Farvel gps: Er mænd bedre til at finde vej end kvinder?

Holder myten om, at mænd har en indbygget gps, mens kvinder ikke kan finde vej i deres egne bukselommer?

Uanset dit køn kan du træne din stedsans. Prøv for eksempel at bruge et gammeldags kort i stedet for gps'en på din smartphone.

- Jeg tror, at vi skal til højre her, siger min kæreste.

Selv har jeg fornemmelsen af, at vi skal den modsatte vej.

Året er 2014, og vi er blevet væk i London. Gaderne ligner hinanden, og min kæreste og jeg har endnu ikke skaffet os en smartphone med indbygget gps.

Vi er begge stædige, så vi vil helst ikke spørge nogen om vej. For at finde hjem til hotellet har vi altså kun vores intuition – hvilken vej skal vi gå?

Jeg lytter til min kærestes forslag. Måske fordi han er en mand, og der er vist noget med, at mænd har en bedre stedsans.

Sådan lyder den stereotypiske myte i hvert fald: Mænd har en indre gps, og derfor er de bedre til at navigere. Men hvad siger videnskaben?

Og fandt min kæreste og jeg tilbage til hotellet?

Der er forskel på mænd og kvinder

Troels W. Kjær er hjerneforsker på Sjællands Universitetshospital i Roskilde. Og han er faktisk ganske overbevist om, at mænd har en lille fordel, når det gælder om at finde fra A til B.

- Jeg plejer at sige, at kvinder er bedre til næsten alt andet. Men lige med at navigere i 3D, der er mænd altså bedst, siger han.

Han henviser til en mindre norsk undersøgelse fra 2015. Her fik man 18 kvinder og 18 mænd til at studere et kort over en labyrint, for derefter at skulle finde forskellige ting i labyrinten i et 3D computerspil.

- Mændene klarede faktisk opgaven dobbelt så godt som kvinderne. Og de to køn løste også opgaverne på forskellige måder: Mændene havde en intuitiv fornemmelse af, hvor de skulle hen, mens kvinderne huskede nogle detaljer, som de navigerede efter, siger Troels W. Kjær.

Han understreger dog, at evnen til at navigere er individuel. Man kan altså sagtens finde kvinder, der er bedre end de fleste mænd til at finde vej. Og der er også mænd, der er elendige til at finde vej.

Mænd og kvinder finder vej forskelligt

Men selv om den norske undersøgelse ret tydeligt favoriserer mænds stedsans, er forskningen generelt ikke helt så entydig. Det fortæller Jesper Mogensen, som er professor i neurovidenskab ved Københavns Universitet.

- Der er noget forskning, der tyder på, at mænd er bedre til at løse rummelige opgaver, men forskellen – hvis den er der – er lille, forklarer han.

Derimod har andre undersøgelser også vist, at kvinder og mænd ofte løser opgaverne forskelligt.

- Mænd anvender ofte en strategi, der baserer sig på deres egen relation til pejlemærker. Mændene kan altså ud fra pejlemærker bestemme, hvor de er – og hvor de skal hen. Nogle undersøgelser tyder på, at kvinderne mere bruger en strategi baseret på en fast rute – altså en serie af 'gå til venstre, så til højre,..', siger Jesper Mogensen.

Han understreger, at selv det er ikke entydigt. Faktisk er der også undersøgelser, hvor det ser ud til, at strategierne er byttet om.

Kvinderne er bedst, når de ikke diskrimineres

Konklusionen fra den mindre norske undersøgelse blev bekræftet af en større undersøgelse sidste år. Her undersøgte man, hvordan 2.5 millioner brugere orienterede sig i et online computerspil (For den særlig nysgerrige var det ’Sea Hero Quest’). Det satte forskerne op imod blandt andet brugernes køn og nationalitet.

Mænd klarerede sig i gennemsnit lidt bedre. Men mere interessant var det, at jo mere lighed mellem kønnene og jo mindre diskrimination af kvinder, der fandtes i et land, desto bedre klarede kvinderne sig.

- Det overrasker mig faktisk ikke. For der er meget forskning, der tyder på, at vores evne til at løse rummelige opgaver hænger sammen med erfaring. Så i lande, hvor drenge fx opfordres til at lege vilde udelege, mens piger leger mere stille, kan man sagtens forestille sig, at forskellen er større, siger Jesper Mogensen.

I urtiden var mænd længere væk hjemmefra

Forskningen viser altså, at vores stedsans ikke er en konstant størrelse. Den kan trænes, og den er også afhængig af de omgivelser, vi er i.

Alligevel mener Troels W. Kjær, at det evolutionært giver mening, at kvinder orienterer sig ved at huske detaljer, mens mænd bruger intuitionenen mere.

- I urtiden, da vi levede på savannen, skulle mændene generelt kunne finde ud og hjem, når de skulle jage. Kvinderne blev ofte nærmere bopælen og skulle huske en masse detaljer om nærområdet, forklarer han.

Derfor har det også været postuleret, at forskellene i vores stedsans ikke skyldes vores biologiske køn, men mere hvor meget af det mandlige kønshormon testosteron, vi har været udsat for i fostertilstanden. Den påstand har forskerne dog haft svært ved at bekræfte.

Vi gik til højre

Tilbage til 2014 og min kæreste og jeg, der var blevet væk i London.

Vi gik til højre, som min kæreste foreslog. Og vi kom nærmere hotellet.

Men havde det ikke været for mine opmærksomme øjne, var vi også gået lige forbi. For mens min kæreste travede afsted, bemærkede jeg, at vi gik forbi den lille sandwichbar, hvor vi havde fået frokost. Og så vidste jeg, at vi nærmede os og snart skulle til venstre.

Og kort tid efter, inde på en sidegade, så jeg hotellets genkendelige røde svingdør.

- Der er hotellet!, jublede jeg.

- Godt set, indrømmede min kæreste.

Facebook
Twitter