Har du faste sengetider? Uregelmæssig søvn kan føre til dårligt humør og depression

Din hjerne har brug for ro til at bearbejde alt det, du har oplevet i løbet af dagen.

Søvn kan have stor betydning for dit mentale helbred. Både at sove timer nok og at have faste sengetider. (Foto: Unknown © COLORBOX)

Det er ikke kun vigtigt, at du sover nok timer hver nat.

Du skal også sove på nogenlunde samme tidspunkt.

Skiftende sengetider kan nemlig have en negativ effekt på dit humør og medvirke til større risiko for at udvikle depression, viser en ny undersøgelse i det anerkendte tidsskrift, Nature.

Den nye viden bakkes op af Lone Baandrup, som er klinikchef på Psykiatrisk Center København.

Hvis der fra dag til dag er stor forskel på, hvornår du går i seng og står op, kan det påvirke de funktioner i din hjerne, som styrer humør og følelser.

- For mange kan det være en rigtig god idé at skabe faste rammer for, hvornår man går i seng og står op. Regelmæssig søvn kan virke forebyggende på alvorlige sygdomme som for eksempel svær depression. På samme måde kan for store skift i din døgnrytme have negativ effekt på dit mentale helbred og humør, siger hun.

Det betyder ikke nødvendigvis, at man bliver alvorligt syg, bare fordi ens døgnrytme skifter meget.

Men det kan spille en stor rolle, når det kommer til at udvikle for eksempel depression, siger Poul Jørgen Jennum, som er leder på Dansk Center for Søvnmedicin.

- Døgnrytmen påvirker i høj grad dem, som er depressive eller er i risiko for at blive det. Mange patienter med den type diagnose har en meget fragmenteret rytme med skiftende sengetider, og vi kan se, at en mere struktureret tilgang til søvn kan gøre sygdomsforløbet langt mindre voldsomt.

Din hjerne har brug for faste sengetider

Inde i hjernen er der hele tiden gang i forskellige biologiske processer.

Nogle af dem foregår, når du er vågen, mens andre kræver, at du sover for at kunne fungere optimalt.

I løbet af dagen oparbejder du derfor et behov for at hvile, så din hjerne kan få ro til at ordne en række vigtige ting, mens du sover, fortæller Poul Jørgen Jennum.

- Der er gang i nogle meget vigtige processer i hjernen, når vi sover. Det er her, vi samler op på de indtryk og informationer, vi modtager i løbet af de vågne timer. Samtidig er det også her, at kroppen får ro til at restituere og hele, så den bliver klar til næste dag, siger han.

Hvis din søvn bliver for uregelmæssig, får din hjerne ikke mulighed for at gøre sit arbejde med at restituere og nulstille ordentligt.

Og det kan påvirke dig meget, siger Lone Baandrup.

- Dårlig og uregelmæssig søvn skaber et mentalt underskud, som påvirker vores måde at opfatte hverdagen på. Det kan give en såkaldt negativ bias, hvor man er uligevægtig, ked af det eller opgivende, fordi man tolker sine omgivelser med et negativt filter. Noget, som på længere sigt kan udvikle sig til symptomer på depression og i sidste ende alvorlig sygdom, siger hun.

Dansk Center for Søvnmedicin har tidligere lavet en test, hvor en gruppe forsøgspersoner sov uregelmæssigt 14 dage i træk. Og her talte resultatet for sig selv, fortæller Poul Jørgen Jennum.

- Vi var simpelthen nødt til at stoppe forsøget før tid. Deltagerne fik det virkelig dårligt, og det viser tydeligt, hvor meget døgnrytmen påvirker os, siger han.

Søvn er én af mange faktorer

Når man beskæftiger sig med sygdomme som depression, er søvn ét ud af mange forhold, som spiller ind.

Der er en række faktorer, som allesammen kan have effekt på det mentale helbred, siger Lone Baandrup.

- Vi er forskellige som mennesker, og derfor påvirker nogle omstændigheder måske dig mere, end de ville påvirke andre. Fysisk sygdom, psykosociale belastninger og misbrug er eksempler på andre faktorer, som har betydning for risikoen for at udvikle en depression.

Der er dog ingen tvivl om, at vores søvnvaner og døgnrytme er vigtige for det mentale helbred, understreger Poul Jørgen Jennum.

- Vi arbejder hele tiden på at kunne behandle vores patienter bedre og mere effektivt, og her er søvn et meget vigtigt redskab. Det er vigtigt at få sat struktur på både mængden af søvn, kvaliteten af søvn og døgnrytmen, siger han.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk