Kælderen under Syddansk Universitet er en dybt forgrenende, betongrå labyrint. Den ene lange korridor ligner den anden til forveksling, og på dørene står en række uforståelige tal.

Vores fodtrin giver genlyd, mens vi leder efter den rigtige dør ind til hjernesamlingen. Martin Wirenfeldt Nielsen stopper op og kigger på det udprintede kort over kælderen.

- Det burde være bag døren her, siger han og klør sig i håret.

Til dagligt arbejder han på Odense Universitetshospital, hvor han er lektor i patologi og bruger en stor del af sin tid foran mikroskopet for at undersøge vævsprøver. I efteråret fik han dog en ny opgave: Han blev ansvarlig for hjernesamlingen, som Syddansk Universitet sidste år overtog fra Aarhus Universitet, hvor de havde ligget stort set urørt i næsten 30 år.

På trods af det har han faktisk kun været nede ved samlingen én gang før - og da var det en universitetsvagt, der viste ham vej.

Overtog samlingen for at blive klogere på demens

En af grundene til at Syddansk Universitet valgte at overtage de mange tusind hjerner sidste år var, at universitetet regner med, at der kan vrides en masse ny viden ud af de krøllede organer. Særligt i forhold til demens-sygdomme, forklarer Martin Wirenfeldt Nielsen.

- Over halvdelen af hjernerne stammer fra demenspatienter - og det er faktisk sjældent, at vi har mulighed for at studere en demenshjerne, siger han og fortsætter:

- I gamle dage blev patienter, der døde på sygehuset, per automatik obduceret, så der havde man rig mulighed for at studere hjernerne. I dag kræver det samtykke fra de pårørende, så vi obducerer ikke ret mange længere.

Det er særligt den type demens, der udvikler sig sent i livet, som Martin tror, at hjernerne kan give os mere viden om. Vi ved nemlig næsten ingenting om den.

- Den type alzheimers, der kommer tidligere i livet, ved vi har en række genetiske komponenter. Men vi kender ikke genetikken ved den sene type. Og her kan hjernerne bliver uvurderlige, siger han.

Kan også gøre os klogere på intelligens

Hjernesamlingen rummer dog flere muligheder end blot ny viden om demens. Mange af hjernerne stammer fra patienter, der led af skizofreni eller var maniodepressive, så også her kan der være ny viden at hente.

Og så kan de muligvis også gøre os klogere på intelligens, forklarer Martin Wirenfeldt Nielsen.

- Sådan grundlæggende kan man egentlig ikke sige så meget om vores intelligens ved at kigge på den fysiske hjerne med det blotte øje. Og kigger man i mikroskopet, ser hjerneceller ens ud hos os alle. Men hvis du undersøger det, der hedder gliaceller, kan vi måske godt sige noget om, hvor intelligent hjernens ejermand var, siger han.

Gliaceller er en slags hjælpecelle, der findes overalt i hjernen. De støtter nervecellerne og er med til at opretholde struktur i hjernen. Faktisk findes der tre slags gliaceller - og det er den type, der kaldes for astrocytter, der har størst indflydelse på vores intelligens, viser forskning.

Einsteins hjerne var pakket med gliaceller

En af de klogeste mennesker, der nogensinde har levet, Albert Einstein havde en markant større koncentration af gliaceller i hjernen end normalt.

Det ved vi, fordi lægen Thomas Harvey, der obducerede ham, da han døde i 1955, stjal hans hjerne og lagde den i formalin for at bevare den - helt uden at spørge de pårørende.

Selv fandt Thomas Harvey dog ikke noget ud over det sædvanlige ved hjernen. Den var hverken tungere, mere krøllet eller havde flere nerveceller end gennemsnitshjernen. Med tiden gav han op på at blive klogere på, hvad ved Einsteins hjerne, der havde gjort ham til et geni. Og i stedet tilbød han andre forskere at studere hjernen.

Det gav pote, og i 1985 fandt Marion Diamond ud af, at Einsteins hjerne havde langt flere astrocytter end normalen.

Og netop det her med at tælle astrocytter, vil man godt kunne gøre på hjernesamlingen, vurderer Martin Wirenfeldt Nielsen.

- Samlingen er velegnet til at studere gliacellerne, fordi hjernerne er så velbevarede. Men det vil tage mange mandetimer, fordi vi skal sidde med mikroskopet og tælle ved hver eneste hjerne, siger og fortsætter:

- Og jeg tvivler på, om nogen vil være interesseret i at betale for det.

Stadig ingen spor af hjernerne

På vores jagt efter hjernesamlingen vælter vi ind i både et rum fyldt med waders og fiskeudstyr, som højst sandsynligt tilhører havbiologerne, et opbevaringsrum til de studerendes fredagsbar og et rum fyldt med brummende generatorer.

Men stadig ingen hjerner.

I ren desperation vender vi tilbage og begynder at lede der, hvor vi startede - stadig uden held.

Grunden til, at Martin Wirenfeldt Nielsen kun har været nede i samlingen én gang, er, at der endnu ikke er sat forskningsprojekter i gang. Der mangler nemlig nogle helt grundlæggende ting, før hjernerne kan komme i arbejde.

- Før det kan betale sig at kigge på hjernerne, har vi brug for at få digitaliseret alle de journaler, der er knyttet til dem. Lige nu ligger mange af journalerne i gamle kasser ved siden af hjernerne - og en del af dem, er blevet afleveret til Landsarkivet i Viborg og Rigsarkivet i København, siger han og fortsætter:

- Der ligger derfor et stort arbejde i at få gjort informationen tilgængelig og søgbar - og det er jeg ved at forsøge at skaffe penge til. Det vil nok tage en halv time per hjerne - og det løber jo op i 5.000 timer bare for at få tastet de mest basale oplysninger ind i en database.

Og den slags projekter er det svært at finde forskningsmidler til. Derfor er Martin Wirenfeldt Nielsen på udkig efter en fond, der vil støtte digitaliseringen.

Hjernerne var tæt på at blive skrottet

Netop problemet med at finde penge til at drive sådan en hjernesamling, var grunden til, at Aarhus Universitet i 2017 besluttede at skrotte samlingen.

Dengang udtalte daværende institutleder på Institut for Klinisk Medicin, Kristjar Skajaa, der havde ansvaret for samlingen, at: “Det koster flere millioner kroner at flytte og bevare samlingen, og når vi sammenholder den udgift med den videnskabelige værdi, er konklusionen, at værdien ikke står mål med omkostningerne.”

Men da offentligheden hørte om det, væltede det ind med kritik af beslutningen og tilbud om at overtage samlingen. Både private virksomheder og universiteter rakte armene ud for at tage imod hjernerne, men det blev Syddansk Universitet, der løb med sejren.

- Faktisk var vi så heldige, at Aarhus Universitet valgte at bruge de penge, de havde sat af til at destruere samlingen, til i stedet at transportere den ned til os. Så vi fik den kvit og frit, fortæller Martin Wirenfeldt Nielsen.

Unikt indblik i tiden før antidepressiv medicin

Noget andet, der ifølge Martin Wirenfeldt Nielsen, gør hjernesamlingen helt unik, er, at de fleste af hjernerne er fra en tid før psykofarmaka.

- I dag er det nærmest umuligt at studere en hjerne fra en person, der har lidt af en psykisk sygdom, men ikke har fået medicin imod det. Med vores samling kan man studere forandringerne i en helt umedicineret hjerne, siger han.

Og netop det kan være en fordel, hvis forskerne skal blive klogere på skizofreni, depression eller demens.

- I dag får de fleste patienter jo medicin. Alzheimers kan vi ikke kurere, men vi kan dæmpe symptomerne. Det kunne de ikke dengang, så vi kan bedre studere, hvordan forskellige centre i hjernen er blevet påvirket - og hvad sygdommen har betydet for deres intelligens, siger han.

Det er nemlig sådan, at demens langsomt forringer dine kognitive evner. Du får med andre ord en lavere intelligens, i takt med at sygdommen skrider frem. Og det her med, hvordan demens påvirker vores intelligens, ved vi faktisk heller ikke så meget om, forklarer Martin Wirenfeldt Nielsen.

Vagt kommer til undsætning

Da vi er gået op og ned ad den samme lange gang et par gange, støder vi til vores held ind i en universitetsvagt, der kommer os til undsætning.

Han ved lige præcis, hvor hjernerne gemmer sig.

Det lokalenummer, som Martin Wirenfeldt Nielsen har fået af universitetets administration, viser sig nemlig at være forkert. Det er et af universitetsbibliotekets magasiner, han har fået udpeget i stedet. Og da betjenten viser os den rigtige dør, virker Martin Wirenfeldt Nielsens adgangskort da heller ikke.

Betjenten lukker grinende døren op og siger: “Til gengæld har du adgang til en masse bøger, ingen gider læse.”

Havde det ikke været for betjenten, havde jeg måske slet ikke fået samlingen at se.

Spandevis af hjerner

Inde i lokalet står hyldemeter efter hyldemeter hvide spande med et nummer skrevet på med sprittusch. Der er med andre ord hjerner fra gulv til loft.

Reolerne er af den slags, som bruges på arkiver. De kan køre på en skinne i gulvet, så mere kan klemmes ind på mindre plads. For 9.479 hjerner fylder en del.

Bagerst i lokalet står læssevis af smukke, gamle arkivkasser, og Martin Wirenfeldt Nielsen hiver et par stykker ud og åbner dem. En kasse er fyldt med en masse brune papirsposer, en anden med små, tynde glasplader.

- Papirsposerne her er fyldt med skiver af hjerne, siger han og viser mig en gennemsigtig klods, der føles som et stykke stearin. Inde i klodsen kan jeg se en lille klump hjernemasse.

- For at vi kan skære hjernerne i de ultratynde skiver, vi skal bruge, når vi vil studere vævet i et mikroskop, er vi nødt til at støbe dem ind i parafin. Det smarte ved parafin er, at det smelter ved 70 grader. Så når vi har den her skive, der er nogle mikrometer tyk, lægger vi den ovenpå en varm glasplade og parafinen smelter væk, mens vævet ikke tager skade, siger han og holder en af de tynde glasplader op mod lyset.

I lyset kan man skimte et lyserødt stykke hjernevæv. Netop sådan et stykke, man vil kunne bruge til at tælle gliaceller.

Umuligt at tage vævsprøver fra den levende hjerne

Men hvorfor egentlig ikke bare tage en prøve fra en levende hjerne?

Ifølge Martin Wirenfeldt Nielsen er det stort set umuligt at tage en vævsprøve fra en hjerne i en person, der er i live.

- Stort set alle andre organer kan vi tage prøver fra, men det kan man ganske enkelt ikke med hjernen. Den er så skrøbelig og udsat. Tager du bare et lille område, kan det have ekstremt store konsekvenser. Derfor er det næsten umuligt at få mulighed for at se på vævet, siger han.

De færreste demenspatienter bliver i dag obduceret, når de dør, så man kan simpelthen ikke få adgang til den her type væv mere. Det er også en af grundene til, at vi ved så lidt om mange af de her sygdomme i hjernen, forklarer Martin Wirenfeldt Nielsen.

- Der findes dyrestudier af mange af de sygdomsprocesser, der ligner demens. Men demens er en diagnose, der er afhængig af, at man kan teste patienten for tab af hukommelse og kognitive evner. Det kan man ikke teste dyr for. Derfor har dyremodellerne begrænset brug, siger han.

Billige dna-test giver helt nye muligheder

De senere år er prisen for at lave en dna-analyse af et helt genom faldet ekstremt meget i pris. Så meget at Martin Wirenfeldt Nielsen og hans kolleger realistisk set vil kunne kortlægge genomet for en stor del af hjernerne i samlingen.

I 2001 kostede det omkring 100.000 dollar at kortlægge et menneske-genom. I 2019 ligger prisen på lige over 1.000 dollar, viser tal fra National Human Genome Research Institute.

Og ikke nok med det så har forskere som Eske Willerslev haft succes med at hive mere og mere information ud af beskadiget dna fra oldtidsfund.

Den udvikling ser, ifølge Martin Wirenfeldt Nielsen, ud til at fortsætte. Og det giver hele tiden nye muligheder for, hvad hjernesamlingen kan bruges til.

- Nye dna-teknikker og den faldende pris gør, at vi kan få nogle resultater ud, vi ikke kunne få for bare få år siden, siger han og fortsætter:

- Og der vil sikkert komme nye muligheder i fremtiden. Nye metoder og ny viden, der gør, at vi kan bruge samlingen til noget helt andet, end vi forestiller os i dag. Derfor er den her samling utrolig vigtig at bevare, slutter han.