Forskere overrasket: Psykiske sygdomme har gener til fælles

Der har længe været spekuleret i, hvordan sygdomme i hjernen hænger sammen. Nu har 500 forskere endelig en del af svaret.

(Foto: ERik Refner © Scanpix)

Gennem en undersøgelse af mere end én million mennesker har en række forskere opdaget, at patienter med psykiske sygdomme har en hel del gener til fælles.

En af de 500 forskere, der har deltaget i arbejdet, er Anders Børglum. Han er professor ved institut for biomedicin ved Aarhus Universitet.

- Med projektet vil vi forstå hjernesygdomme bedre. Især den genetiske arkitektur på tværs af både de psykologiske og de neurologiske, siger Anders Børglum.

- På den måde kan vi få klarlagt overlappet mellem dem og blive bedre til at behandle sygdommene, fortæller Anders Børglum.

Den største mængde af genetiske overlap fandt forskerne i de patienter, der havde enten anoreksi, OCD eller skizofreni.

Afslører risikogener

De nye viden kommer fra en stor international undersøgelse, The Brainstorm Project. Det er den største undersøgelse af gener og hjernesygdomme nogensinde.

De gener, som psykisk syge har til fælles, kaldes risiko-gener. Mennesket har cirka 19.000 gener, og risiko-gener er en betegnelse for specielle varianter generne. Risikogener findes i mindst fem procent af befolkningen.

Resultaterne af undersøgelsen kan blive banebrydende for fremtidens behandling af psykiatriske sygdomme, mener Anders Børglum.

- Den nye viden kan give os et bedre grundlag for fremtidens behandling af sygdomme. For eksempel kan de hjælpe os med at udvikle skræddersyet medicin til den individuelle patient, siger Anders Børglum.

The Brainstorm Project har undersøgt genmateriale fra 265.000 mennesker med psykiske sygdomme og sammenlignet det med gener fra 785.000 ”raske” mennesker.

Ingen sammenhæng mellem Alzheimers og Parkinson

Samtidigt viste projektet, at der – i modsætning til hvad flere forskere længe har troet – ikke findes et genetisk sammenfald hos patienter med neurologiske sygdomme som Parkinsons og Alzheimers.

- Undersøgelsen er med til at omforme vores viden om hjernesygdomme, fortæller Brian Neale, der er direktør ved MIT's afdeling for befolkningsgenetik og en af forfatterne til undersøgelsen.

Flere forskere har tidligere troet, at neurologiske og psykiske sygdomme i en vis grad havde samme genetiske arkitektur, men det er ikke tilfældet, viser undersøgelsen.

The Brainstorm Project punkterer dermed håbet om medicin, der både kunne virke mod psykiatriske og neurologiske sygdomme samtidigt.

Men projektet giver alligevel anledning til nye forhåbninger for, at forskerne kan blive klogere på, hvorfor mennesker får hjernesygdomme.

- Hvis vi kan afdække de genetiske påvirkninger og overlappende mønstre mellem de forskellige sygdomme, kan vi måske i fremtiden blive bedre til at forstå roden til disse sygdomme, fortæller Brian Neale.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk