Har du svært ved at overholde sengetiderne? Eller kan du bare ikke falde i søvn, når du endelig ligger under dynen?
Så kan det få konsekvenser for dit sociale liv.
Søvnmangel kan nemlig få mennesker til at føle sig ensomme. Og det kan give dig mindre lyst til at være sammen med andre.
Sådan lyder konklusionen i en ny undersøgelse fra University of California i Berkeley.
- Både total søvnmangel og en smule søvnmangel fra nat til nat, kan gøre folk mere isolereret rent socialt, siger professor Matthew P. Walker til DR Viden. Han er en af forskerne bag undersøgelsen.
DR Viden har snakket med flere danske forskere og eksperter, som bakker op om resultatet. Blandt andre søvnvejleder Mikael Rasmussen.
- Det kommer egentlig ikke som nogen overraskelse. Al den forskning, der bliver lavet omkring søvn, viser, at for lidt søvn både påvirker dig sundhedsmæssigt og emotionelt, siger Mikael Rasmussen.
Holder mennesker på afstand
De amerikanske forskere lavede en række forskellige forsøg på mere end 1350 personer. De fleste af personerne deltog i online-undersøgelser via en computer.
Men i nogle af forsøgene var personerne til stede og fik scannet deres hjerne. Her testede forskerne 18 personer ad to omgange; efter en nat med normal søvn og efter en nat uden søvn.
Begge gange skulle de 18 personer se en video med mennesker, der gik frem mod dem på skærmen. Deltagerne skulle trykke på en knap, når de syntes, at personen i videoen kom for tæt på.
Jo mindre veludhvilede forsøgspersonener var, desto tidligere trykkede de på knappen. Personen i videoen endte 18 til 60 procent længere væk sammenlignet med forsøgene, hvor deltagerne havde sovet normalt.
Hjernescanningen viste høj aktivitet i de trætte deltageres amygdala. Det er et område, der også bliver aktiveret, når mennesker føler sig truede.
Scanningen viste samtidig lav aktivitet i områder af hjernen, der normalt opmuntrer til socialt engagement.
- De her hjernescanninger viser, at de negative følelser bliver forstærkede. Det er jo en måde hjernen kompenserer for den manglende søvn på, siger Mikael Rasmussen.
Forskere: Vi bør prioritere søvn
Ifølge forskerne bag undersøgelsen bekræfter resultaterne endnu engang vigtigheden af nok søvn.
- Mange af de sygdomme, der slår os ihjel – for eksempel Alzheimers, kræft og diabetes – har ofte forbindelser til manglende søvn. Ensomhed, som også kan dræbe, bør nu blive føjet til listen, siger professor fra University of California, Matthew P. Walker.
Overlæge på Center for Søvnmedicin på Rigshospitalet, Poul Jørgen Jennum, finder også undersøgelsen særdeles interessant og relevant:
- Undersøgelsen bør mane til opmærksomhed på, at mangel på søvn ikke alene påvirker helbred og indlæring, men potentielt også emotionelle faktorer, siger han.
Mere fokus på behandlinger
Mange mennesker kan komme deres søvnproblemer til livs ved at overholde sengetiderne eller følge nogle bestemte søvnråd. Men for nogle er problemet så stort, at de må i behandling.
- Og de behandlingsmuligheder vi har i dag er også meget effektive. Men alligevel bruger vi stadig de samme metoder, som vi gjorde i 80erne. Der er faktisk ikke så meget ny forskning i de kognitive behandlingsmetoder, siger søvnvejleder Mikael Rasmussen.
- Og det er virkelig vigtigt, at vi får vores søvn. Det får vi gang på gang understreget i de her undersøgelser, fortsætter han.
Den amerikanske undersøgelse er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Nature.
Søvnekspert: 5 råd til god søvn
- 1
Pak skærmen væk Lyset fra din telefon eller tablet medfører en nedsat udskillelse af det søvnfremmende hormon melatonin. Og det kan udsætte søvnen med op til en time.
- 2
Lav en god rytme Noget af det vigtigste for en god søvn er rytmen. Stå op og gå i seng på samme tidspunkt - også i weekenden.
- 3
Stå op Hvis du ligger søvnløs, er det en god idé at stå op. For hvis kroppen først forbinder sengen med søvnbesvær og frustration, kan det medføre længerevarende problemer med at falde i søvn. Gå ind i et andet rum og slap af, og prøv så igen et kvarter senere.
- 4
Ingen panik Søvn er et fysiologisk behov, så du skal nok falde i søvn på et eller andet tidspunkt. Et par nætter med dårlig søvn gør ingen skade, så bare slap af. Så kan du også nemmere sove.
- 5
Prioriter søvnen Især unge mennesker sover uregelmæssigt: Et par timer den ene nat og et halvt døgn den næste, men det er ikke godt for kroppens indre ur. Prøv at sove nogenlunde samme antal timer hver nat. (Kilde: Mikael Rasmussen, søvnvejleder)