Et lille forbrug af alkohol renser din hjerne

Alkohol kan være godt for hjernen og med til at forebygge for eksempel demens, viser forskning.

Et dagligt - og lille - indtag af alkohol kan være godt for hjernen, viser ny forskning. Alkoholen er med til at skylle affaldsstoffer ud. (Foto: STEFANO RELLANDINI © Scanpix)

Måske er det alligevel værd at overveje, om du skal tage et lille glas rødvin eller en enkelt øl om dagen. Ny forskning tyder på, at det kan være godt for hjernen.

- Det er faktisk bedre at drikke en lille smule alkohol end at undgå det, siger professor Maiken Nedergaard, der er fra Center for Translational Neuromedicine på Københavns Universitet.

Det er skadeligt for kroppen at drikke store mængder alkohol. Det er velkendt. Men små mængder alkohol kan faktisk være med til at rense hjernen.

Alkoholen skyller nemlig affaldsstoffer væk fra hjernen. Blandt andet to proteiner, som er forbundet med Alzheimers-sygdom og andre former for demens.

Det viser ny forskning, som Maiken Nedergaard har stået i spidsen for, og som netop er blevet offentliggjort i tidsskriftet Scientific Reports.

Inflammation i musehjerner

Forsøget blev lavet på to grupper mus. Det ene hold fik over en længere periode en stor mængde alkohol. Det kunne ses på hjernen, hvor der var tegn på inflammation. Dyrenes motoriske færdigheder og kognitive evner var også forringede.

Og så var der den anden gruppe af mus. De fik en mindre mængde alkohol, der for mennesker svarer til 2,5 genstande om dagen. Her var der ingen tegn på inflammation i hjernen, og den var samtidig mere effektiv til at komme af med affaldsstofferne.

- Der er mange undersøgelser, som har vist, hvordan alkohol kan have en positiv effekt på cancer og på kredsløbssystem. Men ikke noget om, hvorfor det er godt for hjernen. Og det er her, at vores studie kommer ind, siger Maiken Nedergaard, der også er meddirektør for Center for Translational Neuromedicine ved University of Rochester Medical Center (URMC).

Den nye forskning kan føjes til et stigende antal forskningsprojekter, der peger på de positive virkninger ved at drikke små mængder alkohol. Og som laver koblinger mellem det lille forbrug og en nedsat risiko for eksempelvis hjerte-kar-sygdomme, flere former for kræft, type 2 diabetes og galdesten.

Samtidig er det veldokumenteret, at umådeholden indtagelse af alkohol indebærer en sundhedsrisiko. Et stort forbrug af alkohol kan skade lever, hjerte, være til skade for fostre og medvirke til depression, vold og trafikulykker.

Fra mus til mennesker

- Små mængder alkohol har en positiv effekt, mens umådeholden indtag af alkohol er skadeligt for helbredet, siger Maiken Nedergaard.

Selvom alkohol har positive virkninger på musenes hjerner, så peger Nedergaard på, at det også kan være svært at overføre forholdene fra mus til mennesker.

- De, der drikker to glas rødvin om aftenen, er nogle bestemte typer mennesker. Og der er sociale forhold, aldersmæssige komplikationer, og om du bor på landet eller i byen og så videre, siger Maiken Nedergaard.

I Danmark anbefaler Sundhedsstyrelsen, at du ikke drikker mere end fem genstande på samme tid. Du kan læse styrelsens anbefalinger her.

Facebook
Twitter