Det lyder umiddelbart ikke særlig indbydende at skulle drikke æg fra parasitter. Men for patienter med blødende tyktarmsbetændelse kan det være en stor hjælp.
På Hvidovre hospital undersøger de nu, hvordan 120 patienter med blødende tyktarmsbetændelse reagerer, efter de har indtaget mikroskopiske parasit-æg fra piskeormen.
Forskere mener, at parasitterne stimulerer tarmcellerne til at danne de immunstoffer, der dæmper sygdommen, og på denne måde lindres generne.
Stærk medicin med stærke bivirkninger
I dag findes der allerede forskellige typer behandlinger af blødende tyktarmsbetændelse, men særligt det stærke medicin kan have flere bivirkninger som svækkelse af immunforsvaret og påvirkning af andre organer.
Derfor ønsker forskerne at undersøge, om parasitterne kan neddæmpe sygdommen, fortæller Andreas Munk Petersen, der er overlæge på gastroenheden på Hvidovre Hospital.
- Vi håber, at vi fremover vil have parasitæggene som behandlingsmulighed for de patienter, der står overfor at skulle i gang med en stærkere immundæmpende behandling, fortæller han.
Den nye behandling menes dog ikke at kunne kurere sygdommen.
- Det kan nok ikke fjerne selve sygdommen, men vi håber, at behandlingen kan holde sygdommen i ro eller dæmpe symptomer, når sygdommen blusser op, forklarer Andreas Munk Petersen.
Patienter skal drikke æggene
Jakob Bjørn Kristensen, der lider af blødende tyktarmsbetændelse, deltager i det 24 uger lange forløb, hvor han skal indtage de mikroskopiske æg.
Han håber, at forsøget kan hjælpe ham selv og andre, der lider af sygdommen.
- Jeg er rigtig træt af at spise piller. Så hvis jeg på nogen måde kan hjælpe mig selv eller andre med en ny form for medicin, så vil jeg rigtig gerne det. Jeg har prøvet meget forskelligt stærkt medicin, og nu vil jeg prøve noget nyt, og se om det virker, fortæller han.
De mikroskopiske æg, som Jakob skal indtage, hedder TSO (Trichuris suis ova), og de kommer fra piskeormen, der findes naturligt hos grise.
Æggene skal drikkes, men de er heldigvis kun 0,06 mm store, og kan derfor ikke ses med det blotte øje.
I tarmen findes æggene kun kortvarigt som larver. Herefter nedbrydes de og kommer med ud ved næste toiletbesøg.
Forskningen viser gode resultater
Og selvom indtagelse af parasit-æg kan lyde voldsomt, så har overlæge Andreas Munk Petersen ingen bekymringer ved at få patienterne til at drikke æggene.
- Det er et meget gennemtestet produkt, og vi ved, at det stort set ingen bivirkninger har, fortæller han.
Tidligere forsøg med TSO (Trichuris suis ova) har på et mindre antal patienter vist, at behandlingen kan dæmpe sygdommen og reducere generne. Ved at undersøge et større antal patienter håber forskerne, at de kan bekræfte den positive effekt som TSO kan have på sygdommen.
Tre hospitaler, Københavns Universitet, Statens Serum Institut og Paratech A/S står bag undersøgelsen.