Giftige stoffer i regntøj og bagepapir koster hundredvis af liv i Norden

Fluorerede stoffer slår hvert år flere hundrede ihjel, konkluderer rapport.

Fluorerede stoffer findes i mad, drikkevand, fødevareemballage, maling og mange andre produkter. Helt at undgå stofferne er nærmest umuligt.

De kan hæmme fostres vækst og få vores blodtryk til at stige.

Undersøgelser har også vist, at de kan øge risikoen for brystkræft og nyrekræft.

Og så findes de ofte i ting, du er helt tæt på, fx bagepapir, pizzabakker, regntøj og stegepander.

Der er mange undersøgelser, der viser, at perfluorerede stoffer, ofte blot kaldt fluorerede stoffer, kan være skadelige for mennesker. Nu har Nordisk Ministerråd fået lavet en rapport, der sætter tal på, hvor skadeligt.

Rapporten kalder de ’The Cost of Inaction’. Det kan oversættes til "prisen for ikke at handle". Her konkluderer de, at flere hundrede mennesker alene i Norden dør pga. stofferne, og det koster samfundet milliarder.

Eva Cecilie Bonefeld Jørgensen er professor og centerleder på Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet. Hun har selv forsket i de fluorerede stoffers betydning for vores sundhed, men har ikke været med til at lave den nye rapport.

- Det er en grundig rapport, der sætter tal på det, vi vidste i forvejen. Med den viden, vi har nu, mener jeg, det er ganske uforsvarligt ikke at gøre noget, siger hun.

Ophobes i vores krop

I rapporten, som er lavet af konsulenter fra firmaerne Milieu og EMRC, konkluderes det, at fluorerede stoffer koster mellem 21 og 35 milliarder danske kroner om året i Norden (som består af Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige, Ålandsøerne, Færøerne og Grønland).

- Det er prisen for de beregnede 750 til 1.200 årlige dødsfald, der bl.a. sker som følge af forhøjet blodtryk, står der videre på Miljø- og Fødevareministeriets hjemmeside.

Stofferne er så skadelige, fordi vi har meget svært ved at komme af med dem igen.

- Når de kommer ind i vores krop, går de i blodet og bliver ført til blandt andet leveren, nyrerene og hjernen, hvor de ophobes, fortæller Eva Cecilie Bonefeld-Jørgensen.

Derudover viser det sig, at de kan overføres fra mor til barn under graviditeten. Eva Cecilie Bonefeld-Jørgensen offentliggjorde tidligere i år en større undersøgelse, der viste, at mængden af fluorerede stoffer i moderens blod under graviditeten har betydning for børns fødselsvægt og -længde.

- Mødre med et højt niveau i blodet fødte mindre børn. Og det ved vi er forbundet med en række sundhedsrisici for børnene, forklarer hun.

Cocktaileffekt gør dem mere skadelige

Flourerende stoffer er svære at undgå. For de er i så mange af de produkter, som vi omgiver os med.

- De har nogle praktiske egenskaber. De er fedt- og vandafvisende. Derfor bruges de også i en rækkemere industrielle produkter, for eksempel tæpper, møbeltekstiler, tøj, sko, lak og maling, så de er meget svære at undgå, siger Eva Cecilie Bonefeld-Jørgensen.

Der findes i dag en indikatorværdi for, hvor mange fluorerede stoffer der må være i fx fødevareemballage, og enkelte af de mere end 400 perfluorerede stoffer er allerede forbudte.

I de videnskabelige undersøgelser er det nemlig ikke alle fluorerede stoffer, der er lige sundhedsskadelige.

Men Eva Cecilie Bonefeld-Jørgensen er ikke i tvivl om, at stofferne er usunde, bl.a. fordi de forskellige fluorerede stoffer kan forstærke hinanden – en såkaldt cocktaileffekt.

- Med den viden, vi har, mener jeg ikke, der er skyggen af tvivl om, at de fluorerede stoffer er sundhedsskadelige. Den nye rapport viser, at det koster alt for meget at reparere skaderne efterfølgende, og at vi ikke kender prisen på sundhedseffekterne for næste generation. Det ville være langt bedre at udfase og forbyde stofferne snarest, siger forskeren.

Facebook
Twitter