Dna-beviser afslører: Manden bag Kon-Tiki-eventyr havde måske ret alligevel

Folk i Polynesien blandede gener med sydamerikanerne i 1200-tallet, viser dna-spor.

Thor Heyerdahl sejlede Kon-Tiki-tømmerflåden mere end 8.000 kilometer tværs over Stillehavet for at bevise, at det var muligt for oldtidens sydamerikanere at foretage rejsen. (© Kon-Tiki Museet)

I 1947 stævnede den norske videnskabsmand og eventyrer Thor Heyerdahl ud på en berømt rejse på tømmerflåden Kon-Tiki.

Turen gik tværs over Stillehavet.

Thor Heyerdahl tog på sin vilde rejse, fordi han ville vise, at oprindelige folk fra Sydamerika havde været i stand til at sejle ud til små øer i Polynesien og bosætte sig.

Ved at bygge en tømmerflåde med den teknologi, det oprindelige folk havde, og selv sejle 8.000 kilometer over havet til Tuamotu-øerne, viste han, at det var muligt.

Selvom Heyerdahls rejse blev meget berømt og gjorde ham til en kendis i det meste af verden, var han ikke altid populær i videnskabelige kredse.

Hans teorier var kontroversielle, og mange mente, at de ikke var ordentligt dokumenterede.

Men nu har et internationalt hold af forskere vist, at Thor Heyerdahl måske alligevel havde ret i nogle af hans påstande.

I en ny undersøgelse i tidsskriftet Nature, viser forskerne, at nulevende beboere på 17 forskellige øer i stillehavet har dna-stumper i deres genom, der stammer fra Sydamerika.

Ifølge Mikkel Heide Schierup, der er professor på Aarhus Universitet og forsker i dna og menneskets historie, er det et stort forskningsmæssigt gennembrud.

- Det er super spændende og et kæmpe fremskridt, at de kan vise, der har været kontakt. Det betyder, at nogen for mere end 800 år siden har sejlet den tur, som Thor Heyerdahl senere foretog, siger han.

Fik ideen på isoleret Stillehavsø

I 1937 rejste Thor Heyerdahl med sin kone til den lille ø Fatu Hiva i Fransk Polynesien. Her ville han bo som de lokale og studere deres kultur.

Under opholdet på øen lærte han de lokales myter og skikke at kende, og han opdagede en række stenskulpturer, der lignede noget, han kendte fra Sydamerikansk historie.

Desuden spiste de lokale sødekartofler og flaskegræskar - begge planter, der stammer fra Sydamerika.

Den udbredte teori inden for antropologien på det tidspunkt var, at de mere end tusind øer i Polynesien var blevet koloniseret af folk fra Asien.

Men da Heyerdahl så statuerne og hørte de lokale myter, fik han den idé, at øerne måske i stedet var blevet koloniseret fra Sydamerika.

Teorien blev modtaget med stor skepsis fra hans forskerkolleger, der blandt andet argumenterede for, at sydamerikanerne ikke havde teknologien til at sejle til Polynesien på det tidspunkt.

Derfor satte Heyerdahl sig for at bygge en tømmerflåde og sejle derud selv.

Her ses en af de skulpturer som Thor Heyerdahl opdagede på Fatu Hiva. Den har visse strukturelle ligheder med skulpturer fra ældgamle kulturer i Sydamerika. (© Kon-Tiki Museet)

Dna fra mere end 800 øboere

Det er ikke første gang, at forskere forsøger at undersøge, om Thor Heyerdahl havde ret.

Flere mindre dna-studier har enten givet Heyerdahl ret eller modbevist ham. Men ingen undersøgelser har været lige så omfattende som den nye.

Forskerne har analyseret genomet fra 807 øboere fordelt på 17 forskellige øer i Stillehavet. Og resultaterne viser tydeligt, at de har dna, der stammer fra Sydamerika, i deres genom.

Ifølge Mikkel Heide Schierup viser forskerne også ret præcist, hvornår det er sket.

- De kigger på længden af de stykker dna, som stammer fra Sydamerika, og kommer frem til, at de er temmelig korte og sidder mellem stykker, der er polynesiske og dermed stammer fra Asien. Det betyder, at mødet må være sket for ret længe siden, da stykkerne bliver kortere for hver generation, siger han.

Faktisk tyder noget på, at sydamerikanernes og polynesernes møde er sket i 1200-tallet - nogenlunde samtidig med at polyneserne begyndte at kolonisere øerne i Stillehavet.

Mangler stadig arkæologiske beviser

Selvom dna'et viser, at der har været en kontakt mellem de to kulturer helt tilbage i 1200-tallet, mener arkæolog og museumsinspektør Jeanette Varberg dog ikke, at det er helt bevist, at Thor Heyerdahl havde ret.

Hun har selv tidligere lavet arkæologiske undersøgelser i Polynesien.

- De kigget på dna fra nutidige mennesker. Som arkæolog vil jeg gerne se, at de også undersøger dna fra skeletter og kan vise fund af grave eller genstande, der understøtter resultaterne. Men den slags har vi endnu ikke fundet, siger hun.

De arkæologiske genstande, som Thor Heyerdahl byggede sin teori på - altså de statuer og myter med træk, der minder om de sydamerikanske - beviser nemlig ikke, at sydamerikanerne sejlede ud.

- Det kan ligeså godt være, at det er sket den anden vej. At polyneserne nåede Sydamerika og tog nogle af traditionerne og råvarerne med sig hjem, siger hun og fortsætter:

- Da spanierne kom til Sydamerika i 1500-tallet, døde 90 procent af indbyggerne af krig og de sygdomme, som europæerne bragte med sig. Desuden ødelagde spanierne rigtig meget af den oprindelige kultur, så måske har der været nogle spor efter, at polyneserne har været i Sydamerika, som er tabt for os i dag. Både i form af dna og genstande.

Det var denne rejse Thor Heyerdahl foretog på tømmerflåden Kon-Tiki. En rejse som ny forskning viser, at Sydamerikanerne for mere end 800 år siden højst sandsynligt også har foretaget. Afstanden svarer til en rejse mellem Chicago og Moskva. (© Kon-Tiki Museet)

Flere beviser peger på indvandring fra Asien

Selvom det nye studie klart viser, at der er sket en sammenblanding af gener, er der stadig mange ubesvarede spørgsmål.

Heriblandt, hvor mødet mellem de to kulturer er sket henne.

Hvor polyneserne havde udviklet kanoer med sejl og var i stand til at navigere på det åbne hav, havde sydamerikanerne kun tømmerflåder og sivbåde.

Derfor kan resultatet også pege på, at polyneserne kom til Sydamerika og handlede, vurderer Jeanette Varberg.

- Vi ved, at Polynesien blev koloniseret fra Asien. Det sprog, de taler, stammer fra Asien, og de har både grise, høns og rotter - alle sammen dyr, der kommer fra Asien, siger hun og fortsætter:

- Men om de har mødt sydamerikanerne på en ø midt i Stillehavet, er det store spørgsmål. Thor Heyerdahl får da lidt oprejsning her, da det viser, at der trods alt har været en kulturel og genetisk påvirkning fra Sydamerika og på den polynesiske kultur, siger hun.

Facebook
Twitter