Eksperter er uenige med Sundhedsstyrelsen: 'Ammende bør få coronavaccine nu'

Flere nybagte mødre er i tvivl om de skal fortsætte med amning eller tage vaccinen.

Studier viser, at moren kan overføre gode antistoffer fra vaccinen til babyen via modermælken. (Foto: Eduardo Muñoz © Scanpix Denmark)

Alle danskere over 12 år bliver i løbet af 2021 tilbudt en coronavaccine.

Undtagen danske gravide og ammende, der må kigge langt efter det første stik.

En af kvinderne i venteposition er Maria Behrendt. Hun er til daglig redaktør hos DR Viden, men for tiden er hun på barsel.

Hun er i tvivl om, hun skal stoppe med at amme og tage vaccinen eller fortsætte med at amme og vente med vaccinen.

- Da jeg til dagligt arbejder med forskning og videnskabeligt stof, regnede jeg med, at jeg her kunne gennemskue, hvad det rette valg er for mig, siger hun.

Noget tyder på, at Maria Behrendt ikke er den eneste, der er i tvivl, for spørgsmålet diskuteres ivrigt på sociale medier, hvor nogle mødre også overvejer at tage imod vaccinen selv om de fortsat ammer.

- Jeg er medlem af en Facebook-gruppe for ammende, hvor der er mange mødre, der giver udtryk for, at de er i tvivl, siger hun og fortsætter:

- Der er mange tanker på spil. Jeg vil gerne træffe det rigtige valg for både min søn og mig selv.

Barnet får gode antistoffer

Sundhedsstyrelsen mener ikke, at ammende bør få en coronavaccine. Det er vurderet ud fra et forsigtighedsprincip, da der ikke er lavet fase 3-forsøg.

I fase 3-forsøg bliver vaccinen testet på en stor gruppe mennesker. Det er en del af grundlaget for, om en vaccine bliver godkendt til brug hos forskellige aldersgrupper og lignende. Det bliver derfor også kaldt godkendelsesstudier.

Selvom der ikke er fase-3-forsøg, betyder det dog ikke, at vaccinerne ikke er undersøgt blandt ammende.

Og her opstår dilemmaet.

Der er lavet flere undersøgelser fra universiteter, der viser, at de antistoffer, som moren danner efter vaccinen, bliver overført gennem moderens mælk til barnet.

Det peger mod, at det kan være en fordel at vaccinere ammende, fordi babyen får antistoffer fra vaccinen gennem mælken. Det kan muligvis gøre babyen mere modstandsdygtig overfor virusset.

mRNA kommer ikke over til babyen

En bekymring ved at vaccinere ammende har været, at der er andre dele af vaccinen end antistofferne, der bliver overført til barnet via mælken.

Men det er ikke tilfældet.

Det fortæller Annemette Lykkebo. Hun er formand for Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi (DSOG) og ledende overlæge ved Sygehus Lillebælt. Hun mener, at ammende bør blive tilbudt vaccinen.

- Studier viser, at der ikke bliver overført mRNA til barnet. Da der ikke er levende virus i vaccinen, der kan blive overført til barnet gennem mælken, ser jeg ikke et problem i, at ammende får vaccinen, siger hun.

Som udgangspunkt får ammende ikke vacciner, hvor der er levende virus i. Det er eksempelvis vaccinen mod gul feber, da dele af det levende virus teoretisk set kan blive overført til barnet gennem modermælken.

Men det er altså ikke tilfældet med en mRNA-vaccine.

WHO anbefaler vaccine til ammende

I flere lande er proceduren, at den ammende selv vurderer, om hun vil have en vaccine. Det er blandt andet tilfældet i USA og Storbritannien.

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, anbefaler, at ammende kvinder tager imod vaccinen.

I studierne på området er resultaterne ofte ens: Vaccinen virker lige så fint hos ammende som andre voksne, de ammende får ikke flere bivirkninger end andre, mRNA bliver ikke overført til babyen, og barnet får antistoffer fra vaccinen gennem modermælken.

Resultaterne kommer dog fra studier med relativt få deltagere. Men det bekymrer ikke Annemette Lykkebo.

- Det er ikke første gang, at vi vaccinerer ammende. Vi ved, hvordan biologien bag fungerer, og vi bliver bekræftet i, at de gode antistoffer bliver overført til babyen gennem modermælken, siger hun.

Giv valget til de ammende

Per Damkier er enig med Annemette Lykkebo i, at ammende selv bør kunne vælge, om de vil have en coronavaccine.

Han er professor i klinisk farmakologi ved Syddansk Universitet, hvor han tæt følger forskning indenfor coronavacciner til gravide og ammende.

Per Damkier forstår som udgangspunkt godt, at Sundhedsstyrelsen af princip er forsigtige, når det kommer til at vaccinere ammende.

- Men når vi træder et skridt tilbage og ser på datagrundlaget, forstår jeg ikke, at Sundhedsstyrelsen ikke genovervejer deres forsigtighed, siger han og fortsætter:

- Både barnet og moren kan have gavn af vaccinen, og det kan muligvis mindske risikoen for smitte for dem begge.

Nybagte mødre skal se vennerne

Annemette Lykkebo ser flere fordele ved at vaccinere de ammende.

- Vi skal give både mor og det nyfødte barn den bedste start på livet ved at beskytte mod sygdom. Vaccinen reducerer risikoen for sygdom hos mor og muligvis hos barnet. Og så er det nemmere at opretholde et socialt liv, når man er vaccineret, siger hun.

At blive forælder kan være en livsomvæltende oplevelse, og derfor mener Annemette Lykkebo, at det er vigtigt, at man som mor er vaccineret.

- Når man bliver forælder, har mange brug for at have mennesker omkring sig. Man skal have opbakning og kunne dele sine oplevelser på både godt og ondt. Det er nemmere, når man kan se sin familie, mødregruppe eller venner uden frygten for coronavirus.

Det er alt sammen vigtigt for Maria Behrendt, der er nybagt mor.

Om hun tager imod vaccinen, har hun ikke besluttet sig for endnu.

- Men jeg har besluttet mig for, at jeg bliver ved med at amme noget tid endnu, siger hun.

Facebook
Twitter