Tema Din geniale krop

De er overalt. Folk med blege ansigter, røde drypnæser og en insisterende, uforløst hoste.

Influenzasæsonen topper i disse uger over hele det ganske, danske land, og de fleste af os har en kollega eller to, som nægter at overgive sig til dyne og Netflix og i stedet slæber sig selv og sine vira med på job for at (dog uden onde hensigter) at smitte os andre.

Din geniale krop

Er din krop klar til fremtiden? Vores krop er en fantastisk konstruktion, som overgår selv den mest komplekse maskine. Takket være videnskaben ved vi mere om kroppen end nogensinde, og teknologien giver os nye muligheder for at modificere og optimere vores krop. Men den moderne livsstil påvirker også vores krop og hjerne, så hvordan ser fremtidsudsigterne egentlig ud for vores geniale krop?

Gå til tema

Heldigvis er både dameblade og internettet smæk fyldte med gode råd til, hvordan du kan styrke dit immunsystem, så du undgår at blive smittet.

Du skal bare løbe en tur, sørge for at få søvn nok, grine lidt mere end normalt og så ellers spise godt med hvidløg, honning, ingefær, yoghurt, citron og…

Ja, det skorter absolut ikke på anbefalinger, men kan det overhovedet lade sig gøre at spise eller bevæge sig til et influenza-afvisende immunsystem?

Vi kontaktede professor Jan Pravsgaard Christensen fra Institut for Immunologi og Mikrobiologi på Københavns Universitet og gennemgik nogle af de velmenende råd:

1. Glem yoghurten, du får D-vitamin nok

Yoghurt-produkter kan være med til at sikre dig en sund tarmflora, men hvis du har hørt, at det gør underværker for immunsystem, må vi desværre skuffe. Foto: Dorthe Marie Nielsen

Folk der spiser yoghurt, får færre forkølelser og andre infektioner, skriver tv2.dk med reference til en New Zealandsk undersøgelse.

Det skyldes angiveligt bl.a. D-vitamin, som også andre steder på nettet bliver fremhævet for sin evne til at give immunsystemet en hjælpende hånd.

Og D-vitamin er vigtig for vores immunsystem, fordi det er med til at aktivere T-cellerne, som blandt står for at aktivere immunforsvaret og nedkæmpe fremmede eller unormale celler.

- Men det er først i det øjeblik, at et menneske har D-vitaminmangel, at du kan se en effekt på systemet, siger Jan Pravsgaard Christensen.

De færreste danskere lider af vitaminmangel, og i vinterhalvåret spiser mange desuden D-vitamin som tilskud i form at vitaminpiller, så det er meget få, der er i fare for at mangle D-vitaminen, som findes naturligt i fødevarer som æg, fisk, ost og fedtstoffer.

- Der kan dog være en smule interesse i at spise ymer og yoghurtprodukter, fordi bakterierne heri ser ud til at have indvirkning på en sund tarmflora, som også spiller ind på immunsystemets tilstand, siger Jan Pravsgaard Christensen.

2. Motion er sundt, men ikke mod influenza

Motion er generelt godt for helbredet, men hvis du er syg, bør du holde sig fra hård motion. Gå en tur i stedet. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2017) (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Motion er generelt godt for helbredet, men når du på internettet kan læse, at motion kan være med til at ‘skylle’ luftbårne bakterier ud af lungerne, er det noget sludder

- Motion er med til at forbedre vores generelle sundhedstilstand og dermed også immunsystemet. Men du kan ikke løbe dig fra en influenza, siger Jan Pravsgaard Christensen.

Og hvis du først er blevet syg, er det ikke nogen god idé at motionere hårdt, fordi det presser systemet, som i forvejen arbejder på højtryk.

- Gå en tur i stedet og få lidt frisk luft. Det lindrer, siger Jan Pravsgaard Christensen.

3. Drop bare hvidløget - og læg citronen tilbage i skålen

Hvidløg skræmmer både vampyrer bort og booster dit immunsystem. Eller... (© Colourbox)

Flere fødevarer hyldes af blandt andet dameblade og diverse fitness-blogs for at være immunstyrkende.

Det gælder blandt andet hvidløg, ingefær, honning, citron og appelsiner.

Det er ikke alle, der er er i stand til at udspecificere hvorfor, men nogle hjemmesider nævner, at det skyldes fx anti-inflammatoriske effekter eller antioxidanter, som har nogle år på bagen som opreklameret mirakelmiddel.

Andre angiver simpelthen bare, at de specifikke fødevarer virker immunstyrkende.

Men professorens dom er kontant:

- Det har ikke nogen indvirkning, siger Jan Pravsgaard Christensen.

Og hvis de her madvarer skulle vise sige at have en direkte anti-inflammatorisk effekt, kan det faktisk have en modsat effekt på sygdomsforløbet, som i teorien kan ende med at blive længere.

Inflammation er nemlig en del af immunsystemets forsvar mod influenza og andre typer af vira og bakterier.

- Den eneste betydning, de her fødevarer har, er for den syges følelse af velvære og lindring. Får du det bedre at drikke te med ingefær og honning, fordi det giver dig noget luft, så drik det. Får du det bedre af at spise et stykke chokolade, så spis det, siger Jan Pravsgaard Christensen.

Ikke engang det gamle råd om at spise appelsin og citron for at få masser af C-vitamin har hold i virkeligheden. Overhovedet. Faktisk viser flere undersøgelser, at C-vitamin absolut ingen indvirkning har - hverken i forhold ti lat forebygge eller kurere influenza.

4. Søvn er godt, men ekstra søvn er ikke ekstra godt

Det er vigtigt at sove godt - og helst 7-8 timer i gennemsnit hver nat. Men mere er altså ikke nødvendigt. medmindre du er barn eller teenager. (Foto: Betina Garcia © Scanpix)

“Bare en enkelt nat uden søvn kan nedsætte dit immunforsvars funktion ganske betragteligt", skriver helse-hjemmesiden alun.dk.

Det er en overdrivelse, forklarer professoren. Men god søvn er vigtig for vores immunsystem. Og med god søvn menes i de fleste tilfælde 7-8 timer pr. nat i gennemsnit for voksne.

- Hvis ikke vi får restitueret fra dagen før, bliver vi mere stressede. Og stresshormoner har negativ indvirkning på vores hormonsystem. Så sørg for at få 7-8 timer, siger Jan Pravsgaard Christensen, der understreger at man ikke kan sove sig til et ekstra sundt immunsystem med flere timer på langs.

Gør det, der føles godt

Med andre ord er det alt en myte, at du kan styrke dit immunsystem til at stå stærkere overfor influenza. Til gengæld kan du sagtens være med til at sikre, at systemet har de bedste betingelser for at udføre sit arbejde.

Og hvis du først er influenzaramt, handler det om at gøre de ting og spise det, du har det godt med, anbefaler Jan Pravsgaard Christensen.

For mange handler det om at få lidt varmt indenbords og der er absolut ingen skade sket ved at følge de gamle husmoderråd og at spise suppe, drikke te og nappe en appelsin eller to.

- Vi kan ikke måle nogen videnskabelig effekt, men det kan godt være med til at speede processen mod at blive rask lidt op, fordi man får det bedre med sig selv, siger han.

Sådan virker immunforsvaret.

Immunsystemet klarer det meste

Men du kan altså ikke booste sit immunsystem til at modstå kollegaens virusfyldte hoste.

Til gengæld kan du sørge for, at din generelle helbredstilstand er i orden ved at passe på vægten, spise sundt og varieret og få bevæget dig i hverdagen.

Så klarer immunsystemet resten:

- Det er et veldesignet system, der har udviklet sig gennem millioner af år. Takket være immunsystemet er det kun få virustyper, der kan give os kroniske infektioner og det er skyld i, at vi i dag er den art, vi er, siger Jan Pravsgaard Christensen.