Diabetes type 2 er en livsstilssygdom.
Ifølge sundhed.dk betyder det, at sygdommen ’kan standses i tide, hvis man lægger sin livsstil om’, og at den er ’afhængig af usund livsstil´.
Og der findes da også eksempler på mennesker, der har fået diabetes 2 og efterfølgende har ændret deres livsstil i sådan en grad, at de er blevet medicinfri.
En af dem er Frederik Petersen fra Nordsjælland. Da han fik konstateret sygdommen for otte år siden, stod han til at skulle have daglige insulin-indsprøjtninger.
Men i dag er han medicin-fri. Forfatter og farmaceut Anette Sams vurderer, at Frederik Pedersen har spist sig ud af diabetes.
- Sagen er, at Frederik har det godt. Han har masser af energi. Han føler sig ikke syg, forklarer Anette Sams i P1-programmet Recept.
Frederik Petersens blodsukkertal støtter Anette Sams vurdering. De er nemlig langt under det, som diabetikere normalt har, hvis de ikke er i medicinsk behandling. Faktisk er Frederik Petersens tal lavere end hos almindelige, raske mennesker.
Men kan du spise dig ud af diabetes 2?
Type 2 diabetes er også en kronisk sygdom
Ud over at være en livsstilssygdom, er diabetes 2 en kronisk sygdom.
Det er altså, per definition, en sygdom, som man skal leve med resten af sit liv, når man først har fået den. Derfor kan man ikke spise sig helt ud af sygdommen.
Det fastslår Niels Ejskjær, klinisk professor og diabetesforsker på Aalborg Universitetshospital.
- Selvom du ikke kan mærke symptomerne, vil sygdommen stadig være der, siger han.
Centerdirektør på Steno Diabetes Center Copenhagen Allan Flyvbjerg bakker ham op.
Symptomerne, fx for højt blodsukker, kan nemlig forbedres med livsstilændringer. Men de grundlæggende sygdomsmekanismer forsvinder ikke.
- Hvis man ser på nogle andre ting (end blodsukkeret, red.), er jeg sikker på, at man vil kunne finde sygdommen. Man kan fx måle på insulinproduktion og insulinfølsomhed, og så ville man nok kunne finde tilstanden, siger han.
Derfor vurderer Niels Ejskjær, at sygdommen med stor sandsynlighed blusser op igen, hvis fx Frederik Petersen faldt tilbage i sin ’gamle’ livsstil.
Generne har stor betydning
Som om det ikke er nok, at type 2 diabetes både er en livsstils- og kronisk sygdom, så har den også en genetisk komponent.
Hvis begge dine forældre har sygdommen, har du ifølge diabetesforeningen 80 procent risiko for selv at udvikle sygdommen.
- Jeg har set slanke, unge mennesker, som fik diabetes type 2. Der er ikke en skabelon, man skal passe ind i for at få sygdommen, fortæller Niels Ejskjær.
Og vores gener, dem kan vi ikke spise os fra.
Men Niels Ejskjær understreger, at der alligevel er grund til at have en sund livsstil, også selv om du er genetisk disponeret for type 2 diabetes.
For med en sund og aktiv livsstil kan du udskyde sygdommen. Og har du allerede fået sygdommen, kan man mindske symptomerne ved at leve sundt.
Vi burde alle sammen leve sundt
Allan Flyvbjerg er klinisk forsker og direktør for Steno Diabetes Centeret. Han peger på, at diabetes 2 for langt de flestes vedkommende er en kompleks sygdom, der afhænger af mange faktorer.
- Det er en kombination af, at du til dels er genetisk disponeret, og at du så også har en livsstil, der udløser den, siger han.
Sygdommen er altså ikke mulig at komme helt til livs med en sund livsstil.
- Al den viden, vi har, viser at sygdommen ikke kan kureres. Men den kan godt stå stille eller lige frem gå tilbage, hvis man virkelig ændrer livsstil, siger han.
Niels Ejskjær understreger dog, at Frederik Petersen, der sammen med sin kone spiser et kålhoved om dagen og dyrker mange timers motion om ugen, har fat i den lange ende.
- Frederik Petersen gør jo det helt rigtige. Vi burde jo alle sammen leve sundt, siger Niels Ejskjær.
Du kan høre mere om diabetes 2 i P1’s sundhedsmagasin Recept her.