Hvis vi er bygget til at spise kød, hvordan kan vi så leve uden?

Kød har spillet en rolle i menneskets evolution. Alligevel kan vi faktisk godt klare os uden bøf og bacon.

Vil du hellere se denne artikel som video, så finder du den i bunden af artiklen.

- Alt under 400 gram er pålæg!

Kender du typen, der siger sådan?

De fleste danskere elsker tilsyneladende smagen af bacon, flæskesteg, pølser og bøf. I hvert fald spiser vi i snit over 50 kilo kød hvert år.

Men et højt kødforbrug er ikke ufarligt - for der er masser af forskning, der viser, at for meget kød øger din risiko for at få visse typer kræft. Desuden udleder produktionen af kød, især oksekød, store mængder drivhusgas.

Så bør vi overhovedet spise kød? Og kan vi klare os uden?

For at svare på det, skal vi se dybt ind i os selv og vores fortid.

Vores forfædre har nemlig ikke altid spist kød.

For over to millioner år siden spiste vi hovedsageligt frugt og grønt. Lidt ligesom chimpanser og gorillaer i dag.

Men så fik nogen en fiks idé, da de kom forbi nogle ådsler.

I løbet af tusinder af år begyndte abemennesker at udvikle jagtteknikker, så de også kunne få kød, når der ikke var døde dyr i nærheden.

Det energitætte kød gav mulighed for at have en større hjerne, som igen var en fordel, hvis jagtteknikkerne skulle blive mere avancerede.

Så langsomt, over millioner af år, blev hjernen større, og på den måde har kødet altså gjort os til det intelligente, verbale menneske, som vi er i dag.

Vores tarmsystem er designet til kød

Og det var ikke kun hjernen, der forandrede sig. For mens hjernen blev større, blev tarmene mindre.

Sammenligner vi det med en planteæders – for eksempel en ko – er der simpelthen meget mindre tarm til at nedbryde og optage føden.

Vores lille tarmsystem er designet til at optage energitæt føde som kød.

Men spoler vi frem til i dag, kan kødets energitæthed faktisk blive et problem.

For modsat hulemanden skal vi ikke løbe langt for at få fat i energitæt kød, faktisk står det klar til os i supermarkedets tag-selv bod.

Oven i det lever mange af os et ret inaktivt liv, hvor vi sidder foran en skærm i rigtig mange af døgnets timer.

Masser af energitæt mad i kombination med et inaktivt liv. Tja, det kan altså føre til overvægt og livstilssygdomme.

Og så er der det med klimaet og miljøet.

Det kræver rigtig meget CO2-udledning og plads at producere kød til alle Jordens mennesker. I længden kan planeten ikke holde til, at vi hælder så store mængder kød ned i gabet alle sammen.

Slet ikke, når vi er på vej mod at blive 10 milliarder mennesker på planeten.

Kan du leve af planter?

Vi er ikke længere hulemænd.

Og derfor behøver vi heller ikke spise som en hulemand for at overleve.

Faktisk kan vi sagtens beholde vores store hjerne og små tarme, og samtidig spise meget mindre kød.

For i dag har vi adgang til masser af plantebaserede fødevarer, der er propfyldt med god næring. Modsat hulemænd kan vi altså let få de vitaminer, mineraler, proteiner og så videre, vi har brug for, uden at mæske os i helt vilde mængder kød.

Så lad os slå det fast: Selv om kød har været vigtigt i vores fortid, kan vi sagtens leve med meget mindre kød – eller leve helt uden det.

For vi mennesker er altædende.

Eller i hvert fald næsten altædende. Vores krop kan klare både kød og planter. Faktisk er den næsten ligeglad med, om næringen kommer fra den ene eller anden type føde – så længe der er alle de næringsstoffer, den har brug for.

Se hele videoen herunder.

Artiklens tekst og videoens manuskript bygger på interviews med Jørn Madsen, Center for Makroøkologi, Evolution og Klima, Globe Institute, Københavns Universitet og Henrik Munch Roager, Institut for Idræt og Ernæring, Københavns Universitet.