Forskere afslører ny hemmelighed om sædceller

Nyopdaget del af sædceller kan være mulig årsag til barnløshed.

Der er forsket meget i sædceller. Men et forskerhold fra Toledo har alligevel opdaget nyt om de små svømmere, der måske kan forklare komplikationer under graviditeten.

Barnløshed, spontane aborter og fostermisdannelser.

Det er desværre komplikationer, som nogle par oplever i forbindelse med en ønsket graviditet.

Nu viser det sig, at problemerne muligvis skyldes en hidtil ukendt del af mandens sæd. Det har forskere fra forskere fra University of Toledo fundet frem til i et nyt studie, som netop er offentliggjort i Nature Communications.

Forskerholdet fra Toledo har opdaget en helt ny sædstruktur, som afslører, at en mand leverer to såkaldte centrioler under befrugtning af kvindens æg. Og ikke bare én som indtil nu antaget.

En centriole er en proteinstruktur inde i cellen. Den holder styr på kromosomerne i cellen, når den skal dele sig. Og det er nødvendigt med to centrioler for, at et befrugtet æg kan dele sig og udvikle sig til et foster.

Atypisk sædstruktur

Ifølge studiet er denne nyopdagede centriole atypisk, fordi den er opbygget anderledes end den normale.

Netop derfor er det meget sandsynligt, at det kan være med til at forklare de situationer, hvor det befrugtede æg ikke udvikles ordentligt og dermed være skyld i barnløshed, spontane aborter og fostermisdannelser.

Ifølge seniorforsker ved Rigshospitalet Kristian Almstrup er det ’meget spændende’ resultater.

- Det er et flot arbejde. Når man blander sædceller sammen med æg, skulle de gerne fertilisere hinanden, men det sker langt hen ad vejen ikke. Nogle gange smelter de sammen, andre gange ikke. Dette studie er med til at forklare, når sædcellen og ægget er smeltet sammen, men ikke udvikler sig ordentligt, siger han.

Kun en del af forklaringen

Selvom det er en vigtig opdagelse, og det kan bidrage til en bedre forståelse af barnløshed, så er det vigtigt at påpege, at det formentlig ikke er den eneste forklaring, mener Kristian Almstrup:

- I det hele taget kan man sige, at det er et mirakel, at der kan komme børn ud af to celler. Der er en helt række ting, der skal være styr på. Det her er én af dem, så det er et rigtig flot studie, der meget grundigt viser én af de mulige forklaringer (på komplikationer, red.), men der er også mange andre ting, der kan gå galt.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk