For første gang finder forskere mikroplast i fire kvinders moderkage

Ekspert understreger, at vi ikke ved, om det skadeligt.

Der er fundet mikroplast i fire ud af seks moderkager i italiensk undersøgelse. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Scanpix)

Moderkagen er afgørende for et fosters udvikling.

Det specielle organ sørger blandt andet for, at mor og foster kan udveksle livsnødvendige næringsstoffer, og den sørger for at danne en beskyttende barriere om fostret.

Derfor kan det også lyde lidt skræmmende, at italienske forskere nu har fundet mikroplast i moderkagen hos fire kvinder.

De fire var en del af en gruppe på seks kvinder, der havde doneret deres moderkage til undersøgelsen efter fødslen.

- Det er første gang, at forskere har fundet mikroplast i en moderkage. Det er en lille undersøgelse, men det er et skridt på vejen til at blive klogere på, hvor mikroplast findes og hvilke risici, der er ved mikroplast.

Det siger Kristian Syberg, der er lektor i miljørisiko ved Roskilde Universitet, hvor han forsker i plastikforurening. Han er ikke en del af forskerholdet bag den nye undersøgelse.

Kristian Syberg understreger, at vi ikke ved endnu, om mikroplast har en betydning for helbredet.

Vi indåndder plastik og andre partikler hele tiden

Selvom det er første gang, at mikroplast er fundet i moderkager, er det ikke første gang, at det er fundet i menneskekroppe.

- Det er almindeligt, at der mikroplastik i kroppen. Men der er stor usikkerhed omkring hvor meget, siger Kristian Syberg og fortsætter.

- Vi indånder plastikfibre, fordi der er så meget plastik i verden. Ligesom vi også indånder en masse andre fibre og partikler. Det meste mikroplastik passerer gennem kroppen og kommer ud med afføringen.

Men der er undtagelser.

Blandt andet mener forskere, at mikroplast, som er mindre end en mikrometer, muligvis kan findes flere steder i menneskekroppen og altså ikke passerer gennem.

Plaststykkerne, som er mindre end en mikrometer, kaldes nano-plastpartikler.

De er så små, at forskere ikke på nuværende tidspunkt kan finde dem i for eksempel moderkager eller afføring, fordi det kræver meget avanceret udstyr, fortæller Kristian Syberg.

- Det er svært at vide, hvor meget mikroplastik, vi egentlig har i kroppen. Derfor er det også svært at finde ud af, om det er farligt for helbredet eller ej, siger han.

Små partikler kan være skadelige

Nano-plastikpartikler er interessante, fordi vi ved at andre små partikler kan være skadelige for helbredet.

- Små partikler kan optages i cellerne, hvilket kan være kræftfremkaldende. Det ved vi fra for eksempel bilos og cigaretter, siger Kristian Syberg og fortsætter:

- Partikler fra bilos og cigaretter er blandt andet farligt, fordi partiklerne optages i celler og kan give dna-skader, som kan føre til kræft.

Forskere ved ikke endnu, om nano-plastikpartikler også kan binde sig til dna i cellerne, og om det kan være skadeligt for helbredet.

- Derfor er det vigtigt at finde ud af, hvordan nano-plastikpartikler er udformet, hvor de findes i vores kroppe, og hvad de består af, siger Kristian Syberg.

Du skal ikke blive bange, hvis du er gravid

Kristian Syberg understreger, at selvom mikroplast i kroppen potentielt kan være farligt, så ved vi det ikke endnu.

Derfor skal du heller ikke gå i panik, hvis du er gravid og nu frygter for mikroplastik i din moderkage.

- Jeg forstår godt, hvis man bliver nervøs. Men indtil vi ved mere om mikroplastik, mener jeg ikke, at du skal bekymre dig om det under din graviditet. Her er der nok at bekymre sig om, og der er mange ting, der skal undgås eller skæres ned på, siger han.

For eksempel anbefales det, at gravide holder sig fra alkohol, tobaksrøg, hårfarve og maling, da dette kan være skadeligt for fosteret.