Forsker om ibuprofen-risiko: Man kan roligt tage det en gang imellem

Ibuprofen kan ændre unge mænds hormonbalance. Men der er kun risiko ved hyppigt brug.

Studiet viser, at unge mænd, der har taget de smertestillende gigtpiller ibuprofen i bare 14 dage, kan risikere at skade produktionen af testosteron. Den populære håndkøbsmedicin kan nemlig føre til, at unge mænds hormonbalance minder om en 70-årigs. (Foto: Andreas Beck © Scanpix)

- Jeg er mest bekymret for dem, som har taget ibuprofen hver dag over en årrække.

Det siger David Møbjerg Kristensen, der er seniorforsker på Dansk Hovedpinecenter ved Rigshospitalet.

Han er en af hovedkræfterne bag et nyt studie, som er lavet i samarbejde med forskere fra Bispebjerg Hospital og det franske Institut for Sund og Sygdom, Inserm.

Studiet viser, at unge mænd, der har taget de smertestillende gigtpiller ibuprofen i bare 14 dage, kan risikere at skade produktionen af testosteron.

Den populære håndkøbsmedicin kan nemlig føre til, at unge mænds hormonbalance minder om en 70-årigs.

Men forskeren maner altså til ro over for alle dem, der ikke tager ibuprofen dagligt over længere tid.

Skal man være bekymret, hvis ens søn for eksempel er komme til skade i en fodboldkamp og tager ibuprofen i en periode, mens skaden heler?

- Den almindelige dansker skal ikke være nervøs for at tage ibuprofen, hvis man kun gør det en gang i mellem. Jeg er mere bekymret for dem, som tager pillerne hver dag over en årrække.

- Ibuprofen er et godt middel, men som med alting skal man tage det med måde. Og man skal være klar over, at al medicin kan have bivirkninger, siger David Møbjerg Kristensen.

Den nye undersøgelse viser ikke noget om, hvilke langvarige effekter brugen af ibuprofen har på unge mænd.

- Cirka to procent af danskerne lider af overforbrugshovedpine, og de har taget medicin i flere år. Vi frygter for deres fertilitet – men vi ved det ikke endnu. Fremtidig forskning skal vise, hvordan de er blevet påvirket, siger han.

Det er ikke første gang, at et studie peger på konsekvenser ved at tage ibuprofen. Men det er første gang, at forskere har undersøgt, hvordan brugen af ibuprofen påvirker voksne mænds hormonbalance.

Forsøg på levende og døde

Studiet er lavet på både Rigshospitalet og på Bispebjerg Hospital, og forsøget med de 31 unge frivillige mænd som forsøgspersoner er foretaget på Bispebjerg Hospital. Forsøgspersonerne blev inddelt i to grupper, den ene fik 600 mg ibuprofen to gange dagligt i 44 dage, den anden gruppe fik placebo.

Er 31 et repræsentativt antal?

- Det er umiddelbart i den lave ende. Vi vil altid gerne have flere med i vores forsøg, men det er også et spørgsmål om økonomi, for det er dyrt at lave forsøg. Så man laver nogle udregninger, der viser, at det nok er mænd nok til at konkludere noget.

Er resultatet så validt?

- Vi mener, at resultatet er validt alligevel, fordi vi har en gruppe unge mænd, som vi undersøger. Derefter et helt studie foretaget sammen med kollegerne i Frankrig. Her har vi fået testikelvæv fra mænd, som har været organdonorer. Og vi har testet virkningen af ibuprofen direkte på deres væv. Vævet kan holdes i to dage udenfor kroppen, og vi har testet direkte på vævet, imens vævet troede, at det stadig var inde i kroppen. Og der kunne vi se, at ibuprofen hæmmede hele testiklens hormonprofil, siger forskeren.

- Det er ikke noget, man normalt skal se hos unge mænd, siger David Møbjerg Kristensen og forklarer forsøget på denne måde:

- Jeg plejer at sige til de studerende, at det vi har oplevet i studiet, er ligesom når man glemmer at trække håndbremsen i bilen og alligevel kører. Så oplever man, at man skal træde hårdere på speederen. Det er det samme, vi oplever i de unge mænd: At for at få den samme mængde testosteron ud, så bliver hjernen nødt til at træde mere på speederen.

Lægemiddelstyrelsen har flere gange afvist at fjerne ibuprofen fra håndkøbshylderne i kiosken og på apoteket. Det ønsker David Møbjerg Kristensen dog ikke at forholde sig til, da det er Lægemiddelstyrelsens ansvar.

Styrelsen oplyser til DR Nyheder, at den er opmærksom på det nye studie.

'Vi vurderer løbende sikkerheden ved ibuprofen i samarbejde med de øvrige europæiske lægemiddelmyndigheder, og resultaterne fra det nye danske studie vil blive inddraget i vurderingen sammen med den øvrige viden på området', lyder det i mailen.

Præparater med ibuprofen

  • Brufen SR

  • Brufen

  • Ibumax

  • Ibumetin

  • Ibuprofen Actavis

  • Ibuprofen Orifarm

  • Ibuprofen Teva

  • Ibutop Actavis

  • Ipren

  • Ipren gel

  • Pedea

Facebook
Twitter