Stine Glargaards liv ændrede sig for altid for fire uger siden. Her fødte hun datteren Else.
Én af de ting, der har ændret sig, er hvor mange timers søvn den nybagte mor får om natten. Det er nemlig ikke blevet til mange timers sammenhængende søvn, siden Else blev født.
- Normalt kan man se frem til en hel nats søvn på et tidspunkt. Nu ved jeg ikke, hvornår den nat kommer, siger Stine Glargaard, der er medicinstuderende.
En udfordring alle nye forældre kender til. Men hvordan påvirker manglen på søvn egentlig forældrenes hjerne, og betyder det noget for, hvordan man er forælder?
De spørgsmål forsøger forskere fra Oxford University og Aarhus Universitet at besvare i projektet 'Forældrehjernen'.
- Vi ved, at nybagte mødre sover mindre. Det vi ved lidt om er, hvordan det påvirker deres evne til at være opmærksomme på signaler fra nyfødte. Og vi ved endnu mindre om, hvordan det påvirker hjernen, fortæller Angus Stevner, ph.d. på Neurovidenskab ved Aarhus Universitet og en af forskerne bag projektet.
Vil vise, hvor vigtig søvn er
15 førstegangsmødre har meldt sig til projektet, der går i gang den kommende uge og vil strække sig over et års tid.
Mødrene skal bære et armbånd i to uger, der måler søvnmønstrene, og de skal have undersøgt deres hjerner på forskellige måder.
Forskerne vil blandt andet undersøge, hvordan manglen på søvn påvirker deres måde at reagere på babyansigter og babylyde. Altså hvordan de reagerer som forælder.
- Alle har prøvet en søvnløs nat, og ved hvordan hjernen fungerer meget, meget anderledes. Nu vil vi se, hvad det har af konsekvens for at passe barnet samtidig, forklarer Nadia Høgholt, ph.d.- studerende ved Oxford og Aarhus Universitet og en del af projektet.
Målet er ikke at stemple nogen som dårlige forældre, men vise hvor vigtigt det er at få sovet.
- Vi ved, at man bliver sløvere, reagerer langsommere, bliver dårligere til at huske og følelsesmæssigt mindre kontrolleret. Fysisk kan hjerte-kar-systemet og immunsystemet tage skade, siger Angus Stevner.
På sigt håber forskerne at undersøgelserne kan være et skridt på vejen til at finde ud af, hvorfor forældre udvikler lidelser som fødselsdepression.
Det hele værd
Manglen på søvn har også allerede sat sine spor hos Stine Glargaard.
- Min lunte er kortere, min tålmodighed er påvirket, og følelserne sidder udenpå tøjet, fortæller hun.
Selvom at den nye forskning ikke kommer til at få Else til at sove otte sammenhængende timer om natten, så mener Stine Glargaard, at det vil hjælpe hende som mor.
- Hvis du har noget materiale til at forstå, hvad der sker med din krop, når du bliver mor, så tror jeg det gør det nemmere, for du ved, at det er det, du skal igennem, og det kan man indstille mig på og komme lettere igennem, siger hun.
Selvom det er hårdt at blive mor, er det dog alle de søvnløse nætter værd, fortæller Stine Glargaard.
- Jeg har født et barn, og jeg elsker hende højt.