Gluten, kokosolie og alkohol: Tre store sundhedsnyheder i 2018 – som ikke holdt

Kokosolie er 'ren gift', stod der på dr.dk. Men det var en overdrivelse som både forskere og journalister bærer en del af ansvaret for, vurderer ekspert.

- Ny sundhedsforskning skal altid ses i perspektivet af tidligere forskning på samme område. Hvis det har vist noget andet end den nye forskning, er konklusionen nok ikke helt endegyldig, siger ekspert.

Det er let at få det indtryk, at der hele tiden sker revolutionerende forskning indenfor sundhedsområdet, når man følger nyhedsstrømmen. Medierne skriver jævnligt, at ny forskning beviser, at en bestemt livsstil eller fødevare for eksempel giver anledning til alverdens dårligdomme.

Men helt så håndfaste ’beviser’ er sjældent at finde i selve forskningen.

- Hvis man tager en undersøgelse indenfor fx kemi, kan man som regel udtale sig mere sikkert. Men indenfor sundhedsforskning er tingene ofte mere komplekse. Og teorier og metoder er svagere. Derfor er der mere usikkerhed om de enkelte resultater, siger Jesper Wiborg Schneider, der forsker i forskning på Aarhus Universitet.

Sammen med DR Viden har han set på tre vilde sundhedsnyheder fra 2018, som dog ikke er helt så vilde, hvis du nærlæser forskningen bag.

1: Otte genstande tager næppe livet af dig

Kan man dø af at drikke bare én genstand om dagen? (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

I april kunne man på dr.dk læse, at drikker du over syv genstande om ugen kan du forvente at dø tidligere end hvis du holder dig under de syv.

Der var tale om en undersøgelse af over 600.000 mennesker. Alligevel kan man ikke være så sikker på resultatet, fortæller Jesper Wiborg Schneider.

- Det var en stor undersøgelse, men et observationsstudie. Og i den slags undersøgelser kan der være mange andre ting, der adskiller de forskellige grupper, man har med. Selv om forskerne forsøger at tage højde for det, så giver det en usikkerhed.

Han peger også på, at forskerne bag undersøgelsen har taget en række valg, der påvirker resultatet. De har for eksempel ikke medtaget data fra mennesker, der slet ikke drikker alkohol.

2: Kokosolie er ikke ren gift

Er kokosolie virkelig ren gift? (Foto: STINE MUNK JENSEN © Scanpix)

Da Harvard-professoren Karin Michels i august holdt et oplæg om kokosolie, havde hun næppe forudset at komme på forsiden af medier verden over.

Men hendes sammenligning af kokosolie med gift kunne medierne ikke stå for. På dr.dk fortalte vi også om Karin Michels' advarsel.

Hun kalder i artiklen kokosolie for "én af de værste ting, man kan spise" og fortæller, at det er præcis ligeså godt for ens helbred som "ren gift".

Men selv om kokosolie er fyldt med mættet fedt, er udtalelsen noget mere voldsom, end hvad man egentlig kan konkludere ud fra forskning på området.

For kokosolie – og for meget mættet fedt generelt - er næppe sundt. Men i de mængder, som man typisk bruger fedtstoffet, er det ikke ligesom ren gift. Dagen efter blev ernæringsforsker Arne Astrup fra Københavns Universitet interviewet.

- Der er et studie, der har sammenlignet kokosolie med olivenolie og smør, og der ser vi straks et meget mere nuanceret billede, sagde han blandt andet til dr.dk som reaktion på den skræmmende overskrift. Han opfordrede derefter kokosolie-brugerne til at tage det helt roligt.

3: Glutenfri mad gør dig ikke nødvendigvis sundere

Gluten er et protein, der især findes i hvede - og dermed i brød. (Foto: VIBEKE TOFT © Scanpix)

I november kom turen til gluten. Mindre gluten giver vægttab og sunde tarme, kunne man læse på blandt andet dr.dk. For første gang på verdensplan havde man vist, at mindre gluten kunne have flere positive effekter.

Men når man læste selve undersøgelsen, var forskernes konklusion faktisk en anden.De positive effekter, man ganske rigtigt havde fundet i undersøgelsen, skyldtes faktisk ikke mindre gluten.

- Det, forskningen tyder meget på, er, at effekterne, som man ser, hvis man skifter til en lavgluten kost, skyldes fraværet af de kostfibre, man finder i rug, hvede og byg, sagde Henrik Munch Roager til dr.dk nogle dage senere.

Forskningen var simpelthen ikke blevet helt korrekt gengivet i medierne i første omgang.

Ikke kun mediernes skyld

Jesper Wiborg Schneider understreger, at det ikke kun er mediernes skyld, at forskningsresultater af og til bliver oversolgt i medierne.

I 2014 så en gruppe engelske forskere på, hvornår fejlen skete. De opdagede, at det ofte var i pressemeddelelserne, at forskningen blev oversolgt.

Pressemeddelelser er en kort opsummering af ny forskning. De skrives som regel af i universiteterne eller de akademiske tidsskrifters kommunikationsfolk i samarbejde med forskerne.

- Der er en interesse i at få forskningen ud i medierne. Det er nok derfor, at konklusionerne nogle gange blive strammet i pressemeddelelsen, forklarer Jesper Wiborg Schneider.

Men medierne er ikke frikendt. For en ting, de tre eksempler har til fælles, er, at medierne ikke sætter forskningen ind i perspektiv.

- Ny sundhedsforskning skal altid ses i perspektivet af tidligere forskning på samme område. Hvis det har vist noget andet end den nye forskning, er konklusionen nok ikke helt endegyldig, siger Jesper Wiborg Schneider.