Du er immun i mindst seks måneder efter covid-19: ’Glimrende nyt for en kommende vaccine’

Immunforsvaret husker corona på samme måde som mange andre virus-sygdomme.

En ny amerikansk undersøgelse viser, at coronavirus især gør indtryk på de immun-celler, der kan producere antistof. (Foto: DADO RUVIC © Scanpix)

Når du har haft covid-19, eller har fået en virksom vaccine, vil du være immun. Du er så beskyttet mod corona-virus.

Men hvor længe varer den beskyttelse?

Da den nye coronavirus kun har eksisteret i godt et år, og der endnu ikke er en godkendt vaccine, er der ingen, der kender det endelige svar på det spørgsmål.

Men forskere over hele verden har alligevel forsøgt at komme et svar nærmere. Nu viser en amerikansk undersøgelse, at langt de fleste formentligt har en stor grad af immunitet seks måneder efter, at de har haft corona.

Det resultat glæder Jan Pravsgaard Christensen, som er professor i infektionsimmunologi på Københavns Universitet.

- Det er glimrende, fordi vi så kan forvente, at vi vil være beskyttet et godt stykke tid efter en vaccine. Men hvorvidt vi skal revaccineres hvert 1-2 år, det er der nok ikke nogen, der kan udtale sig om endnu.

Bestemte immunceller husker bedst

I undersøgelsen ser forskerne på, hvor længe flere afgørende celler og systemer i immunforsvaret husker coronavirus. Og det er netop det, der gør undersøgelsen særlig interessant.

Det fortæller professor og overlæge Peter Garred fra Klinisk Immunologisk Afdeling på Rigshospitalet.

- Den kommer hele vejen rundt. Dermed kommer den videre end blot at undersøge, om en person har antistoffer eller ej.

De amerikanske forskere konkluderer, at immunforsvarets B-celler husker corona-virus særlig godt.

B-cellerne er de celler, der danner antistof og groft sagt er super vigtige for at forhindre, at for eksempel en virus i første omgang inficerer kroppen.

- Så hvis der er nok B-celler og antistoffer i slimhinderne og blodet, der husker hvordan de kan forhindre en infektion, så er det jo rigtig godt.

Derimod var T-cellerne, som bliver vigtige, hvis først en virus er trængt ind i vores celler, ikke helt så gode til at huske corona-virus i månederne efter en infektion.

- Det er det samme, vi ser ved mange andre virusinfektioner, siger Jan Pravsgaard Christensen.

Immunforsvarets måde at huske coronavirus på ser altså ud til at være lig den måde, det husker andre vira på.

Forkølelse og Sars giver ikke lige lang immunitet

Jan Pravsgaard Christensen er imponeret over den nye undersøgelse, fordi den som en af de første giver et detaljeret indtryk af, hvordan vores immunforsvar husker den nye corona-virus.

Men den ikke giver afgørende ny viden om, hvorvidt vi reelt skal vaccineres en eller flere gange, for at være varigt beskyttet mod covid-19.

- Ser vi på andre coronavira, dem der giver almindelige forkølelser, så er det typisk sådan, at vi kun er immune 3-4 år efter, at vi har haft en infektion, siger Jan Pravsgaard Christensen.

Når du alligevel godt kan blive forkølet flere gange i rap, så skyldes det, at mange forskellige vira kan give forkølelse. Efter at være blevet immun overfor én, kan du altså rende ind i en anden.

Men så er der Sars, som i 2003 ramte Asien. Sygdommen, som havde en meget høj dødelighed, skyldtes også en coronavirus.

- Med Sars, som på afgørende måder minder om covid-19, ser immuniteten ud til at kunne holde mindst 10 år efter, at man har været syg.

Om immuniteten af covid-19 holder lige så længe, som ved Sars, eller mere ligner den ved andre corona-vira, vil tiden vise.

Vaccine forsøger at efterligne en infektion

Der kan også være forskel på, hvor længe en vaccine beskytter i forhold til hvis man reelt har haft sygdommen.

- I vaccinen forsøger man at efterligne enkelte elementer af infektionen. Men infektionen er mere kompleks, og påvirker immunforsvaret anderledes end en vaccine, siger Peter Garred.

Så selv om en vaccine forsøger at ’vise’ immunforsvaret, hvordan det kan bekæmpe coronavirus, er det ikke altid, at den gør samme indtryk som en reel infektion.

- Det ville være virkelig interessant at lave samme undersøgelse med mennesker, der har fået en vaccine, når den er klar. Så kan vi sammenligne vaccinens virkning med infektionens, siger Peter Garred.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter