Dit DNA kan huske: Du arver måske dine forældres smerter

DNA'et i vores celler lagrer 'minder', og det kan blandt andet få betydning for, om vi senere i livet udvikler kronisk smerte.

Spædbørn, der har været udsat for meget smerte, fx. grundet operationer, ser ud til at udvikle mere smertefølsomhed senere i livet. (Foto: Olafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Har du arvet din mors blå øjne og fået din fars kærlighed til den lokale fodboldklub?

Der er de ting, man arver, og så er der det, man får med fra det miljø, man vokser op i.

To adskilte størrelser - arv og miljø - der tilsammen gør dig til den, du er.

Men det er ikke hele sandheden. For det viser sig, at vores arvemateriale, DNA’et i vores celler, på sin egen måde er i stand til at huske. Og DNA’ets ’minder’ kan blandt andet få betydning for, om vi senere i livet udvikler kronisk smerte.

Ny dansk forskning viser for eksempel, at de patienter, der udvikler kronisk smerte efter en knæoperation for slidgigt, har nogle andre ’minder’ i deres arvemateriale end dem, der ikke udvikler kronisk smerte.

- Hvad det så er, der har påvirket de her patienter anderledes, det ved vi endnu ikke, siger Lars Arendt-Nielsen, professor i medicin og sundhedsteknologi på Aalborg Universitet.

På forskersprog kaldes de genetiske ’minder’ for epigenetik. Og ny forskning tyder på, at vi i nogle tilfælde kan arve vores forældres og bedsteforældres genetiske ’minder’.

Kan smerte gå i arv?

Grænsen mellem arv og miljø er blevet mere udvisket efter opdagelsen af epigenetikken. Og det gælder også i forhold til, hvad du egentlig sender videre til næste generation.

For måske kan de ’minder’, der sætter sig i DNA’et, og gør nogle mennesker mere påvirkelige overfor smerte, gå i arv.

- Som smerteforsker undrer det mig, at nogle familier er hårdere ramt af kroniske smerter. Kan epigenetiske ændringer, der giver et anlæg til kroniske smerter, gå i arv?, siger Lars Arendt-Nielsen.

Han fortæller, at der er en række dyreforsøg, der understøtter teorien.

- Man har for eksempel set, at rotter, der bliver fjernet fra deres mor som små, som voksne bliver mere følsomme overfor visse smertepåvirkninger. Altså har en ydre påvirkning ændret deres smerteoplevelse. Og endnu mere uhyggeligt er det, at får de så selv unger, har de også en større smertefølsomhed end normalt, siger Lars Arendt-Nielsen.

Spædbørn er særlig udsatte

Og netop det, at ungerne bliver fjernet som helt små, ser ud til at have afgørende betydning.

- Det ser ud som om, at de ting, der sker tidligt i livet, har den største effekt. Det ser vi i både dyreforsøg og observationer af mennesker, fortæller Lars Arendt-Nielsen.

Og engelske forsøg viser, hvor vigtig den første tid i vores liv er, også for vores smerteoplevelse senere i livet.

- Spædbørn, der har været udsat for meget smerte tidligt i livet, fx på grund af operationer, ser ud til at være mere følsomme overfor at udvikle kroniske smerter som voksne. Det gør jo, at det giver rigtig god mening, at vi bliver mere opmærksomme på smerte og smertebehandling til nyfødte, siger Lars Arendt-Nielsen.

Han mener, at epigenetikken, som lige nu har flere spørgsmål end svar, kan komme til at revolutionere smerteforskningen.

Hør mere om epigenetik i P1’s sundhedsmagasin Recept her.

Facebook
Twitter