Forskere har kæmpet med at stoppe sædceller i 60 år: ’Vi er efterhånden tæt på en p-pille til mænd’

En p-pille til mænd vil have en positiv effekt for både mænd og kvinder, vurderer eksperter.

Forskerne har fundet en måde at angribe et protein, som kun findes i sædceller. Det får dem til at miste evnen til at befrugte kvindens æg. Grafik: Mathis Birkeholm Duus.

Hormonspiral, p-stav, pessar, p-ring og p-piller.

Listen over prævention til kvinder er gennem de seneste 60 år blevet lang og detaljeret.

Hos mænd kan mulighederne derimod tælles på to fingre: kondomer og sterilisering.

Forskere har i mange år prøvet at udvikle en p-pille til mænd, dog uden den store succes.

Men i en ny undersøgelse i tidsskriftet Nature Communications er en gruppe forskere nu kommet et stort skridt tættere på målet.

Det fortæller Sven Olaf Skouby, som er klinisk professor på Herlev-Gentofte Hospital med speciale reproduktionsmedicin.

- Forskerne har fundet et stof, som meget effektivt kan gå ind og forhindre sædceller i at kunne befrugte et æg. Uden bivirkninger eller negativ effekt på sædproduktionen på længere sigt. Det er den bedst undersøgte løsning på en mandlig p-pille, jeg nogensinde har set, siger han.

P-pillen til mænd er indtil videre testet på mus, aber og i reagensglas.

Derfor er der stadig et stykke vej, før forskningen kan blive til et produkt på apotekshylden, fortæller Anders Rehfeld, som er postdocRigshospitalet og forsker i at udvikle mandlig prævention.

- Jeg ville ikke helt turde at tage deres pille, som den er i dag, men de har fat i noget af det helt rigtige. Det er første gang, at en mandlig p-pille har kunnet standse fertiliteten uden at påvirke hormonbalancen eller sædkvaliteten. De er kommet imponerende langt, siger han.

Det er blandt andet sædcellernes evne til at svømme, som pillen går ind og ødelægger. Grafik: Mathis Birkeholm Duus.

Pillen gør sædcellerne ukampdygtige

Tidligere har der primært været forsket i at udvikle en mandlig p-pille, som går ind og stopper mænds sædproduktion ved at påvirke hormonbalancen.

Præcis som den kvindelige udgave gør.

I de fleste tilfælde har hormonprævention til mænd medført bivirkninger som impotens, nedsat sædkvalitet eller risiko for skader på leveren.

Men i den nye forskning har man fundet en måde at undgå det på, fortæller Anders Rehfeld.

- Deres pille går ind og rammer nogle proteiner, som kun findes i sædceller. Det er enormt smart, fordi man på den måde undgår at påvirke resten af kroppen. På den måde kan man sikre sig, at der bliver en meget lille risiko for bivirkninger, siger han.

P-pillen går ind og påvirker sædcellernes udvikling, lige inden de bliver modne og klar til at tage svømmefødderne på for at finde et æg, de kan befrugte, fortæller Sven Olaf Skouby.

- Sædcellernes udvikling bliver stoppet på et punkt, hvor de ikke har nået at udvikle de egenskaber, som gør dem i stand til at svømme og befrugte et æg. De ender i stedet med at blive deforme, så de er ude af stand til at svømme nogen steder, siger han.

Undersøgelsen viser, at sædcellerne gradvist stopper med at være deforme, når man ikke længere tager pillen. Efter fire-seks uger vil sædcellerne igen være tilbage ved normalen.

Mandlig prævention kan få stor betydning for begge køn. (Foto: Gwen Shockey)

Det er biologisk set sværere at lave prævention til mænd

P-pillen til kvinder har eksisteret i 60 år, mens den mandlige version endnu ikke har set dagens lys.

Man kan ikke sætte fingeren på én årsag til, at prævention til mænd ikke har rykket sig ud af flækken.

Men en af grundene er ren og skær biologi, fortæller Sven Olaf Skouby.

- Det er sværere at udvikle prævention til mænd end til kvinder. Hos kvinder kender vi det fysiologiske bag ægløsning og fertilitet indgående og kan derfor påvirke det meget præcist. I mændenes tilfælde skal man helt ned på molekylært niveau for at påvirke den proces, som skaber fertile sædceller. Den nød er meget sværere at knække, siger han.

Nu tyder meget på, at det kan lade sig gøre at påvirke sædcellerne og dermed eliminere fertiliteten hos mænd i perioder.

Og en p-pille til mænd vil få en varm velkomst, når den engang kommer på markedet, siger Svend Aage Madsen, som er psykolog og formand for Forum for Mænds Sundhed.

- Det er klart, at mænd ville bekymre sig om skadelig effekt på deres sædkvalitet eller potens, men hvis der er tale om et gennemtestet produkt, ved vi, at mænd er meget tilbøjelige til at stole på medicin, der støtter der sexliv. Pillen vil have store fordele for mændene, så jeg er ikke i tvivl om, at det bliver en stor succes, siger han.

Han bakkes op af Sven Olaf Skouby.

- Vi har store mængder data fra flere undersøgelser, som viser, at mænd er meget villige til at tage mandlige p-piller, hvis de blev tilbudt dem. Både i Danmark og resten af verden, siger han.

Kondomer, pessarer og p-piller til kvinder har eksisteret i årtier. En p-pille til mænd lader stadigvæk vente på sig. (Foto: DAVID MACK/SCIENCE PHOTO LIBRARY)

En gave for både mænd og kvinder

Prævention er i dag et ansvar, som langt hen ad vejen ligger på kvindens skuldre.

Et ansvar, som for nogle kvinder er forbundet med svære bivirkninger.

En p-pille til mænd kan derfor gøre en stor forskel, siger Svend Aage Madsen.

- Det giver i høj grad mænd en mulighed for at træde til og dele ansvaret for prævention med deres partnere. Mandlig prævention vil betyde, at p-piller til kvinder ikke er det eneste alternativ til kondomer. Det vil skabe mere ligestilling på området og give par mulighed for sex uden kondom, hvor kvinden ikke står alene med ansvaret for at beskytte sig.

Hvis mænd får muligheden for at tage en pille som prævention, kan det også være med til at give dem en bedre mulighed for at passe på sig selv og deres partner, siger Svend Aage Madsen.

- Mænd vil på en anden måde blive herre over deres egen forplantning. Man vil på den måde kunne sørge for, at man ikke kommer til at gøre nogen gravid på grund af en dum beslutning om ubeskyttet sex eller et ødelagt kondom.