Fire danskere er blevet smittet med sjælden men farlig flåtvirus

For første gang er danskere blevet smittet med TBE på Fyn og i Jylland.

TBE adskiller sig på flere måder fra borrelia, som er en mere almindelig flåtsygdom i Danmark. Bl.a. fører TBE ofte til alvorlig hjernebetændelse. Foto: SSI

Fire personer blev sidste år smittet gennem flåtbid med den farlige virus TBE, som står for Tick-Borne Encephalitis.

Virussen er frygtet, fordi den for omkring en tredjedel af de syge kan føre til alvorlig betændelse i hjernen.

Det sker af og til, at danskere på Bornholm smittes med TBE, hvilket også var tilfældet for to af de fire danskere, der blev smittet sidste år.

Men de to andre er med stor sikkerhed blevet smittet med den farlige TBE-virus i henholdsvis området omkring Fåborg på Fyn og i Midt- eller Sønderjylland. Det skriver Statens Serum Institut på deres hjemmeside.

- Normalt er der nærmest kun risiko for TBE på Bornholm. Så det er meget usædvanligt at folk bliver smittet i de her områder, siger Peter Henrik Andersen, der er afdelingslæge på Statens Serum Institut.

Infektionen gik i den ene kvindes hjerne

Det er en virussygdom, som er sjælden i Danmark. Den er hidtil kun blevet registreret på Bornholm, og to gange på Nordsjælland i henholdsvis 2008 og 2009.

- 2018 var et specielt år. Det var meget varmt i meget lang tid, så der var gunstige forhold for flåter. Vi ser også flere tilfælde af alvorlig sygdom med borrelia, siger Peter Henrik Andersen.

Bliver man smittet med TBE, vil omkring en tredjedel udvikle influenza-lignende symptomer. Infektionen spreder sig derefter ofte til hjernen eller nerverne.

Det skete for alle fire danskere, som i 2018 fik konstateret TBE-infektion. For den ene af kvinderne, der blev smittet et sted i Jylland blev sygdommen endnu mere alvorlig, da infektionen gik i hendes hjernehinde og nerverødder.

TBE er netop alvorlig, fordi den slags komplikationer ofte opstår. Omkring en tredjedel af de syge får også en neurologisk infektion, fx hjernebetændelse, skriver SSI.

Vaccine anbefales stadig kun på Bornholm

Man kan blive vaccineret mod TBE.

I Danmark anbefaler man dog kun at blive vaccineret, hvis man opholder dig på Bornholm i længere tid, og færdes regelmæssigt udenfor stier i skov og krat.

Statens Serum Institut vurderer, at de nye fund ikke giver anledning til at ændre vaccinationsanbefalingerne, der fortsat kun gælder for Bornholm.

- Der er ikke et stort nok grundlag for at ændre anbefalingerne endnu, men det kan ændre sig, hvis TBE optræder flere gange uden for Bornholm i de kommende år, siger Peter Henrik Andersen.

SSI opfordrer dog læger til at være mere opmærksomme på diagnosen, også selvom patienten ikke har været i udlandet eller på Bornholm.

Facebook
Twitter