Festivalen er forbi: Derfor lider du af 'Roskilde-blues'

Din krop trænger til hvile, men dit hoved vil feste videre med dine venner.

Hverdagen melder igen sin ankomst, og det kan føles ensomt. Kom videre fra din 'Roskilde-blues' med rigeligt søvn, råder søvnforsker. (Foto: Kasper palsnov © Scanpix)

Lejrfest, festival-flirt og den legandariske 'orange feeling'.

Er du lige vendt hjem fra Roskilde Festival, skal du måske sige farvel til en uge, hvor du har levet uden hverdagens krav og kun koncentreret dig om at have det sjovt.

Roskilde Festival sluttede i lørdags, og derfor kan du opleve det som en stor omvæltning, når regninger, indkøb og tidsfrister igen bliver en realitet.

Det kan for mange føles ensomt, og nogle bliver endda smådeprimerede efter festivalens rus er aftaget.

Det har fået navnet 'Roskilde-blues', og tilstanden påvirker både dit velbefindende mentalt og fysisk. Men der er en god forklaring på fænomenet, der kan opstå efter en festlig uge blandt venner.

Forelsket i fællesskabet

Først og fremmest har det noget at gøre med, at vi mennesker er flokdyr, og derfor nyder vi at være en del af et fællesskab.

Ifølge socialpsykolog Torben Bechmann Jensen har vi et grundlæggende menneskeligt behov for at udveksle vores tanker, værdier eller at gøre ting sammen med andre mennesker:

- Det er en livsnødvendighed for mennesker at være sammen med andre. Den eneste måde man kan lære sig selv at kende og få en identitet, er ved at have med andre mennesker at gøre, siger Torben Bechmann Jensen, der blandt andet har forsket i unge og ensomhed på Institut for Psykologi på Københavns Universitet.

Men hvis ikke vores sociale behov bliver dækket, bliver vi ensomme.

Og efter en meget social uge, hvor du har festet med dine venner, kan det opleves ret ensomt at lade festen slutte og kysse farvel til fællesskabet.

- 'Roskilde-blues' kan man sammenligne med at forlade en forelskelse. Altså at man har været optaget af noget i nogen tid, og pludselig forsvinder det mellem hænderne på en. På den måde opstår der et sentimentalt savn efter noget, som har været dejligt, siger Torben Bechmann Jensen.

Sov den ud

Og det er ikke kun din mentale tilstand, der kan føles hærget efter en uge på festival. Din krop har også et enormt øget behov for at slappe af.

For der er stor sandsynlighed for, at du har sovet væsentligt mindre, end du plejer. Og det påvirker dit humør, siger søvnforsker fra Københavns Universitet, Birgitte Rahbek Kornum.

- Man bliver nemmere ked af det eller vred, når man er i søvnunderskud. Og det vil jo typisk indtræffe sidst på ugen, når man har været til festival, siger Birgitte Rahbek Kornum.

Men hun har en løsning til alle smådeprimerede festivals-veteraner.

- Det er faktisk svært at indhente søvnmangel. Og egentlig skal man erstatte en til en af de timers søvn, man har mistet. Så hvis du kan sove rigtig længe, er det godt, men ellers kan man sprede timerne ud – og stille og roligt komme tilbage til sig selv, siger Birgitte Rahbek Kornum.

Afslutningen på en festival er altså nødvendig for både hoved og krop. For festen kan ikke vare evigt, men alligevel kunne man ønske sig, at hverdag og festival kunne forenes.

- Hverdagen for mange unge er blevet alt for reguleret. Men hvis Roskilde Festival varede tre uger, ville det også være dybt problematisk, fordi det ikke er den måde livet fungerer på. I virkeligheden ville jeg håbe, at man kunne få lidt mere hverdag ind i Roskilde Festival og lidt mere Roskilde Festival ind i hverdagen, siger Torben Bechmann Jensen.