Hjernescanninger afslører: Kvinder bliver ligeså ophidsede af porno som mænd

Men seksualitet er langt mere end bare hjerneaktivitet, siger kritisk dansk forsker.   

I 2015 lavede DR en undersøgelse på baggrund af data fra pornositet Pornhub, der viste, at danskerne i gennemsnit bruger cirka ni minutter om dagen på at se porno. (Foto: Lana Abie © Unsplash)

Forestil dig, at du ser en pornofilm, mens du har elektroder på hovedet, samtidig med at kittel-klædte forskere scanner din hjerne for at vurdere, hvad du synes om det, du ser.

Det kan måske lyde som et mareridt. Ikke desto mindre har mindst 1.850 personer gennem tiden indvilliget i det scenarie.

Og deres frække tur i hjernescanneren har givet tyske forskere mulighed for at analysere, hvordan kvinder og mænds hjerner reagerer på pornofilm og -billeder.

Forskerne mener nu at kunne aflive myten om, at kvinder ophidses mindre af pornografi end mænd. Det skriver The Guardian.

Hjernen viser ingen forskel på kønnene

De tyske forskere konkluderer, at der ikke er forskel på, hvor opstemte mænd og kvinder bliver af at se porno. I hvert fald ikke når man kigger på, hvordan vores hjerner reagerer.

Konklusionen er baseret på resultaterne fra 61 tidligere forsøg med i alt 1.850 deltagere, hvor mænd og kvinder har fået hjernen scannet, mens de så på billedmateriale af både hverdagssituationer og pornografi.

Scanningerne viser, at der ikke er forskel på hjerneaktiviteten mellem mænd og kvinder, når de ser seksuelt indhold.

En af forskerne bag analysen af de mange scanninger, Hamid Noori, mener derfor, at resultatet udfordrer ideen om, at mænd bliver mere seksuelt opstemte af visuel pornografi end kvinder.

Men den fortolkning er en dansk forsker ikke nødvendigvis enig i.

Ophidselse er mere end bare hjerneaktivitet

- Det nye forskning er ikke nok til at ændre den udbredte forståelse, at mænd ophidses mere af pornografisk billedmateriale, siger Gert Martin Hald, der er leder for Afdelingen for Miljø og Sundhed ved Københavns Universitet. Han er specialist i klinisk sexologi og forsker i seksualitet.

Flere spørgeskemaundersøgelser gennem tiden har nemlig vist, at mænd ophidses mere af visuel pornografi end kvinder, forklarer han.

Gert Martin Halds skepsis over for den nye undersøgelse bunder i, at seksualitet er mere end bare hjerneaktivitet.

- Man godtager ukritisk den præmis, at hvis hjernescanningsbilleder viser det samme hos mænd og kvinder, så må de være påvirket på samme måde, siger han og fortsætter:

- Men man glemmer at tage højde for de processer, der sker, efter at vores hjerne påvirkes af pornografisk materiale.

Gert Martin Hald fortæller, at tidligere undersøgelser af menneskers oplevelser med porno viser, at mænd generelt oplever at blive mere ophidsede, end kvinder gør.

Der er en forskel på den reaktion, forskere kan se i hjernen og den oplevelse, vi selv har rent fysisk.

For når vi taler om vores egen oplevelse, spiller ting som seksuelle præferencer, erfaringer og normer også ind.

- Og det er summen af det, der er med til at bestemme vores grad af ophidselse, når vi ser pornografi. Det betyder i praksis, at vores seksuelle ophidselse er mere end blot vores umiddelbare evolutionære hjernemæssige reaktion, siger han.

Samme hjerneaktivitet, men forskellige reaktioner

Han forklarer det med et eksempel, hvor du skal forestille dig, at to grupper af mennesker skal holde en edderkop, mens de får deres hjerneaktivitet målt.

På scanningsbilleder er udslagene i hjernen lige store hos begge grupper. Men der er stor forskel på, hvordan hjerneaktiviteten kommer til udtryk.

Den ene gruppe handler instinktivt ud fra deres følelse af frygt, mens den anden gruppe bruger deres kognition. Altså den viden, deres hjerne har på baggrund af erfaring.

- Kognitionen slår til og siger: "Edderkoppen er jo faktisk ikke farlig for mig", siger han.

Hjernen versus normerne

Men selvom hjernescanninger altså ifølge Gert Martin Hald ikke nødvendigvis er det bedste redskab til at afgøre menneskers grad er ophidselse, er det vigtigt at understrege, at også spørgeskemaundersøgelser har sine svagheder.

I modsætning til hjernescanninger kan mennesker nemlig tilbageholde information eller lyve. Bevidst eller ubevidst.

- Vi ved, at hvis man spørger folk, hvad de ser af porno, så vil de svare noget, de opfatter som mere samfundsmæssigt acceptabelt, end hvad søgemønstrene (på pornosider, red.) viser, at vi faktisk ser, siger han.

- Hvis du spørger i lande, hvor eksempelvis homoseksualitet er forbudt, vil færre svare, at de ophidses af homoseksualitet.

Facebook
Twitter