Gaderæs, slåskampe og vilde stunts: Hvorfor opfører nogle mænd sig så dumt?

Det skyldes både hjernens udvikling og forventningerne om at være 'en rigtig mand'.

Til bilfestivalen DHB kan man nyde fart og hvinende dæk under lovlige forhold. Men der er stadig unge, der opsøger ulovlige gaderæs. (© billeder.danmarkshurtigstebil.dk)

Unz Unz-musik på anlægget, masser af smøger og en larmende bil.

Det virker til at være lykken for de unge, vi følger i DR3-serien ‘Frigear’, som du kan se nu på DRTV.

Drengene beskriver sig selv som Brian’er. De er erhvervsuddannede, elsker bajere og boostere - og har en forkærlighed for hurtige, gejlede biler.

Og selvom det kan ende i ulykker - som vi også ser konsekvenserne af i serien - elsker drengene stadig fart og gaderæs.

Men de fleste af os ved, at det kan være farligt at køre gaderæs, køre uden sikkerhedssele eller 'drifte' rundt.

Så hvorfor dyrker særligt de unge mænd i blandt andet ‘Frigear’ den risikofyldte opførsel?

- Det kan hænge sammen med, at de er mænd. Unge mænd er nemlig ofte mere risikovillige end andre. Det skyldes en kombination af hjernens udvikling, kulturen, og hvilke venner de har.

Det siger Svend Aage Madsen, der er forskningsleder på Rigshospitalet og formand for Forum for Mænds Sundhed.

Hurtige biler ligger ikke i dit dna

Mænd har ofte historisk været i situationer, hvor de skulle være risikovillige.

Om det er overfor en sabeltiger på savannen, i krig eller når der skulle bygges skyskrabere i New York uden sikkerhedsudstyr.

- Mænd har ofte varetaget funktioner, hvor det er en fordel at være risikovillig. Det gør, at man kan fokusere på udfordringen, man står overfor. Det har været vigtigt, at man ikke tænkte for meget på sin usikkerhed og frygt, men bare handlede. Og det har samfundet bakket op om, siger Svend Aage Madsen.

Men det er ikke alle mænd, der er født med en stor risikovillighed.

- Det ligger ikke i generne, bare fordi du er mand. Men det ligger i den måde, vi tænker om, hvad en rigtig mand er. Han er ikke bange for noget, og han kan klare alt, også selvom det er farligt, siger han.

Som samfund har vi altså accepteret og endda hyldet, at unge mænd kan være risikovillige. Men hvorfor føler de unge mænd i ‘Frigear’ så, at de bliver dømt af samfundet for deres risikofyldte livsstil?

- Når mænd kører stærkt eller hasarderet, har det ingen funktion. Det lægger omverdenen mærke til. Der er ikke et højere mål med at køre gaderæs, så her opfattes risikovilligheden anderledes, end hvis du tog i krig eller byggede skyskrabere, siger Svend Aage Madsen.

Men det er ikke kun kulturen, der afgører, om mænd er risikovillige.

Hvorfor er mænd risikovillige?

Kigger vi på den unge mands hjerne, er det individuelt, hvornår hjernen er helt færdigudviklet, da den vokser i forskellige stadier.

- Der har været uenighed blandt forskere om, hvornår den udvikling slutter. Men mange forskere mener nu, at det i princippet kan fortsætte, helt til man er i starten af 40’erne, men den primære modning afsluttes i starten af 20’erne.

Det forklarer Andreas Lieberoth, der er adfærdsforsker ved Aarhus Universitet.

Nogle forskere mener, at en forklaring på, hvorfor nogle er risikovillige skyldes, at frontallapperne hos netop de risikovillige er lidt længere om at vokse færdig sammenlignet med andre dele af hjernen - og det kan være tilfældet i nogle unge mænd.

- Det betyder jo ikke, at de unge mænd ikke har kognitive evner, der er helt vokset færdig. Men frontallapperne har en betydning for, om man kan stoppe sig selv - og så kan man for eksempel finde på at køre gaderæs, siger han og fortsætter:

- Men hvordan dine venner opfører sig, og hvilken kultur, der er i din vennegruppe spiller en endnu større rolle.

Hvad gutterne gør, er altid rigtigt

Særligt når man er ung, vil man helst ikke stikke for meget udenfor. Det spiller ind i forhold til, om du tager risici.

- Forskere har før tænkt, at de unge ikke kunne forstå, at det var dumt for eksempel at køre stærkt eller hasarderet. Men forskning har senere vist, at unge mennesker sagtens er i stand til at vurdere konsekvenserne af gaderæs. De ved godt, at det er farligt, siger Andreas Lieberoth.

Men behovet for at høre til i en gruppe betyder mere.

- Det er nemlig endnu mere farligt at være udenfor fællesskabet. Hvis en ung mand står i en risikofyldt situation, så laver hjernen lynhurtigt en afvejning af de to muligheder: Bakke ud og blive udstødt eller følge med vennegruppen, siger Andreas Lieberoth og fortsætter:

- Selvom man kan tænke, at det er bedre at være udenfor fællesskabet end at køre ulovligt gaderæs, så er det ikke nødvendigvis sådan, man har det, når man er ung.

Han forklarer, at unge kan abstrahere fra den risiko, der kan være ved at køre gaderæs, tage stoffer eller komme i en slåskamp.

- Det er vigtigere, at man stadig er med i gruppen og ikke bliver latterliggjort eller udelukket end at være i en sikker situation, siger Andreas Lieberoth.

Alle unge mænd er ikke risikovillige

Det er vigtigt at huske, at det slet ikke er alle unge mænd, der er risikovillige.

Og at kvinder også kan være risikovillige.

- Vi kan forklare nogle ting ved at kigge flere millioner år tilbage i tiden, og se på, hvilke roller mænd og kvinder havde på savannen og frem til for få år siden. Det har altid ligget i mænds opgaver i fællesskabet at tage risici. Men rigtig meget har heldigvis ændret sig siden da, siger Svend Aage Madsen.

For eksempel ser vi masser af kvinder i erhvervslivet eller på børsen, der handler med aktier og tager chancer, eller roder med biler og elsker ræs.

- Men vi har stadig mange traditioner og kulturelle billeder af, hvordan mænd skal opføre sig. Det indebærer ofte, at de er mere risikovillige end kvinderne, siger Svend Aage Madsen og fortsætter:

- Det kan være svært både for de mere forsigtige mænd og de risikovillige kvinder, at vi stadig har de her opfattelser i samfundet, fordi de kan føle, at de kan stikke udenfor.

Du er ikke dum, fordi du gør dumme ting

I ‘Frigear’ taler de unge meget om, at de kan føle, at andre ser dem som dumme - enten fordi de går op i biler eller fordi de er erhvervsuddannede.

Men når man står udenfor den kultur og kigger gennem serien, kan man måske ikke lade være med at tænke, om de er dumme siden de dyrker så risikovillige aktiviteter som fart og gaderæs.

Men det er ikke ikke tilfældet, slår både Svend Aage Madsen og Andreas Lieberoth fast.

- Alle mennesker gør noget dumt på et eller andet tidspunkt. Men det betyder ikke, at man er dum, siger Andreas Lieberoth og fortsætter:

- Du kan sagtens være et velbegavet ungt menneske, der kan vurdere konsekvenserne af dine handlinger. Men er du i en kultur, hvor alle gør noget dumt sammen, kan du også ende med eksempelvis at køre ulovligt gaderæs.

Det betyder heldigvis ikke, at du altid vil være risikovillig og gøre ting, der er farligt eller dumt.

- Hvis du enten forlader fællesskabet eller bliver ældre - og måske endda mere udviklet i hjernen i forhold til risikovillighed og måske får andre prioriteter, som for eksempel at stifte familie - kan du sagtens lægge alle de dumme handlinger bag dig, siger Andreas Lieberoth.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter