Covid-19 er tilbage for fuld skrue, og det har betydet nye begrænsninger, der kan gøre det sværere at mødes med vennerne - i hvert fald face-to-face.

På mange uddannelsesinstitutioner, arbejdspladser og foreninger, er man nu igen tvunget til at mødes virtuelt. Og det betyder, at mange af os mister en stor del af vores normale sociale kontakt.

For det er ikke det samme at tale med kollegerne, vennerne eller studiekammeraterne via skærmen. Der er nemlig en stor del af kommunikationen, der går tabt, fortæller Dorthe Døjbak Håkonsson,der er professor på Aarhus Universitet, og har netop forsket i, hvorfor det fysiske møde er vigtigt for os mennesker.

Og når kommunikationen går tabt, kan det føles som om, du ikke får tilfredsstillet dit sociale behov:

- Når vi mødes i virkeligheden, synkroniserer vores kroppe - og det sker, efter vi har været sammen i kun fire minutter. Det betyder, vores hjerterytmer kommer til at ligne hinanden, vi spejler hinandens kropssprog og selv vores pupiller vil være udvidet lige meget, siger hun.

Målte sved, hjerterytme og ansigtsmuskulatur

Sammen med hjerneforskere, psykologer og humanister har Dorthe Døjbak Håkonsson lavet en række avancerede forsøg, hvor de har målt på, hvad der sker i vores kroppe i sociale situationer.

De satte blandt andet en gruppe mennesker til at folde figurer af papir, mens de sad sammen om et bord. Alle deltagerne i forsøget havde fået påsat udstyr, der målte deres hjerterytme, hvordan deres ansigtsmuskulatur bevægede sig og deres svedproduktion. Tilsammen kalder man de undersøgelser for "psykofysiologiske målinger".

Forskerne satte gang i den undersøgelse, fordi de ville vide, hvad det er, der gør, at du kan mærke stemningen eller gruppefølelsen, når du træder ind et rum, uden der bliver sagt noget.

- Når vi kommer ind i et lokale, får man ofte enten ondt i maven eller bliver glad, fordi der en god energi. Men hvad er den gode energi i rummet? Det prøvede vi at finde ud af, siger hun.

Det, Dorthe Døjbak Håkonsson og hendes kolleger fandt ud af, var, at deltagerne synkroniserede både hjerterytme og svedproduktion - og de spejlede hinandens smil og trækninger i ansigtet.

- Vi kunne se, at når folk synkroniserer, kan de bedre lide hinanden - og de arbejder bedre sammen. Det hænger nok sammen med, at vi fra naturens side er programmeret til at tilpasse os flokken. Er vi en del af flokken, er det mere sandsynligt, at den vil beskytte os, siger hun.

Når vi synkroniserer, sker det helt ubevidst. Det er altså ikke noget, du beslutter at gøre, forklarer hun.

Mangel på øjenkontakt gør samtalen dårligere

Når vi kommunikerer med hinanden via en skærm, er det markant sværere at synkronisere på denne måde. Det vurderer Dorthe Døjbak Håkonsson, som dog ikke direkte har målt det.

- Vi ved, at fysiske samtaler er langt rigere på de her små sociale “cues”. Min antagelse er derfor, at vi ikke synkroniserer psykofysiologisk via skærmen. Måske vores smil og ansigtsmuskulatur, men også her er der begrænsninger, siger hun.

Den konklusion er Andreas Lieberoth, der forsker i mediepsykologi, enig i. Han mener også, at skærmen har en hele del begrænsninger, når vi skal kommunikere.

- Øjenkontakt betyder meget. Når du sidder foran skærmen, kigger du ikke folk i øjnene, fordi kameraet ikke sidder bag skærmen, men over den. I stedet sidder du måske og kigger på dit eget billede eller tjekker sociale medier, siger han og fortsætter:

- Det giver selvfølgelig en eller anden form for tab i kommunikationen, der kan betyde, at du ikke føler dig set eller hørt.

Allerede som spædbørn lærer vi, at hvis vi kigger væk, betyder det, at vi ikke er interesseret mere. Derfor er øjenkontakt helt afgørende for vores sociale tilfredshed, siger han.

Forsinkelse på skærmen dræber samtalen

En anden faktor ved virtuelle samtaler, der betyder noget for, om vi føler os set og hørt, er forsinkelsen på forbindelsen. Er der bare en lillebitte forsinkelse, bliver det nemlig svært at spejle hinanden, forklarer Dorthe Døjbak Håkonsson.

- Selv en lille forsinkelse kan betyde, at vi går fejl af hinanden. Det er helt essentielt for vores kommunikation, at vores ansigtstræk og kropssprog afspejler hinanden. Hvis jeg reagerer bare en lille smule for sent på et smil eller en trækning ved øjet, kan min samtalepartner føle, at jeg ikke forstår hende - også selvom det blot skyldes forbindelsen, siger hun.

De betragtninger kan Andreas Lieberoth godt tilslutte sig.

- Forsinkelserne kan være ekstremt frustrerende, hvis man forsøger at have en samtale. Det hæmmer simpelthen samtalen og gør det sværere at læse hinandens kropssprog, siger han.

Ikke nok med at forsinkelse gør, at den del af kropssproget, vi kan se over skærmen, kommer ud af synk, så er der også en hel masse kropssprog, vi går helt glip af.

- Sidder jeg i et Zoom-møde, kan jeg ikke se, om min samtalepartner sidder og tramper nervøst med foden. Jeg ser kun ansigt og skuldre, så jeg kan måske helt gå glip af signaler om, at jeg skal skifte emne, fordi han er utålmodig, siger Dorthe Døjbak Håkonsson.

Studerende føler, de går glip af noget

Dan Mønster underviser masser af studerende i erhvervsøkonomi på Aarhus Universitet. Lige nu er det valgfrit for hans studerende, om de vil møde op til forelæsningerne eller sidde hjemme.

Og mange bliver faktisk derhjemme, fortæller han.

- De er bekvemme med at være hjemme. Det giver mindre transport, og de kan sætte sig med en kop kaffe i sengen, siger han.

Alligevel føler de studerende, at går glip af noget socialt, når de ikke møder op til forelæsningerne, fortæller han.

Han har nemlig lavet sin egen lille undersøgelse, hvor han bad sine studerende om at fortælle om fordele og ulemper ved virtuelle forelæsninger. Knap 100 af dem svarede på hans spørgsmål - og bagefter har han analyseret deres svar.

- Mange af dem skrev, at de føler, at de er tilskuer til noget, der foregår et andet sted - og at de går glip af noget social interaktion. De er klart hyggeligere at sidde i forelæsningssalen, konkluderede de, siger han.

Det samme har Anne Mette Thorhauge, der er lektor på Københavns Universitet, hvor hun forsker i medier i hverdagslivet, hørt fra sine kolleger.

- En af mine kolleger sagde, at han savnede at grine sammen med de studerende. Det er svært at etablere den lette humoristiske stemning virtuelt - hvis man ikke kan se hinandens ansigter, siger hun.

Virtuelle snakke er bedre end deres ry

På trods af, at Anne Mette Thorhauges studerende mangler nogle sociale aspekter i den virtuelle undervisning og savner humor, mener hun, at virtuelle samtaler har et dårligere ry, end de fortjener.

- Jeg tror ikke på, at selve mediet - altså samtalen foran skærmen - er den eneste faktor, der spiller ind her. Du kan jo sagtens have en fysisk samtale, som ikke er særlig intim eller behagelig - eksempelvis hvis magtforholdet er asymmetrisk, siger hun og fortsætter:

- Vi går bare ud fra, at den fysiske samtale er grundformen. Men du kan altså sagtens mødes fysisk uden at føle dig anerkendt. Derfor spiller relationen og baggrunden for samtalen også ind.

Anne Mette Thorhauge er i det hele taget optimistisk i forhold til, hvilken rolle virtuelle samtaler kommer til at spille i fremtiden. Hun tror nemlig, vi bliver bedre til det med lidt øvelse.

- Tænk på de par, der må leve adskilt. Man vænner sig til at snakke sammen over skærmen - og man sender en sms og siger godnat. Der er masser eksempler på, at vi finder alternative måder til at kommunikere mere intimt med hinanden på.

Videochat er kommet for at blive

Andreas Lieberoth tror også, at vi med tiden bliver bedre til at kommunikere, når vi snakker sammen via skærmen. Vi mennesker er nemlig ekstremt gode til at tilpasse os.

- Som social art kan vi tilpasse os mange forskellige situationer. Det er klart, at den her måde ikke er det samme, som da vi kommunikerede face-to-face i stenalderen. Men det betyder ikke, at vi ikke kan tilpasse os. Det kræver bare lidt øvelse, siger han.

Han tror bestemt heller ikke, at teknologien går væk. I stedet er han overbevist om, at corona-nedlukningerne har givet udviklingen et spark, så vi snart får tekniske løsninger, som overkommer nogle af de begrænsninger, vi oplever i dag.

- Når internetforbindelserne bliver hurtigere og med mindre forsinkelse, kommer vi til at kunne snakke sammen i 3D med VR-briller på. Så vil vi få meget mere af kropssproget med - og det vil føles meget mere som at være der, siger han og fortsætter:

- Det er bare et spørgsmål om tid, før vi når derhen.