppen.

Da Karl 4. hørte, at der var blevet opfundet en vaccine af en engelsk læge, var han derfor parat til få vaccineret hele sit kongerige.

I 1803 sendte han derfor 22 forældreløse børn med fragtskib hele vejen over Atlanten til Spaniens kolonier i Syd- og Mellemamerika. Børnene skulle bære vaccinen i deres kroppe.

Selvom ekspeditionen var lige ved at mislykkedes, endte den som en stor succes.

- Ekspeditionen viste, hvor effektive vacciner kan være. Sidenhen har vaccinen da også betydet, at vi i 1980 kunne erklære kopper for udryddet. Det er ikke lykkedes med andre sygdomme endnu, siger han.

Smittede lille dreng med kopper for at teste sin vaccine

Nogle år før det spanske skib blev sendt afsted, hørte den engelske læge Edward Jenner om nogle malkepiger fra sin egn, der aldrig blev ramt af kopper.

De lokale troede, at malkepigerne var blevet smittet med kokopper gennem deres berøring af inficerede køers yvere, og derfor var de blevet immune.

Ko-kopper er en variant af kopper, der findes hos køer og som kan hoppe til mennesker.

Sygdommen er langt fra ligeså farlig som kopper, og resulterer for det meste blot i væskefyldte blærer på hænderne, hovedpine og let feber.

Jenner ville undersøge, om det var rigtigt, at man blev immun, hvis man havde haft kokopper.

En majdag 1796 tog han derfor ud til malkepigen Sarah Nelmes, der var smittet og havde blærer på hænderne.

Han skar en af blærerne op og opsamlede pusset derfra. Dernæst skar han to snit i armen på sin gartners otteårige søn og gned pusset i sårene.

Drengen blev smittet med kokopper, og syv dage efter blev han en lidt syg med hovedpine, nedsat appetit og søvnbesvær.

Allerede dagen efter havde han det dog bedre.

Seks uger senere smittede Jenner så drengen med den rigtige variant af kopper.

En illustration af malkepigen Sarah Nelmes hånd. Det var fra en af blærerne på hendes hånd, Edward Jenner tappede det pus, der skulle blive til en global vaccine. (© The Jenner Trust)

Opdagelsen spredte sig lynhurtigt

Den otteårige dreng blev ikke med syg med kopper, og Edward Jenner viste, at hans metode virkede. Inden han udgav sine resultater testede han metoden af på 23 testpersoner, der alle blev immune.

Fra han fik udgivet sine videnskabelige resultater, gik det stærkt. Den spanske kong Karl 4. satte gang i et vaccineprogram i landet allerede i år 1800. Kun 3,5 år efter Jenner havde opdaget vaccinen.

Men der var dog én udfordring.

Vaccinen blev produceret ved, at lægerne tog pus fra blærerne på en person smittet med ko-kopper og gav smitten videre til andre, der så blev “vaccineret”.

Det betød, at der altid skulle være én smittet for, at man havde vaccinen.

Det fortæller Niels Brimnes, der er lektor på Aarhus Universitet, hvor han blandt andet forsker i vaccinernes historie.

- Man var nødt til hele tiden at holde smittekæden ved lige. Det skete at et område løb tør for smittede. Så måtte man hente nogen andre steder fra, siger han og fortsætter:

- Det var dog en kamp mod tiden. Blærerne fra sygdommen skulle nemlig tappes på det rigtige tidspunkt - omkring ti dage inde i sygdommen. Gik der længere tid, blev personen rask.

Kopper-epidemier hærgede i “Den nye verden”

I 1802 brød en række voldsomme kopper-epidemier ud i Sydamerika. Blandt andet i Colombia, som var en spansk koloni.

Guvernøren i Ny Granada (i dag Colombia) bønfaldt kong Karl 4. om at sende hjælp.

Og Karl 4. - måske fordi han havde oplevet, hvordan hans egen familie var blevet ramt hårdt af sygdommen - sendte en ekspedition afsted.

I november 1803 skibede krigsskibet Maria Pita ud fra Spanien.

Fordi en tur over Atlanten på det tidspunkt tog omkring seks uger, måtte Spanierne finde en måde de kunne holde en vaccine i live på i så lang tid, forklarer Niels Brimnes.

- Man havde forsøgt sig med at skrabe pus fra vaccinerede patienter ud på en glasplade. Ovenpå placerede man så endnu en glasplade, der blev forseglet med en slags tape - og så lagde man det ned i en æske, siger han og fortsætter:

- Pusset tørede ud og blev til en slags pulver. Når det ankom til destinationen, blandede man det i lidt vand og smurte det i såret på en ny patient. Pusset mistede dog sin effekt efter omkring ti dage. Den metode virker derfor ikke over længere afstande.

I stedet fik Spanierne den idé at transportere vaccinen i en kæde af mennesker på vej over havet.

De fik fat i 22 forældreløse børn i alderen tre til ni år, som de sendte ud på rejsen med lovning om, at de ville få en gratis uddannelse i den nye verden.

- Spanierne smittede de første to børn kort før afrejse, og når der var gået ti dage, tappede de så pusset fra de to og smittede to nye. På den måde holdt man vaccinen i live og havde en backup, hvis blærerne bristede for tidligt på en af dem, siger han.

Typisk bristede blærerne når der var gået lidt over ti dage. De skulle altså tappes kort før de bristede.

Skibet Maria Pita på vej videre fra et stop et sted i "Den nye verden". Ekspedition stoppede i et væld af byer og kolonier for at få vaccineret så mange som muligt. Når de begyndte at vaccinere folk, blev der ringet med kirkeklokkerne, der blev holdt taksigelsesmesser og folk fyrede fyrværkeri af til ære for dem. (© De Manini)

På et hængende hår

Da skibet Maria Pita ankom til Caracas i Venezuela, var kæden af smitte nået til det sidste barn, der kun havde en enkelt lille blære på armen.

Men én blære var nok.

Besætningen gik lynhurtigt i gang, og på to måneder fik de vaccineret 12.000 mennesker.

Besætningen delte sig derefter op i to.

Den ene tog sydpå til Colombia, Ecuador, Peru og Bolivia, hvor de fik vaccineret mere end 200.000 mennesker i løbet af et par år. Den anden tog nordpå til Mexico og gav mere end end 100.000 en vaccine.

Ekspedition fortsatte derefter til Filippinerne, der på det tidspunkt var spanske og endda videre til Kina, hvor spanierne fortsatte med at vaccinere folk.

Ifølge Morten Arnika Skydsgaard, der er museumsinspektør på Steno Museet, hvor han forsker i medicinsk historie, er koppevaccinen da også den største succes i vaccinehistorien.

- Vaccinen har betydet, at vi 1980 kunne erklære kopper for udryddet. Det er ikke lykkedes med andre sygdomme endnu, selvom om det er tæt på også at lykkes med polio i kraft af WHOs indsats, siger han.

Vielse eller konfirmation krævede en vaccination

Mens vaccinen gjorde sit indtog i Sydamerika og siden i Kina, forsøgte vi os også i Danmark med at vaccinere befolkningen.

Allerede i 1801 lykkedes det den danske professor Frederik Chr. Winsløw at vaccinere fem danske børn.

Ved hjælp af indtørret kokoppe-pus, som en præst havde taget med hjem fra et besøg hos Edward Jenner i England, fik han smittet børnene med virusset.

Og så kunne vaccinationen af befolkningen begynde. I 1802 blev Den Kongelige Vaccinationsanstalt derfor oprettet.

- I starten tilbød myndighederne vaccinen frivilligt og gratis til alle. De fik engageret grever, skolelærere og præster i at udbrede budskabet. Men det var mest borgerskabet, der tog imod vaccinationerne, siger Morten Arnika Skydsgaard og fortsætter:

- Det fattige og bønderne var mere forbeholdne. De brugte primært kloge bønder i lokalområdet, når de var syge - og ikke lægen, der kostede penge at gå til.

I 1808 blev det derfor besluttet, at det var lovpligtigt at blive vaccineret, hvis man boede et sted, hvor der var en koppeepidemi. Og i 1810 kom så en lov, der indirekte tvang alle danskere til at blive vaccineret.

- Du kunne hverken blive gift, konfirmeret, gå i skole, få en læreplads eller være i militærtjeneste, hvis du ikke kunne fremvise et vaccinationsbevis. Det var meget effektivt til at få bekæmpet sygdommen, siger Morten Arnika Skydsgaard.

Allerede samme år kunne København erklæres for helt koppefri. Noget der ikke var sket før.

Forældreløse børn spillede også en nøglerolle i Danmark

For at der var nok vaccine til alle, måtte man også i Danmark have nogle bærere af kokoppevirusset, som man kunne tappe pus fra.

Ligesom i Spanien blev det de forældreløse børn, der lagde krop til.

- Børn under offentlig forsorg på fattiggårde eksempelvis havde pligt til at levere vaccinematerie og tage med lægen ud, når der skulle vaccineres i en by på landet. Så måtte de tage med lægen i hestevognen, siger Morten Arnika Skydsgaard.

Senere fik lærte man dog, at holde vaccinen levende ved at holde en bestand af kalve, som man så kunne tappe pus fra. Det begyndte man i Danmark på i 1890’erne.

Sådan så en såkaldt "lancet" ud. Den brugte man i 1800-tallet til at vaccinere med. Først dyppede man kniven i vaccinationsvæsken (pus fra kokopper) og så skar man en revne i personens hud, så væsken kunne trænge ind i kroppen. (© Aarhus Universitet)

Svært at få vaccinen ud til alle

Ligesom i dag var det dengang distributionen af vaccinen, der var den største udfordring, når først den var opfundet.

I sidste uge kom det eksempelvis frem, at medicinalgiganten Pfizer, der står bag den første vaccine mod covid-19, alligevel ikke kunne levere alle de vacciner, de havde lovet.

Siden vaccinernes opfindelse har det vakt kvaler, hvordan man skal få vaccinen ud til alle. Og man har altså måttet opfinde nye metoder til at fragte den rundt i verden, forklarer Niels Brimnes.

- Menneskekæden over Atlanterhavet var et forsøg på at takle det problem. Og det lykkedes. Den ekspedition var med til at starte den globale succeshistorie, som vaccinationer siden har været. Den fik os til at tro på potentialet i vacciner.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter