Guide: Sådan hjælper du din hund nytårsaften

Hunde kan opleve frygt og angst, når der skydes fyrværkeri af. Men der er heldigvis flere ting du kan gøre for at hjælpe din hund.

(Foto: Alvan Nee © Unsplash.com)

Når klokken rammer midnat og champagnen popper nytårsaften, er der mange mennesker, der fejrer det med fyrværkeri.

Og selvom det kan være både festligt og flot, er vores firbenede venner sjældent glade for det.

Særligt hos hunde kan det være tydeligt, at det ikke er altid, er en sjov situation, når nytårskrudt fyres af.

- Hvis hunden først har oplevet at være rigtig bange, kan det faktisk ende med at blive til angst. Det er særligt, hvis hunden er i snor, når braget kommer. Den bliver nemlig fastlåst i en situation, hvor den ikke føler, at den kan flygte, forklarer Hanne Kølbæk Jørgensen, der er dyrlæge på Anicura Dyrehospitalet City Syd i Aalborg.

I værste fald kan det ende med, at din hund udvikler fonofobi, der også kaldes lydfobi, der kan give gener i hverdagen.

- Frygten for fyrværkeri kan udvikle sig over tid. Hver gang hunden hører et brag kan den blive mere angst. Det kan generalisere, så frygten for fyrværkeri udvikler sig til, at den også bliver bange, når fx en dør smækker eller det tordner, siger Hanne Kølbæk Jørgensen.

Hunden gør som sin ejer

Når du går tur med din hund i juledagene, er det derfor en god idé at komme et sted hen, hvor der er mindre risiko for, at der fyres nytårskrudt af.

Selvom man i Danmark kun må fyre fyrværkeri af mellem den 27. december og 1. januar, er det ikke altid at det bliver overholdt.

Og det er særligt inde i byerne, at hunde kan få sig en slem forskrækkelse, forklarer Hanna Kølbæk Jørgensen.

- Man skal helst undgå steder, hvor der fyres meget fyrværkeri af. Det er her vi ser den største risiko for lydfobi. Mit råd er derfor at søge væk i nytårsdagene, hvis du bor et sted med mange mennesker, siger hun og fortsætter.

- Tag et sted hen med ro og masser af spændende dufte, hvor du kan gå en lang tur, så din hund bliver træt. Efter turen må du vente med at lufte din hund til nytårsaften er ovre.

Den kan virke naturligt at trøste din hund, hvis den bliver bange for en høj lyd. Men det bedste du kan gøre er, at opføre dig helt normalt for at signalere, der ikke er noget at være bange for. (Foto: Simone Dalmeri © Unsplash.com)

Hvis uheldet er ude, og der fyres nytårskrudt af tæt på din hund, så er det vigtigt at du forholder dig i ro.

- Hunde reagerer jo på, hvordan føreren opfører sig. Hvis du kan se, at din hund bliver bange, skal du roligt og tydeligt vise i dit sprog, at det er helt normalt. Du skal altså ikke sige ‘Min lille stakkels hund’ i et trist toneleje, for så bliver den bekræftet i, at der noget at være bange for, siger hun.

Hun forklarer, at det kan føles naturstridigt for nogle mennesker, fordi mange gerne vil trøste, hvis nogen er bange. Men hun understreger, at det er vigtigt, at man forholder sig roligt og opfører sig helt normalt.

En hunde-hule

Når nytårsaften brager afsted, kan du også hjælpe din hund ved at bygge en tryg hule til den. Så har den nemlig kun én udgang den skal holde styr på, og det kan berolige den.

Hunde er meget sensitive med lugte. Så det kan virke beroligende at give hunden et tæppe eller en trøje, der lugter af ejeren. (Foto: Matthew Henry © Unsplash.com)

- Hulen kan være en papkasse med hul i, som du sætter over hundens kurv. Man kan med fordel putte tæpper og trøjer derind, som ejeren har haft på. Hunde er nemlig meget sensitive med duft, og duften af ejeren kan berolige dem, forklarer Hanne Kølbæk Jørgensen.

Træn din hund til nytårsaften

Med god forberedelse, tålmodighed og en lydfil kan du træne din hund til at være rolig, når der kommer store brag.

- Du sætter lyd med fyrværkeri på ved lavt lydniveau. Så laver du almindelige øvelser med din hund. Over tid skruer du lidt op for lydene, så hunden vænner sig til lydene. Det mindsker risikoen for, at din hund reagerer negativt på store brag, siger Hanne Køl Jørgensen.

Men det er ikke noget, din hund kan lære på én dag.

- Det er en god idé at gå i gang efter sommerferien, og så gøre det et par gange om ugen som en del af hundens øvrige træning, siger hun.