En del af hjernen kan skrumpe, når kvinder tager p-piller

Men bare rolig, det har nok ikke nogen konsekvenser i det lange løb, siger danske forskere.

Ny forskning viser, at kvinders hypothalamus skrumper, når de er på p-piller. Men det er ikke noget at være bekymret for, beroliger danske forskere. (© Chad Madden / Unsplash)

Lige omkring en fjerdedel af alle danske kvinder mellem 15 og 49 år bruger p-piller.

I de senere år har forskningen fundet både ulemper og fordele for kvinders helbred ved at tage pillerne. Det har ført til en debat om, hvorvidt prævention med hormoner overhovedet er en god idé.

Og nu har modstanderne måske endnu et argument.

En amerikansk forsker præsenterede nemlig på en konference tidligere på ugen sin nye undersøgelse, som viser, at kvinder, der tager p-piller, har en seks procent mindre hypothalamus, end kvinder, der ikke er på pillen.

Hypothalamus er et lille område i hjernen, der blandt andet står for at regulere de hormoner, der er med til at styre kvinders cyklus. Og når en kvinde er på p-piller, sættes det ud af funktion.

Det kommer ikke bag på Øjvind Lidegaard, der er professor i gynækologi og obstetrik på Rigshospitalet, at p-pillerne har en effekt på kvinders hjerne.

- Der er ingen, som har været i tvivl om, at hypothalamus’ funktion nedsættes, når du tager p-piller. Det er jo den, der styrer produktionen af hormoner normalt. Men det er måske lidt overraskende, at den ligefrem skrumper, siger han.

Ingen grund til bekymring

Om det har nogle negative effekter, at hypothalamus skrumper, har den amerikanske forsker ikke kortlagt på nuværende tidspunkt. Men Øjvind Lidegaard mener ikke, at vi bør være bekymrede.

- Nej, det skulle vi jo være, hvis det var sådan, at hypothalamus var dårligere til at regulere kvinders cyklus, når de stopper på p-piller. Men det er der intet, der tyder på. Så det bekymrer mig ikke, sige han.

Den vurdering er Ditte Trolle, der er speciallæge i kvindesygdomme og adjungeret lektor i sexologi på Aarhus Universitet, helt enig i.

- Når kvinder stopper på p-piller, går kroppen i gang med at producere hormonerne igen efter to til tre måneder. Så mon ikke hypothalamus vender tilbage til fordums størrelse? Det er jo størrelse og ikke funktionen, de har undersøgt, siger hun.

Hos mus er det faktisk normalt, at hypothalamus vokser og skrumper, forklarer hun, og det gør hende endnu mindre bekymret, selvom vi mennesker fungerer anderledes end mus.

- Hos mus skrumper hypothalamus om vinteren og vokser sig stor igen om foråret, når de skal til at have unger. Hvis der ikke er aktivitet i æggestokkene, behøver hypothalamus nemlig ikke at lave noget, siger hun.

Bygger på en lille gruppe kvinder

Amerikanerne har kunnet måle størrelsen på kvindernes hypothalamus ved at sende dem ind i en MR-skanner. Og der blev det altså tydeligt, at kvinderne på p-piller havde en lidt mindre hypothalamus.

Men forsøget bygger kun på skanninger af 50 kvinder, hvor 21 af kvinderne fortalte, at de brugte p-piller. Det er altså et meget lille datagrundlag, og derfor bør resultaterne tages med et gran salt, forklarer Ditte Trolle.

- Det er altså ikke noget, du skal gå rundt og være bange for. Især når vi heller ikke har fundet nogen negative effekter ved det, siger hun.

Og i det hele taget mener hun, at fordelen ved p-piller på trods af forskning, der viser den ene bivirkning efter den anden, opvejer ulemperne.

Flere fordele end ulemper

I debatten om p-piller hører man jævnligt, at pillerne giver øget risiko for brystkræft og blodpropper. Og det er da, ifølge Øjvind Lidegaard, også rigtigt nok, men der er altså en række fordele.

- Der er god evidens for, at risikoen for kræft i æggestokkene nedsættes, når kvinder tager p-piller. Og når man sætter risiciene op mod fordelene, så ser det ud til, at mange kvinder samlet synes, at fordelene opvejer ulemperne, siger han.

Også Ditte Trolle mener, at p-piller overordnet set giver større fordele end ulemper, men hun understreger, at det naturligvis er op til den enkelte kvinde at vurdere, hvad der passer bedst til hende.

- For nogle få kvinder kan p-piller give øget risiko for depression og manglende sexlyst. Men for de fleste er det ikke sådan. Den største fordel er jo, at du ikke bliver gravid. Og så nedsætter du altså også risikoen for kræft i æggestokkene, jo færre ægløsninger, du har. Og dem stopper p-pillerne jo, siger hun.