Husker du at smøre dig ind? Mænd er dårligere til at bruge solcreme end kvinder

Nogle mænd synes, at creme er klistret og feminint, siger professor.

Solskoldninger kan give modermærkekræft. Kvinder får hyppigere modermærkekræft, men mænd dør oftere af det. (Foto: VIBEKE TOFT © Ritzau Scanpix)

Når solen brager fra en skyfri himmel, er de danske kvinder bedre til at beskytte sig mod solens UV-stråler end mændene.

Det viser en ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse, der har kigget på danskernes sol-vaner i sommeren 2020.

Her fortæller 40 procent af de adspurgte kvinder, at de ofte eller altid bruger solcreme. Det gælder kun for 22 procent af mændene.

Det kan også være en af forklaringerne på, at undersøgelsen viser, at mænd oftere bliver solskoldet end kvinder.

Her er det 53 procent mænd og 46 procent kvinder, der har fået øm og rød hud efter en ferie eller fridag i Danmark.

Og det er ikke kun en rød kulør, man kan få, når man bliver forbrændt.

- 90 procent af al modermærkekræft skyldes UV-stråling. Derfor kan man i princippet undgå en stor andel af tilfælde af modermærkekræft, hvis alle beskytter sig med solcreme, søger skygge og tager tøj på, der kan dække udsatte områder.

Sådan siger Brian Køster, der er seniorforsker hos Kræftens Bekæmpelse og har været med til at lave den nye undersøgelse.

Derfor bruger mænd ikke solcreme

Det er ikke kun med solcreme, at mændene halter bagud. Generelt er mænd dårligere end kvinder til at bruge creme.

Det fortæller Lone Skov, der er professor og overlæge med speciale i hudsygdomme på Herlev og Gentofte Hospital og Københavns Universitet.

- Mænd er dårligere til at smøre sig ind, og det gælder ikke kun solcreme. Jeg har mange patienter med hudsygdomme, og det er mit indtryk, at det altid er sværere for mændene, siger hun og fortsætter:

- Mange synes, at det klistrer og fedter på tøjet.

Derudover tror Lone Skov også, at det kan ligge i vores kultur, at det er kvinderne, der bruger cremer.

- Jeg tror, at kvinder i højere grad end mænd eksempelvis bruger dagcreme til hverdag, og derfor kan det være mere nærliggende for dem også at bruge solcreme, siger hun og fortsætter:

- Det er mit indtryk, at nogle mænd derfor anser creme som feminint og dermed ikke noget for dem.

Mænd dør oftere af modermærkekræft

Modermærkekræft har ofte gode prognoser - men det er kun, hvis det opdages i tide.

Den nye undersøgelse viser, at flere mænd end kvinder dør af modermærkekræft inden for de første fem år efter, at de har fået sygdommen konstateret.

Hos mændene er det seks procent, mens det er fire procent af kvinderne.

Det skyldes dog ikke nødvendigvis, at mændene ikke beskytter sig lige så godt mod solen som kvinderne.

Faktisk får kvinder oftere konstateret modermærkekræft, mens mændene hyppigere dør af det.

- Vi ved, at nogle mænd går senere til lægen end kvinderne. Derfor kan deres kræftsygdom være mere fremskreden, når den opdages, siger Lone Skov.

Hun fortæller, at fordi mange kvinder er mere observante på deres kroppe.

- De kan muligvis hurtigere opdage forandringer i modermærker eller huden, og dermed søge lægehjælp tidligere, siger hun.

FacebookTwitter