Højt blodtryk ødelagde Henriks rejsning: ‘Læger blev forlegne, når jeg nævnte det'

Cirka 75 procent af mænd med hjerteproblemer har også problemer med rejsning.

Henrik Hydahl oplevede forlegenhed i sundhedsvæsenet. Han måtte selv bringe sine rejsningsproblemer på banen, selvom bivirkningen er velkendt hos hjertepatienter. Henrik Hydahl har ikke ønsket at stå frem med billede. (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

Det sortnede for øjnene, og pludselig forsvandt benene.

Henrik Hydahl var kun lige rundet de 50 år og havde ikke haft nogen tegn på, at hans hjerte var ved at sige stop. Men pludselig kollapsede kroppen under ham.

- Jeg var lige ved at stille træskoene. Det eneste advarselstegn, min krop havde givet mig, var, at jeg var lidt forpustet, siger han.

Rejsningsproblemerne viste sig

En uge forinden havde han været ved lægen og fået konstateret en virus på luftvejene. Men det skulle vise sig, at Henrik Hydahl havde gået med et ubehandlet forhøjet blodtryk længe.

- Da jeg faldt om, blev jeg akut indlagt og fik straks blodfortyndende medicin. Herefter begyndte jeg at få rejsningsbesvær, siger han.

Cirka 75 procent af mænd med hjerteproblemer har også problemer med rejsning.

Det forklarer Helle Gerbild, der er lektor og ph.d. ved UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole og har skrevet ph.d. i sexologi ved Aalborg Universitet.

- Hjerteproblemer og rejsningsproblemer hænger ofte sammen. I mange tilfælde skyldes rejsningsproblemer et dårligt kredsløb. Besvær med rejsning kan være første tegn på sygdom som for eksempel åreforsnævring, der kan være forårsaget af en fysisk inaktiv livsstil, siger hun.

Forhøjet blodtryk kan give mere fedt i årene

Et højt blodtryk over længere tid kan ødelægge blodkarrenes vægge og dermed give rejsningsproblemer.

Det kunne Henrik Hydahl mærke, efter han fik blodtrykket under kontrol.

- Det høje blodtryk havde holdt min rejsning kunstigt i live, men da jeg fik blodtrykket ned igen, fik jeg straks problemer, siger han.

Desuden er forhøjet blodtryk en vigtig årsag til, at fedtstoffer og kalk kan forsnævre blodårerne.

- Det, at kunne få en rejsning, forudsætter, at blodtilførslen til svulmelegemerne i penis øges. Hvis blodkarrene mangler fleksibilitet, fordi man har åreforsnævring, kan det betyde, at blodtilførslen til penis ikke er tilstrækkelig til at opnå en rejsning, siger Helle Gerbild.

Et forlegent sundhedsvæsen

Hver gang Henrik Hydahl var i kontakt med sundhedsvæsenet - om det var læger, sygeplejersker eller fysioterapeuter - skulle han selv bringe sine rejsningsproblemer op.

Det undrede Henrik Hydahl, der selv er sygeplejerske i Københavns Kommune.

- Jeg oplevede, at sygeplejersken blev forlegen og stak mig en folder, mens lægen gav mig en prøvepakke med viagra. Det var deres løsning. Men jeg fik ingen forklaring på, hvad der skete i min krop, siger Henrik Hydahl.

Viagra gav Henrik Hydahl slemme bivirkninger. (Foto: Keith Bedford © Scanpix)

Ny dansk forskning viser, at de danske studerende inden for sundhedsvæsenet som sygeplejersker, fysioterapeuter, ergoterapeuter og jordemødre ikke føler sig godt nok klædt på i deres uddannelse til at tage snakken med patienterne i praksis om blandt andet rejsningsproblemer.

De efterspørger mere undervisning og mere træning i at tage initiativ til at snakke med patienterne om tabuiserede emner som seksualitet.

- Problemet i sundhedsvæsenet er, at når sundhedsprofessionelle studerende ikke undervises i at samtale med patienterne om seksuelle problematikker, tænker de, at ‘det må være nogle andres ansvar og opgave at imødekomme patienternes behov’, siger Helle Gerbild, der står bag undersøgelsen.

Henriks løsning blev motion og en penisring

Viagrapillerne gav Henrik Hydahl slemme bivirkninger. Han kunne ikke bruge dem.

- Blodet piskede rundt i min krop, og jeg fik hedeture, der føltes som om, at jeg stod foran en brændeovn. For ikke at tale om den hovedpine, der fulgte efter. Det var bare ikke det værd, siger Henrik Hydahl.

I stedet søgte Henrik svar på nettet. Her fandt han en penisring. Konceptet testede han med køkkenelastikker.

- Jeg vil ikke anbefale køkkenelastikker som penisring. Det var nær gået helt galt. Men jeg skulle lige teste funktionen, siger han.

Men fysiologien er den samme.

Blodet i penis løber ikke retur i kroppen, og dermed bliver erektionen nemmere at bevare over længere tid.

- Jeg gik ned i en sexforretning for at hente en penisring. Desuden motionerer jeg hver tirsdag og torsdag. Den kombination har virket for mig lige siden, fortæller han.

Dansk Sygeplejer Råd er kontaktet, men er ikke vendt tilbage med en kommentar.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk