Drop træningen og tag til koncert - du forbrænder samme antal kalorier

Du forbrænder ligeså mange kalorier under en fed koncert, som du gør til en omgang spinning, viser forsøg.

Da Bruno Mars på årets Roskilde Festival skabte en dansefest, blev der registreret et gennemsnitligt kalorieforbrug på 1060 kalorier blandt publikum forrest til koncerten. (Foto: MIKAL SCHLOSSER © Mikal Schlosser)

Når 90’er tyggegummipop-bandet Aqua og far-rockerne D-A-D fra i dag byder op til dans til Grøn Koncert, kan de få dig til at forbrænde kalorier som var du til konditionstræning.

Det viser et lille forsøg, som to studerende fra Danmarks Tekniske Universitet, DTU, lavede blandt cirka 20 festival-gæster på dette års Roskilde Festival.

Da showmanden Bruno Mars på festivalen skabte en dansefest på Orange Scene, blev der registreret et gennemsnitligt kalorieforbrug på 1060 kalorier blandt publikum forrest til koncerten.

Og til da det danske rockband Nephew spillede op til folkefest forbrændte publikum i snit 768 kalorier.

Bruno Mars som spinning-instruktør

- Der er virkelig nogen, der har et tårnhøjt energiforbrug under koncerterne. Jeg har selv dyrket spinning tre gange om ugen i cirka seks år. Hvis jeg går ned og giver den gas i to timer, så forbrænder jeg lige omkring 1000 kalorier, siger Anna Sidse Dinesen Deleuran, der er en af de to studerende bag forsøget og læser Computing og Medicin og Teknologi på DTU.

Koncertgæsterne i forsøget var generelt meget aktive, og sidder du til en klassisk koncert i bløde sæder, får ikke automatisk kalorierne til at fordufte. Der skal bevægelse til.

Men du kan godt sammenligne en koncert med træning, siger professor i sundhedsfremmende fysisk aktivitet ved Københavns Universitet, Bente Merete Stallknecht:

- Under en koncert kan der være mange andre faktorer end fysisk aktivitet, der påvirker pulsen, fx høj temperatur, dehydrering, alkohol, hash og humøret, siger hun.

- Men man kan fint sammenligne en koncert med intervaltræning, hvor intensiteten af bevægelse stiger og falder i takt med musikken. Motion skal helst være sjovt, så vi må have nogle flere koncerter!

Højintensitetstræning er godt for dit kredsløb

Netop højintensitets- og intervaltræning er rigtig godt for os. Det dokumenterede canadiske forskere for år tilbage, da de undersøgte teorien om, at høj-intensiv intervaltræning, HIT, er en effektiv måde at opbygge sine muskler på.

- Al bevægelse er sundt, men højintens fysisk aktivitet er særlig sundt, da det også styrker hjerte og kredsløb, siger Bente Merete Stallknech.

- Sundhedsstyrelsen anbefaler, at voksne danskere er højintenst aktive mindst to gange tyve minutter om ugen for at vedligeholde eller øge kondition og muskelstyrke.

I en ny videnskabelig undersøgelse med overvægtige og fede mennesker fandt Bente Merete Stallknechs forskergruppe ud af, at seks måneders højintens motion er mere effektivt end motion af moderat intensitet til at reducere fedtmassen.

- Overraskende gav cykling til og fra arbejde det samme fedtmassetab som højintens motion, så vi må også have nogle flere cykler, siger hun.

Artiklen er blevet opdateret: Før stod der "Du forbrænder ligeså mange kalorier under en fed koncert, som du gør til en time spinning, viser forsøg.". Dette er rettet til en "en omgang spinning", da det ikke er tidsspecifikt, men henviser til citatet med en af de to studerende, der efter to timers spinning forbrænder samme mængde kalorier som forsøgets testpersoner til en koncert.

Sådan foregik forsøget

  • De studerende medbragt 20 pulsmålere på årets Roskilde Festival, som de satte på nogle af de festivalgæster, der var forrest til de største koncerter.

  • Målingerne koblede de med data fra appen Endomondo, der gav de studerende viden om køn, alder, vægt, højde og deltagernes placering.

  • Formålet med forsøget er at hjælpe Roskilde Festival med at øge sikkerheden til koncerter og undgå at nogen besvimer af udmattelse og væskemangel.

  • Når de studerende får arbejdet mere med deres data bliver det muligt at lave et kort over den forreste del af koncerten, pitten, sådan festivalen kan se, hvilke områder, de kan forvente høj aktivitet og fx kan holde øje med og sende ekstra vand ned til.

  • Det er de to studerende David Enselv Nyrnberg og Anna Sidse Dinesen Deleuran, der læser henholdsvis Matematisk Modellering og Computing og Medicin og Teknologi på DTU, der står bag forsøget. Kilde: DTU

Facebook
Twitter