Det forhistoriske stenmonument Stonehenge har altid været omgærdet af mystik.
I årtier har moderne arkæologi og forskning forsøgt at finde svar på spørgsmål som: Hvem byggede Stonehenge? Hvordan gjorde de? Og hvilken funktion havde den store stenkonstruktion overhovedet?
Nu har DNA-teknologi måske hjulpet forskerne med svar på spørgsmålet om, hvem der byggede monumentet.
Forskere fra Natural History Museum i London har nemlig udtrukket DNA af rester fra mennesker, som levede i Storbritannien i den yngre del af stenalderen (også kaldet bondestenalderen), som var den tid, Stonehenge blev bygget i.
DNA’en har de sammenlignet med prøver fra andre mennesker, som levede rundt omkring i Europa på samme tid.
Bragte landbruget med sig
Resultaterne viser, at de mennesker, som levede i området omkring Stonehenge, da monumentet blev bygget, stammer fra Anatolien. Et geografisk område, der i dag er en del af Tyrkiet.
De er sandsynligvis rejst fra Anatolien til den Iberiske Halvø (Spanien og Portugal, red.), inden de er kommet til Storbritannien som en del af det, der kaldes den neolitiske revolution. Med sig bragte de landbruget.
Inden det anatolske folk kom, levede mennesker i Europa i spredte grupper som jæger-samlere, men med indtoget af både folk og viden fra sydøst udviklede bondesamfundet sig.
Sten-konstruktioner blev også bygget i Danmark
Udover landbrug har tilflytterne formentlig også taget deres tradition for at bygge med såkaldte megalitter med.
Megalit betyder egentlig bare “stor sten”. Herhjemme er de blandt andet blevet brugt til konstruktion af stenaldergrave kaldet jættestuer.
Og i Wiltshire, England, er de altså blevet brugt til at bygge Stonehenge.
Landmænd udryddede jægere
Med tiden blev de britiske jæger-samlere stort set udryddet af de anatolske landmænd. Bortset fra en enkelt gruppe i det vestlige Skotland.
Sådan gik det i øvrigt også i Skandinavien. Her begyndte landbrugsrevolution for omkring 6.000 år siden, og i løbet af cirka 1.000 år var de relativt få skandinaviske jæger-samlerne erstattet af bondefolket.
En del af deres gener levede dog videre i de bondefolk, der nåede at fraternisere fysisk med “fjenden”.